Samarbejde – eller teamwork på nudansk – vil normalt blive antaget for at forbedre en gruppe individers præstation (hvad enten der er tale om dyr eller mennesker). Men i virkelighedens verden viser det sig ofte – igen både for mennesker og dyr – at deres fælles anstrengelser undermineres af et fænomen kaldet Ringelmann-effekten. Den siger, at det enkelte individs performance falder i takt med, at gruppestørrelsen vokser. Fænomenet tilskrives normalt dårlig koordinering og forskel på de enkelte individers motivation. 

Nu har australske forskere observeret en art, hvor det modsatte tilsyne­ladende gør sig gældende, nemlig vævermyrer (som har det formelle latinske navn Oecophylla smaragdina). Vævermyrer er kendt for deres imponerende samarbejde, hvor de bygger spektakulære reder ved at trækker i blade og “væve” dem sammen ved hjælp af silkelignende tråde produceret af deres egne larver.

Madelyne Stewardson fra Macquarie University i Sydney har sammen med kolleger studeret, hvordan forskellige gruppestørrelser af myrer præsterer, når de bygger reder. Forskerne fandt, at den gennemsnitlige kraft hver enkelt myre bidrager med voksede til næsten det dobbelte med gruppestørrelsen op til 15 individer i forhold til, hvad en enkelt myre præsterer alene.

Forskerne mener, at myrernes supereffektivitet faciliteres af en arbejdsfordeling indenfor grupperne. Således arbejder en gruppe sammen om at trække i bladet, mens en anden gruppe danner passive kæder, der skaber friktion mellem myrerne og bladet. Samlet virker teamet af myrer således som den type værktøj, man kalder en kraftnøgle. Ifølge forskerne kan vævermyrernes samarbejde give inspiration til udvikling af algoritmer til brug for supereffek­tive teams af for eksempel robotsværme.

CRK, Kilder: Nature / Current Biology, doi.org/10.1016/j.cub.2025.07.038