Grønland er igen blevet et geopolitisk brændpunkt. Ikke alene på grund af de accelererende klima ændringer, der smelter indlands isen i rekordfart, men også fordi stormagter som USA og Kina har fået fornyet interesse for Grønlands naturressourcer og strategiske beliggenhed.

Udforskningen af Grønlands ind landsis giver forskere unikke data om fortidens klima, som spiller en vigtig rolle for den klimapolitiske diskussion. Samtidig sætter globale magtkampe fokus på mulige mine projekter, infrastrukturinvesteringer og militære alliancer. Grønland er derfor ikke kun interessant for forskere og miljøforkæmpere, men også for politikere, diplomater og erhvervsfolk.

Men Grønland har aldrig været neutralt land. Gennem hele sin historie har øen været genstand for både videnskabelig udforsk ning, økonomisk udnyttelse og politisk rivalisering. Fra inuitternes tusindårige viden om landskabet og vikingernes landbrugseksperi menter til kolonitidens missionærer og polarforskere og videre til Den Hans Egedes kort over Sydgrønland fra år 1723. Kolde Krigs “iskolde” strategier – udforskningen af Grønland har altid været formet af det, man kunne kalde erkendelsesinteresser: øn sket om at vide noget bestemt, for at opnå noget bestemt.

Grønlands historie begynder længe før den første europæiske opda gelsesrejsende satte fod på øen. De første mennesker kom hertil for mere end 4.000 år siden – arkti ske stenalderfolk eller palæoinuit, der migrerede fra Nordamerika via det canadiske øhav. Inuit ind vandrede til Grønland omkring år 1200. De havde en imponerende viden om Grønlands landskab, vejrforhold, havstrømme og dyreliv. Deres udforskning var drevet af fangerlivets livsnødvendigheder: Hvor kunne man finde sæler? Hvor brød isen op først? Hvor gik rens dyrene?

Omkring år 985 ankom nordboer ne – vikinger fra Island og Norge – til Grønlands sydvestkyst under ledelse af Erik den Røde. Det var under den middelalderlige varme periode, som tillod dem at drive landbrug. Ifølge Erik den Rødes saga var det ham, der navngav landet “Grønland” for at tiltrække bosættere – og for nordboerne fremstod området da også grønt og frodigt sammenlignet med det mere barske Island.

Nordboernes erkendelsesinteresse var præget af landbrugssamfundet: at gøre Grønland beboeligt og frugt bart. De byggede gårde, dyrkede jorden og forsøgte at skabe den livsstil, som de kendte hjemmefra. I modsætning til inuit havde nordbo erne mindre fokus på mobilitet og tilpasning, og i midten af 1400-tallet forsvandt de fra Grønland, sik kert fordi klimaet igen blev koldere og gjorde det meget svært at være bonde i Grønland. Måske lå de også i konflikt med inuit.

Uanset årsagen til nordboernes for svinden vidner den tidlige historie om, at udforskningen af Grønland altid har været drevet af forskellige interesser og livsbetingelser.

Med Hans Egedes ankomst i 1721 begyndte en ny epoke i Grønlands udforskning. Den dansknorske præst sejlede mod det, han kaldte “det gamle Grønland”, i håb om at f inde efterkommere af vikingerne – men mødte i stedet inuit. Egede grundlagde en kristen mission og dokumenterede landet og dets folk i bogen Det gamle Grønlands nye Perlustration fra 1741. Her blande de han naturhistorie, etnografi og teologi i en tidstypisk kolonial interesse for både frelse og forretning.

Op gennem 1600 og 1700-tallet blev Grønland i stigende grad set som et handelsområde. Særligt hvalolie var en eftertragtet vare i Europa, men der blev også ind købt sælolie, fisk, skind og andre naturprodukter fra de grønlandske fangere. 

Missionærer og naturforskere som den dansknorske præst Otto Fabricius kombinerede teologi med videnskab. I sit store værk om Grønlands fauna, Fauna Groenlandica fra 1780, beskrev han 473 dyrearter, hvoraf 130 var nye for videnskaben.

