For lidt over 100 år siden skete der noget i verden. I et ellers ubetydeligt øjeblik et eller andet sted på planeten sprang en lille viruspartikel i form af influenza A fra fugle til mennesker. Det er faktisk ikke atypisk, at virus prøver at sprede sig i andre arter, men det er ikke altid, at det er en succes.

Det var det dog i 1918, hvor influenza A meget hurtigt fandt sig til rette i vores lunger og i vores biologi. Kombineret med massive menneskebevægelser i forbindelse med første verdenskrig nåede denne influenza A ud til alle afkroge af planeten, og det gik ikke stille for sig. Danmark blev ramt af fire bølger af virussen, inden den til sidst døde ud fem år senere, da nok af os havde udviklet antistoffer mod den. Da det endelig skete, var 2 procent af verdens befolkning døde.

Ligesom i dag satte verden dengang alle ressourcer til rådighed for til dels at bremse virus med tiltag til at nedsætte smittespredningen og dels at finde ud af, hvor denne 11. plage kom fra. Nogle mente, at den opstod i skyttegravene under første verdenskrig, hvor mennesker bogstaveligt talt lå oveni hinanden under uhygiejniske forhold. Andre mente, at den var opstået i USA. Den tredje hypotese gik på, at den var opstået i Kina og var fragtet til Europa og USA af kinesiske immigranter.

Virussen fik dog navnet “den spanske syge”, fordi Spanien på det tidspunkt var et af de få lande i verden med fri nok presse til at kunne fortælle åbent om smitten. Det navn har spanierne nok ikke selv været så tilfredse med.

Svarede til en verdenskrig

Spoler vi tiden 100 år frem, er verden igen bragt i knæ af en virusforårsaget verdensomspændende pandemi. Denne gang skyldes det coronavirus, der ligesom influenza A er hoppet fra dyr til mennesker og skaber død og ødelæggelse blandt os, fordi vi intet forsvar har mod netop denne form for virus.

Professor Lone Simonsen er epidemiologi ved Roskilde Universitet og har i mange år forsket i fortidens pandemier for på den måde bedre at forstå pandemiernes dynamik – både dem i fortiden og dem, som rammer i nutiden.

I forbindelse med den spanske syges 100-års fødselsdag holdt hun mange foredrag om emnet, hvori hun fortalte tilhørerne, at hvis hun skulle pege på en fremtidig pandemitrussel, ville hun kigge sig over skulderen efter coronavirus – ret godt forudset, ikke sandt?

Lone Simonsen forskning går ud på at forstå pandemier, så vi bedre kan stå imod dem, når de uundgåeligt kommer. Og skal man være lidt hårdhudet, så er COVID-19 ikke det værste, verden har set. Den spanske syge tog livet af op imod to procent af verdens befolkning. Hvis verden skulle rammes af en lignende pandemi i dag, ville dødstallet ikke være i omegnen af et par millioner, som det er for COVID-19, men nærmere over 60 millioner.

»Den spanske syge sænkede den forventede levetid i de ramte lande med 12 år i pandemi-perioden. Så dødelig var den. Det er lige så voldsomt som effekten af en verdenskrig. Specielt unge mennesker døde af influenza A under den spanske syge, så det var rigtig mange leveår, som gik tabt,« siger Lone Simonsen.

Pandemier kan ramme unge og gamle vidt forskelligt

I sin forskning i pandemiers dynamik har Lone Simonsen koncentreret en stor del af sit arbejde om at forstå den spanske syge, som alt andet lige er den mest dødelige pandemi i moderne tider.

De helt centrale spørgsmål i forhold til at forstå en pandemi er blandt andet, hvorfor den opstår, hvordan sygdommen spreder sig, hvor mange bølger den kommer i, og hvem der er udsat og hvorfor. I forhold til det sidste punkt adskiller COVID-19 sig i hvert fald fra den spanske syge, fordi COVID-19 især rammer ældre hårdt. Den spanske syge svingede i stedet leen over de unge i 20 til 35-årsalderen, som ellers havde udsigt til at have hele livet foran sig.

Under COVID-19 er antallet af raske unge, som dør af infektionen, lavt, hvilket ikke så forskelligt fra sæson-influenza. Den spanske syge gik til gengæld nærmest hen over hovedet på dem over 40 år. Noget lignende så man under influenza H1N1-pandemien i 2009. Der blev personer over 60 år heller ikke syge.

»For både den spanske syge og pandemien i 2009 forstår vi nu, at de ældre har haft en vis beskyttelse, fordi de har været smittet med lignende influenzavirus tidligere i livet, måske allerede i barndommen. Deres immunforsvar har derfor været rustet til at tage sig af virussen, mens de yngre, som ikke var i live, da den tidligere virus huserede, var særdeles sårbare,« forklarer Lone Simonsen.

Lone Simonsen sammenligner effekten af smitte med en ny variant af influenzavirus med, da de første europæere rejste over Atlanterhavet til “den nye verden”. Her blev de indfødte udsat for en masse virus, som deres immunforsvar aldrig havde mødt før, herunder mæslinger og kopper. Resultatet var en enorm og katastrofal dødelighed blandt den lokale befolkning.

Virus var tæt på at blive globale skrækscenarier

Inden det hele kommer til at handle om den spanske syge og COVID-19, så studerer Lone Simonsen faktisk mange andre pandemier for at blive bedre i stand til at rådgive beslutningstagere om de korrekte forholdsregler og modsvar.

Blandt andet har hun studeret AIDS-pandemien, der blev sat skakmat af effektive behandlinger og oplysningskampagner. Med COVID-19 bliver det derimod vaccinerne, som ender pandemi-fasen i den forhåbentligt ikke så fjerne fremtid.

Så er der også kolerapandemien i 1853, som slog tre procent af den danske befolkning ihjel. Som i den nuværende pandemi gik det især ud over de ældre. Dog er kolera en sygdom, der smitter gennem tæt kontakt mellem mennesker. På den måde minder den om eksempelvis Ebola-udbruddet i Vestafrika, som blev stoppet ved at ændre farlig adfærd og uden vacciner og effektiv behandling.

Historisk set har flere virus også taget tilløb til at blive frygtelige globale dræbere. Det gælder blandt andet nipah, SARS og MERS, som med tårnhøj dødelighed kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste, men som alligevel ikke har haft egenskaberne til at kunne sprede sig som en steppebrand blandt mennesker, hvilket er en forudsætning for at skabe en pandemi.

»Sådanne højdødelige virus kan dog muligvis blive gode til at sprede sig fra person til person i fremtiden, og så kan vi stå med et stort problem mellem hænderne. De er også på WHO’s liste over bekymrende virus, som man skal holde øje med. Vi er i disse år blevet smerteligt bevidste om, hvor vigtigt det er at være forberedt på fremtidens pandemier. Det er ikke et spørgsmål, om de kommer, men hvornår de kommer, og hvor alvorlige de er,« siger Lone Simonsen. ♦