Grønlandshajen (Somniosus microcephalus) er sjældent set af mennes­ker og omgivet af mystik. Ikke mindst fordi den lever som undvigende beboer i dybet af det nordlige Atlanterhav og det arktiske hav og er verdens længstlevende hvirveldyr med en anslået levetid på omkring 400 år. Et internationalt forskerhold med deltagelse fra
Københavns Universitet har nu kortlagt Grønlandshajens genom, og data tyder på, at dette dyrs værktøjskasse til at reparere sit eget DNA kan forklare dets ekstreme levetid. Forskernes arbejde med at afkode artens genetiske sammensætning vil kaste nyt lys over de generelle mekanismer, der er involveret i dyrs alder og lang levetid.

»Vores nye arbejde er en hjørnesten for en bedre forståelse af Grønlandshajens ekstreme fysiologi. Det hjælper os med at vurdere dyrets genomiske mangfoldighed og dermed populationsstørrelsen af ​​denne sårbare art for første gang,« siger John Fleng Steffensen fra Biologisk Institut, Københavns Universitet, som har studeret disse kæmpedyr i felten de sidste femten år.

En af projektets tidlige udfordringer var hajens genomstørrelse. Med 6,5 milliarder basepar er Grønlandshajens genetiske kode dobbelt så lang som et menneskes, og det største blandt haj-genomsekvenser til dato. Grønlandhajens store genom skyldes primært tilstedeværelsen af ​​gentagne og ofte selvreplikerende elementer i genomet. Sådanne “transponerbare” gener, også kaldet “springende” gener (transposon) er ofte betragtet som genomiske parasitter, og de tegner sig for over 70 % af Grønlandshajens genom.

»Interessant nok bliver et højt gentagelsesindhold ofte betragtet som skadeligt, da springende gener kan ødelægge integriteten af ​​andre gener og reducere genomets samlede stabilitet. For Grønlandshajens vedkommende ser det høje gentagelsesindhold dog ikke ud til at have begrænset dens levetid,« siger John Fleng Steffensen.

Tværtimod formoder forskerne, at omfanget af de ​​transponerbare elementer endda kan have bidraget til Grønlandshajens ekstreme levetid. Nogle gange kan andre mere funktionelt relevante gener “kapre” det molekylære maskineri kodet af transponerbare elementer for at formere sig. Holdets hypotese er, at flere almindelige gener netop har gjort det under Grønlandshajens udvikling.

Helle Blæsild, Københavns Universitet.