Som mange andre koloniale aktører spillede Fabricius en dobbeltrol le som både åndelig vejleder og naturforsker. Hans indsats viser, at udforskningen af Grønland i denne periode voksede frem i skyggen af den koloniale administration og i mange tilfælde understøttede kolonialismen.

I løbet af 1800tallet opstod inte ressen for Grønlands undergrund. Geologen Karl Giesecke blev i 1806 sendt til Grønland for at undersøge mineralforekomster, og han vendte tilbage med en stor kryolitsten fra Ivittuut i Arsukfjorden.

Andre videnskabsfolk opdagede i samme periode forekomster af grafit, bly og zink. Omkring midten af 1800tallet blev de første miner etableret, og der har siden været minedrift og efterforskningsaktivite ter i Grønland.

Det var også i 1800-tallet, at Grønland fik sikkerhedpolitisk betydning for USA. Ifølge Monroedoktrinen fra 1823 skulle både Nord og Syd amerika holdes fri for europæisk indblanding, og Grønland – som del af det nordamerikanske kontinent  – var derfor potentielt en amerikansk sikkerhedszone. Derfor blev det vigtigt for amerikanerne og andre at udforske Grønlands geografi yderligere, og især de nordlige om råder, som endnu ikke var kortlagt.

I slutningen af 1800-tallet ledte amerikaneren Robert Peary flere ekspeditioner til det nordlige Grønland. Han nåede frem til, at den nordligste del af Grønland er adskilt fra resten af Grønland, og området blev opkaldt efter ham – Pearyland. Pearys opdagelse gav amerikanerne håb om at kunne gøre territorial krav på Pearyland.

Danmarkekspeditionen i 1906 08, ledet af polarforskeren Ludvig MyliusErichsen, havde til formål at undersøge og udfordre Pearys op dagelse. Det blev en skæbnesvan ger ekspedition for MyliusErichsen og to andre ekspeditionsdeltagere, der omkom i forsøget på at kortlægge Pearyland.

Takket været efterfølgende ekspeditioner blev det efterhånden klart, at Pearyland er en del af Grønlands fastland. USA anerkendte Danmarks suverænitet over Grønland i 1916, da Danmark solgte de danskvestindiske øer til USA.

Efter Anden Verdenskrig ændrede Grønlands rolle sig radikalt som føl ge af international afkolonisering og Den Kolde Krig. Øen gik fra at være kolonial periferi til at blive en integreret del af Danmark med status som dansk amt fra 1953. Samtidigt fik det fornyet sikkerhedpolitisk betydning, at Grønland ligger centralt placeret i Det Arktiske Hav midt mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen.

I 1946 tilbød USA at købe Grønland for 100 millioner dollars – et tilbud som den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen afslog med ordene: »Selv om vi skylder Amerika meget, føler jeg ikke, at vi skylder dem hele øen Grønland.«

Alligevel blev Grønland en del af NATO’s strategiske forsvar. I 1951 indgik Danmark og USA en forsvars aftale, og Thulebasen i Nordgrønland blev udbygget som led i USA’s arktiske strategi, der gik ud på at etablere forsvarsværker i både Alaska og Grønland.

Med udgangspunkt i Thulebasen begyndte amerikanerne et stor stilet militært forskningsprojekt til udforskning af geofysiske forhold såsom is, sne, permafrost, terræn og atmosfæren. Aldrig er Grønlands geologiske og fysiske forhold blevet udforsket mere intensivt.

Under isen anlagde amerikanerne Camp Century – en militær forskningsstation drevet af atomkraft. Den var i drift fra 1959 til 1966. De amerikanske forskere undersøgte her muligheden for at konstruere et stort forsvarsværk med atommissiler under isen, det såkaldte Project Iceworm. 

Ideen blev dog opgivet allerede i 1962. Amerikanerne indså, at det ville være svært at lave stabile kon struktioner i den mobile is, der lang somt flyder fra toppen af indlands isen mod kysten. Det blev også tydeligt, at danskerne ikke brød sig om den omfattende militarisering af Nordgrønland.

I løbet af 1960’erne nedtrappede USA de militære forsknings og udviklingsaktiviteter i Grønland. Erkendelsesinteressen bag udforskningen af Grønland skiftede gradvist fra militær strategi til en forståelse af Grønlands unikke natur og klima.