Hvert forår bryder Australiens ikoniske bogong-natsværmere op fra de steder i det sydøstlige Australien, hvor de er kommet til verden og sætter kursen mod en ganske specifik destination, hvor de aldrig har været før: nogle mørke og kølige sprækker og huler i Sydaustraliens Snowy Mountains. Her tilbringer de sommermånederne, inden de om efteråret flyver tilbage for at formere sig og dø. Når foråret kommer, gentager det hele sig. Hver gang begiver cirka fire millioner bogong-natsværmere sig ud på den op til 1000 kilometer lange rejse.

I et nyt studie publiceret i Nature, viser et internationalt forskerhold, at bogong-natsværmerne bruger stjernebilleder og Mælkevejen til at navigere, når de tilbagelægger de mange hundrede kilometer under deres årlige migration. Ifølge forskerne har det længe været kendt, at nogle fugle og endda mennesker kan bruge stjernerne til at navigere over lange afstande. Men det er første gang, at evnen påvises i et insekt.

Forskerne er fra Lunds Universitet i Sverige, Australian National University, University of South Australia og Syddansk Universitet, hvorfra postdoc Jingjing Xu fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi har deltaget. Hun forsker også i, hvordan den europæ­iske sangfugl, rødhalsen, finder vej mellem Danmark og Afrika ved hjælp af et magnetisk kompas.

For at finde ud af, hvordan bogong-natsværmerne klarer den lange rejse uden at fare vild, satte forskerne en række eksperimenter op. De brugte blandt andet avancerede flyvesimulatorer og hjernemålinger i kontrollerede, magnetisk neutrale omgivelser. De forskellige set-ups havde til formål at undersøge, hvordan natsværmerne orienterer sig under forskellige himmel-scenarier.

Når de blev præsenteret for en naturlig stjernehimmel uden magnetfelt, fløj de konsekvent i den rigtige retning – det vil sige sydpå om foråret og nordpå om efteråret. Når stjernerne blev vendt 180 grader, vendte natsværmerne med. Men når stjernerne blev forvrænget, forsvandt deres orienteringsevne. Det tyder på, at de ikke bare flyver mod det klareste lys eller følger et simpelt visuelt signal, men aflæser specifikke mønstre på nattehimlen for at bestemme en geografisk retning, ligesom trækfugle gør. Når stjernerne er skjult af skyer, kan natsværmerne holde retningen alene ved hjælp af Jordens magnetfelt.

Forskerholdet undersøgte også den neurologiske baggrund for den træfsikre navigation og fandt ud af, at der i natsværmernes hjerne findes nogle specialiserede celler, der registrerer placeringen af himlens stjerner. De celler sidder i de dele af hjernen, der styrer navigation, og de aktiveres kraftigst, når natsværmerne vender mod syd.

Birgitte Svennevig, SDU