Biologerne har længe vidst, at spækhuggeren er særligt udsat for menneskeskabt forurening. Dels fordi arten er øverst i fødekæden, og fordi den har svært ved at nedbryde og udskille giftstoffer.

Indtil for nylig troede forskerne, at det var en kombination mellem lokale forskelle i mængden af forurening i havet og spæk-huggernes føde, der afgjorde, hvilke spækhuggere, der blev hårdest ramt af det giftige stof PCB. Et stof der er menneskeskabt og ikke forekommer naturligt. Men i en ny undersøgelse – den hidtil største af sin slags – kan forskere fra en række lande nu vise, at det primært er, hvad der er på spækhuggernes menukort, som er afgørende. Det forklarer Rune Dietz, der er professor på Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, og som har været med til at lave undersøgelsen.

»Vi har undersøgt vævsprøver fra 162 spækhuggere. I prøverne analyserede vi fedtsyresammensætningen, fordi den afslører, hvad dyrene spiser. Og vi målte niveauet af forskellige menneskeskabte giftstoffer,« siger han og fortsætter:

»Der var en klar sammenhæng mellem de spækhuggere, der spiste sæler og hvaler, og niveauet af PCB. De spækhuggere, hvor kos­ten primært bestod af fisk, havde markant mindre gift i kroppen.«

Spækhuggerne dør ikke direkte af PCB-forgiftning, men med årene ophober der sig mere og mere af giftstoffet i deres kroppe. »Jo højere koncentrationen er, desto sværere får de ved at formere sig. Desuden bliver dyrenes immunforsvar ramt af stoffet,« forklarer Rune Dietz.

»For spækhuggerne betyder det, at de hun-hvaler, der har mest PCB i kroppen, stort set ikke får unger længere. Spækhuggere fra Brasilien, det nordøstlige Stillehav og De Britiske Øer er så hårdt ramt af PCB-forgiftning, at de risikerer helt at forsvinde. I Norge, hvor spækhuggerne lever af sild og makrel, går det derimod fremad for bestandene. Når vi sejler rundt ud for Norges kyst, møder vi ofte spækhuggere med kalve, men ikke ved Grønland og Canada. Her ser vi stort set aldrig kalve længere,« siger han.

Jeppe Kyhne Knudsen, Technical Sciences, Aarhus Universitet. Artikel: Environ. Sci. Technol. 2023, 57, 42, 16109–16120.