AU

Så hurtigt lærer børn heller ikke…

Børn er hurtigere til at lære nye motoriske færdigheder end voksne – hvad enten det er at mestre et par ski eller rulleskøjter, lære nye sprog, slå vejrmøller eller at indøve dansemoves fra TikTok. Sådan lyder en udbredt opfattelse.

»I populærvidenskabelig litteratur og i diverse lærebøger er der en antagelse om, at børn i en vis alder – fra cirka 8 år til puberteten – er bedre til at lære nye færdigheder end voksne. Det kaldes den motoriske guldalder. Men der er ikke noget fysiologisk rationale for, at den motoriske guldalder rent faktisk findes,« siger lektor Jesper Lundbye-Jensen fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Den populære antagelse om den motoriske guldalder “provokerede” forskerne til at undersøge, hvilke aldersmæssige forskelle i vores centralnervesystem, der gør sig gældende i vores motoriske udvikling. Resultaterne er nu udgivet i tidsskriftet Developmental Science. I studiet har forskerholdet undersøgt den motoriske indlæringsevne hos 132 personer i fire forskellige aldersgrupper: 8-10-årige, 12-14-årige, 16-18-årige og 20-30-årige.

I laboratoriet fik deltagerne en specialdesignet opgave, hvor de skulle øve sig i at styre en cursor på en computerskærm med så hurtige og præcise fingerbevægelser som muligt. Deltagernes præstation blev målt lige efter introduktionen til opgaven (baseline), undervejs i træningssessionen og igen 24 timer efter træningen. Resultaterne viser, at både de 16-18-årige og 20-30-årige forbedrede deres færdigheder markant mere end de 8-10-årige i løbet af selve træningssessionen.

»Så det tyder på, at både unge og yngre voksne har bedre forudsætninger for hurtigt at tilegne sig nye færdigheder sammenlignet med børn – i al fald når det gælder korttidsindlæring og motoriske færdigheder, som er det, vi har undersøgt. Hos børnene er forbedringerne både mindre og foregår langsommere,« fortæller Mikkel Malling Beck, førsteforfatter til forskningsartiklen om studiet og tidligere ph.d.-studerende på Institut for Idræt og Ernæring og nu forsker på MR-afdelingen ved Hvidovre Hospital.


Maria Hornbek, Københavns Universitet. Developm. Sci.: doi.org/10.1111/desc.13536