Påskeøen – kendt for sine mange stenstatuer – er et af de mest afsidesliggende, beboede områder i verden. Her har der levet mennesker siden 1300-tallet, hvor øen blev koloniseret af mennesker fra andre dele af Polynesien (der samlet tæller over 1.000 øer i det centrale og sydlige Stillehav). Nogle forskere mener, at beboerne på Påskeøen selv var skyld i en kollaps af populationen i 1600-tallet på grund af overudnyttelse af naturressourcerne.

Denne begivenhed har således været fremhævet som et prominent eksempel på det, man kalder “økomord” (på engelsk ecocide), hvor mennesket ødelægger miljøet med katastrofale konsekvenser for sig selv.

I en ny afhandling i Nature har forskere fra Globe-instituttet på Københavns Universitet i samarbejde med internationale kolleger undersøgt genomerne af 15 personer, der levede på øen i perioden mellem 1670 og 1950. Resultaterne peger ifølge forskerne på en støt stigende population, som først faldt efter Europæerne ankom i 1722 og de senere slave-jægere fra Peru i 1860’erne. Der er altså ingen tegn på en genetisk flaskehals i 1600-tallet, som burde have været konsekvensen, hvis der faktisk var sket et selvforskyldt populationskollaps. På den baggrund afviser forskerne “øko-mord-teorien” for Påskeøen.

Forskernes resultater viser også tegn på, at de gamle polynesere, der koloniserede Påskeøen, blandede sig med indfødte amerikanere mellem 1250 og 1430 – længe før Europæerne nåede frem til øen. 

CRK, Kilde: Nature 633, 389–397 (2024).