Middelalderens alkymister var notorisk kendt for at være hemmelighedsfulde og ikke dele deres viden med nogen. Danske Tycho Brahe var ikke nogen undtagelse, og derfor ved vi i dag ikke, hvad han helt præcist lavede i det alkymi-laboratorium, der lå under hans kombinerede bolig og observatorium Uranienborg på øen Hven.

Kun få af hans alkymistiske opskrifter har overlevet, og der findes i dag kun ganske få rester af hans alkymi-laboratorium. Uranienborg blev nemlig revet ned efter hans død i 1601 og byggematerialerne spredt for alle vinde til genbrug.

Nogle få potte- og glasskår blev dog under en udgravning i 1988-1990 fundet i Uranienborgs gamle have, og de vurderedes at stamme fra kælderens alkymi-laborato­rium. Fem af disse skår – fire af glas og et af keramik – er nu blevet underkastet kemis­ke analyser for at finde ud af, om de kunne afsløre noget om, hvilke grundstoffer de oprindelige glas- og keramikbeholdere var i berøring med.

De kemiske analyser er foretaget af professor emeritus og ekspert i arkæometri, Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, mens seniorforsker og museumsinspektør Poul Grinder-Hansen fra Nationalmuseet har stået for at indsætte analyserne i en historisk kontakt.

Der blev fundet sporstoffer på fire af skårene – og nogle af disse stoffer optrådte i større koncentration end man normalt ville forvente og vidner derfor om, hvilke kemiske forsøg der har været foretaget. De berigede grundstoffer er nikkel, kobber, zink, tin, antimon, guld, kviksølv, bly og wolfram. Af disse skiller wolfram sig særligt ud, da det er et grundstof, der slet ikke var beskrevet på Tycho Brahes tid. Wolfram blev først beskrevet og fremstillet i ren form mere end 180 år senere.

Wolfram findes naturligt i visse mineraler, og måske fandt grundstoffet vej til Tycho Brahes laboratorium med et af disse mineraler. I laboratoriet kan mineralet så have undergået forarbejdning, der har udskilt wolfram, uden at Tycho Brahe nogensinde opdagede det.

Der er dog også en anden mulighed, som Kaare Lund Rasmussen understreger, at der ikke findes skyggen af bevis for, men som godt kunne være plausibel.

Allerede i første halvdel af 1500-tallet beskrev den tyske mineralog Georgius Agricola noget mærkeligt i tinmalm fra Sachsen, som gav problemer, når han skulle smelte tin. Agricola kaldte dette mærkelige stof i tinmalmen for ulvefråde (tysk: Wolfram).

»Måske havde Tycho Brahe fået nys om dette og kendte dermed til wolframs eksistens. Men det er ikke noget, vi ved eller kan sige noget om ud fra de analyser, jeg har lavet. Det er blot en mulig teoretisk forklaring på, hvorfor vi finder wolfram i prøverne,« siger Kaare Lund Rasmussen.

Tycho Brahe tilhørte den gren af alkymister, der, inspireret af den tyske læge Paracelsus, forsøgte at udvikle medicin mod tidens store og små sygdomme: pest, syfilis, spedalskhed, feber, ondt i maven, osv. Dermed distancerede han sig fra den gren, der forsøgte at skabe for eksempel guld og sølv ud af mindre værdifulde mineraler og metaller.

» Det kan måske forekomme mærkeligt, at Tycho Brahe beskæftigede sig både med astronomi og alkymi, men når man kender hans verdenssyn, giver det mening. Han mente, at der var nogle åbenlyse sammenhænge mellem de himmelske legemer, jordiske stoffer og kroppens organer,« forklarer Poul Grinder-Hansen.

Kaare Lund Rasmussen har tidligere analyseret hår og knogler fra Tycho Brahe og fandt blandt andet guld. Det kan vidne om, at Tycho Brahe selv indtog medicin, der indeholdt drikkeligt guld.

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Heritage Science. Birgitte Svennevig, Syddansk Universitet.