AU

Studerende sender DISCO i rummet

Den 15. april lykkedes det endelig – efter fire aflyste forsøg – at opsende den danskbyggede satellit DISCO-1 med en Falcon-9-raket fra Vandenberg Space Station i Californien, USA. DISCO-1 er en såkaldt cubesat – en satellit på kun 10x10x10 cm med en vægt på cirka 1 kg., og den er et fællesprojekt for studerende ved flere danske universiteter – Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet og IT-universitetet.

Efter satellitten blev frigjort fra rumfartøjet gik der nogle dage med svedige hænder, da det ikke umiddelbart lykkedes at få kontakt til den. Men efter fire dages solorejse lykkedes det at få kontakt, og så viste målinger også, at DISCO-1 havde det godt. Faktisk kunne de studerende til deres overraskelse måle en højere spænding på batteriet end de havde kunnet måle, mens satellitten stadig befandt sig på Jorden.

I skrivende stund befinder satellitten sig omkring 500 km over Jordens overflade, og over de næste cirka to år vil den langsomt falde til den når ned til en højde på omkring 300 km, hvorefter den vil brænde op i atmosfæren. I den mellemliggende periode vil de studerende teste og optimere teknologien, mens de arbejder på næste satellit-mission. DISCO-1 er nemlig i virkeligheden en testmission forud for DISCO-II, som efter planen skal opsendes i sommeren 2024. DISCO-II vil blive cirka 3 gange større, og den kommer til at rumme tre kameraer – to optiske og et infrarødt. Kameraerne skal bruges til at tage billeder af Grønland, som kan støtte klimaforskningen.


CRK.