Nye vådområder kan give mere metanudslip

Med planerne om at tage 100.000 hektar lavbundsjorde ud af drift inden 2030 og omdanne dem til vådområder, er der lagt op til store CO₂-besparelser på klimabudgettet. Det skyldes, at den iltfrie jordbund i vådområder udleder mindre CO₂ end iltholdige, dyrkede jorde.

Men den omlægning kan risikere at koste overraskende meget på klimabudgettet, advarer biologer fra SDU nu. Problemet opstår specifikt, når der kommer til at stå ferskvand i det nye vådområde, for det har vist sig, at der kan slippe store mængder af drivhusgassen metan ud til atmosfæren, når man oversvømmer med ferskvand og laver lavvandede søer. Hvis man nøjes med at holde området fugtigt, som for eksempel en mose, falder udslippet af metan markant.

Professor i økologi Erik Kristensen fra Syddansk Universitet har sammen med kolleger fra Biologisk Institut i en årrække fulgt oversvømmelsen af det store landområde på Nordfyn, Gyldensteen Strand. I 2014 blev områdets dyrkede lavbundsjorde oversvømmet som led i en naturgenopretning udført af Aage V. Jensen Naturfond. Da projektet er enestående i Danmark og Europa, finansierede fonden en række forskningsprojekter, der har til hensigt at lære mere om, hvad der sker, når tidligere landbrugsjord omdannes til vådområder.

Forskerne har kørt dette storskalaforsøg i en årrække, og de har kunnet konstatere, at når der er stående ferskvand i et vådområde – om der så står bare 10 cm vand – så foregår der en kraftig metan-frigivelse. Det samme sker slet ikke i et område, der er oversvømmet med saltvand.

Gyldensteen er i dag oversvømmet i to portioner; en del blev efter fjernelse af diger oversvømmet med havvand, og en anden del blev oversvømmet med ferskvand. Og det er altså målinger af de to forskellige vådområders udslip af drivhusgasser, der har vist, at metanudledningen er vidt forskellig.

Årsagen skal findes i det iltfrie mudder under det salte og det ferske vand, hvor forskellige bakterier er på spil. Metan-producerende bakterier trives i det ferske vand, men hæmmes i det salte vand. Deres aktivitet er også stor, når jorden kun er fugtig, men her vil atmosfærens ilt hjælpe iltkrævende bakterier, så de kan spise metanen nær overfladen, og derfor slipper der kun små mængder metan ud fra fugtige jorde.

Ifølge forskernes målinger udledes der hvert år 303 tons metan (svarende til 8400 tons CO₂-ækvivalenter) fra den 144 hektar store Engsø (der er den ferskvandsoversvømmede del af Gyldensteen). Hvis man ekstrapolerer denne metanudledning til de 100.000 hektar lavbundsjorde, der planlægges at gøres til vådområder, vil det frigive metan svarende til knap 6 millioner tons CO₂-ækvivalenter om året, hvis alle områder får et åbent vandspejl. Herfra skal så trækkes den forventede CO₂-gevinst ved, at områderne bliver oversvømmet med vand, på cirka 3 millioner tons CO₂-ækvivalenter. Dermed bliver nettoresultatet 3 millioner tons flere tons CO₂-ækvivalenter, end hvis landmanden havde beholdt arealerne under plov. Dette er vel at mærke under den antagelse, at arealerne andre steder i Danmark vil opføre sig på samme måde som ved Gylden­steen.

Erik Kristensen og kolleger mener, at den viden, vi har opnået ved Gyldensteen, skal med i fremtidige vandmiljøplaner, så vi kan designe nye vådområder på en intelligent måde. Hvilket for eksempel vil sige, at man skal oversvømme med saltvand og ikke ferskvand i kystnære områder, hvis der er mulighed for dette.

Birgitte Svennevig, Kilde: SDU.