En af de udfordringer, man rammes af, når man bliver uddannet til biolog, er, at en gåtur i den danske natur aldrig mere bliver det samme. Den amerikanske økolog Aldo Leopold har beskrevet fænomenet meget præcist (vores oversættelse): »Straffen for en biologisk uddannelse er, at man dømmes til at leve alene i en verden af naturødelæggelse, som er ganske usynlig for andre.«

Som biolog ender man let som trist og bitter ledsager på en kærestetur ud i den danske natur, for når man én gang har fået øjnene op for, hvor forarmet naturen er, er det nærmest umuligt at nyde de sølle levninger. Kigger man nøjere efter, er naturen i Danmark ikke rigtig vild nogen steder. Det er let at se de skarpe kanter ved foden af bakkerne, som ploven har efterladt, og man kan se, hvordan de stejle bakkesider gror til, fordi vi har tømt økosystemerne for græssende dyr. I skovene aflæser man lynhurtigt skovdyrkningens konsekvenser: Dyb skygge, træerne plantet i rækker, drængrøfterne, manglen på bloms­ter, og man ser de afskårne stubbe, hvor der i stedet kunne have tronet kæmpestore veterantræer.

Men de fleste ser det ikke. I fagsprog taler man om begrebet “shifting baseline”: Vi indstiller os kort sagt på, at det, vi kender fra barnsben, er det normale. Derfor sker der en langsom forskydning af, hvad vi kollektivt betragter som “god” eller “normal” natur. Og derfor kan det for de fleste mennesker, der ikke har en biologisk uddannelse, være svært at forstå, at den natur, vi kender i dag, er en voldsomt forarmet udgave af, hvad der har været engang – og hvad der igen kan blive.

Vi lever dog nu i en tid, hvor der er en længsel efter vild natur og en stigende bekymring for den globale biodiversitet. Både i FN og EU taler man i dag om, at 30 % af landarealet og havterritoriet skal reserveres til beskyttet og strengt beskyttet natur. Til sammenligning kan kun 1,6 % betragtes som beskyttet natur i Danmark, og strengt beskyttet natur har vi slet ikke. I EU taler man også om, at det er nødvendigt at genoprette naturen, hvis tabet af arterne og deres levesteder skal standses. Hvor vild natur længe har været en integreret del af amerikansk og afrikansk naturbevaring, ser det ud til at være en erkendelse, der først lige er ankommet til Europa.

Efterhånden som spørgsmålene begynder at dukke op i mailbokse hos forskere og rådgivere, bliver det klart, at det slet ikke er så let at komme tilbage til den vilde naturs “tabte paradis”. For det første skal man gøre sig klart, hvad det vil sige, at naturen er vild og effektivt beskyttet. For det andet skal man vide, hvad der skal til for at genoprette ægte vild natur.

Det nationale overvågningsprogram i Danmark, NOVANA, hvor naturtyperne overvåges i prøvefelter på faste overvågningsstationer, dokumenterer, at arterne og deres levesteder er i stadig tilbagegang. Den danske rødliste over truede og næsten truede arter viser samme kedelige tendens: De mange sjældne arter bliver mere truede, som tiden går.

Selvom vi bruger i nærheden af 200 millioner kroner årligt på at pleje naturen og i tilgift gennemfører storstilede naturgenopretningsprojekter – ofte med EU-støtte – har vi altså ikke formået at sikre en tilstrækkelig god tilstand af den natur, vi har ansvaret for at beskytte. Derfor er der opstået berettiget tvivl, om hvorvidt den måde, vi forvalter naturen på i dag, er den rigtige.

Hvis vi skal gøre det bedre, har vi brug for oplyste målforestillinger. Vi har brug for at forstå, hvordan naturlige økosystemer fungerer og har fungeret i millioner af år, før vi mennesker omdannede dem til dyrkede marker og plantageskove og gav os til at kontrollere og styre de naturlige processer i økosystemerne. Når vi leder efter sådanne målforestillinger, kigger vi typisk tilbage i tiden. Men hvis man skal tage opgaven seriøst, er det ikke nok at kigge tilbage på Morten Korch-filmene eller landskaber fra guldaldermaleriernes tid, for menneskets påvirkning af økosystemerne startede langt tidligere end år 1800.

Betydningen af de store pattedyr

Allerede under sidste istid, mens det endnu var koldt i Europa, begyndte vores forfædre at gøre kraftigt indhug i bestandene af store vilde planteædere på kontinentet. Da istiden sluttede, var de største dyr praktisk taget udryddet gennem jagt, hvilket betød at faunaen i Holocæn (som vi kalder den geologiske periode fra istidens slutning til i dag) fra starten var fattig på store pattedyr sammenlignet med de forudgående millioner af år.

Uden mennesker er det meget sandsynligt, at Europas fauna i nutiden ville have rummet mammut og skovelefant, steppenæsehorn, skovnæsehorn, flodhest, kæmpehjort, huleløve, vildhest og urokse. Vildhest og urokse holdt stand langt ind i Holocæn, men også de to arter regnes i dag som uddøde, og også her er det menneskets jagt, som er den direkte årsag.

Græsning er en af de naturlige processer, som er nødvendige, hvis vi skal bevare biodiversiteten, og nyere forskning peger på vigtigheden af, at græsningen ligner den naturlige græsning i et økosystem. Naturlig græsning indebærer, at dyrene skal være store nok og lige så talrige, som fødegrundlaget giver mulighed for. Det er nemlig først og fremmest fødemængden, som regulerer mængden af planteædere i et naturligt økosystem, ikke rovdyrene. Rovdyrene medvirker til, at naturlige økosystemer vil være domineret af store og kæmpestore planteædere, fordi de ikke reguleres så hårdt af rovdyrene, som mindre dyr gør.

Vi skal altså stræbe efter økosystemer, hvor hjorte, geder og får spiller en mindre rolle sammenlignet med bison, hest og okser. Desuden er det ikke naturligt, at dyrene fodres; de skal selv finde deres føde året rundt i økosystemet.