Rigtig mange børn mister interessen for naturvidenskab gennem deres tid i folkeskolen, men i Videnskabsklubben strømmer de til for at blive undervist af ældre elever fra gymnasiet, som selv får mindst lige så meget ud af forløbet.

Af Rikke Schmidt Kjærgaard og Charlotte Price Hoffmann

»Jeg har helt klart kunnet bruge det, jeg lærte i Videnskabsklubben. Jeg har fået en evne til at formulere mig og formidle viden til andre, sådan at alle kan forstå det, men uden at det bliver fordummende.«

Sådan lyder refleksionen fra 19-årige Nanna Kalmar, om hvordan hendes tid som mentor i Videnskabsklubben spillede ind, da hun for nylig deltog i – og vandt – den landsdækkende talentkonkurrence Unge Forskere.

Konkurrencen har en tungtvejende formidlingsdel indbygget, eftersom deltagerne skal fremlægge deres projekter for både jurymedlemmer, familier og folkeskoleelever fra hele landet.

Projektet “Let there be (optimal) light” – og Nannas evne til at formidle det – skaffede hende en 1. plads i konkurrencens seniorkategori. Selv er hun ikke i tvivl om, at hendes erfaring fra Videnskabsklubben var afgørende for resultatet.

»Jeg kunne helt klart mærke, at jeg havde en fordel, fordi jeg allerede har prøvet det her med at formidle i et sprog, som alle forstår,« siger Nanna, som til daglig går i 3.g på Egå Gymnasium.

Rollemodeller er afgørende for uddannelsesvalg

Peer-to-peer er en internationalt anerkendt metode til at vække og fastholde interessen for et emne – i dette tilfælde naturfag og naturvidenskab generelt.
Dels oplever børnene, at deres undervisere er langt tættere på dem, i alder såvel som mentalt. Læg dertil, at gymnasieeleverne får hjælp til undervisningen af 7.-9. klasses elever, som også selv har meldt sig frivilligt til forløbet.

Børnene kan lettere relatere til de lidt ældre elever, mens de ældre elever omvendt lettere kan sætte sig i deres målgruppes sted og derfor relativt ubesværet formår at skabe undervisning i øjenhøjde. De ældre elever opnår dermed hurtigt status af ikke bare rollemodeller, men opnåelige rollemodeller, hvilket i denne sammenhæng er afgørende.

Meget forskning peger nemlig på, at valget af uddannelse senere i livet i høj grad er et identitetsvalg. Hvem bliver jeg, hvis jeg vælger at beskæftige mig med naturvidenskab? Derfor er det afgørende at præsentere børnene for relaterbare rollemodeller inden for naturvidenskab.

Gymnasieelever får lige så stort udbytte som børnene

Men selvom det i Videnskabsklubben er børnene, der “går til videnskab”, får de ældre elever mindst lige så meget ud af forløbet, som Nanna Kalmar fint illustrerer.

Som enhver lærer kan skrive under på, findes der næppe et mere effektivt læringsredskab end at formidle sin egen viden videre til andre. Over halvdelen af mentorerne melder sig desuden som frivillig, fordi det giver dem mulighed for at forbedre deres egne formidlingsevner.

Når forløbene er slut, er det netop muligheden for at prøve kræfter med undervisning, der af de fleste mentorer fremhæves som særligt positivt, samt selv at lære nyt, mens man lærer fra sig.

»Det har været en megafed oplevelse at undervise børnene«, »Man kan se blot på 7 uger, hvor meget børnene rykker sig,« og »Det har været så dejligt at undervise børnene og lære hvad/hvor meget det kræver at lære fra sig,« lyder det for eksempel i mentorernes evalueringer.

Et talenttilbud uden konkurrence

I Videnskabsklubben er det leg og nysgerrighed, der er omdrejningspunkt, og der er ingen konkurrence, karakterer eller læringsmål på spil.

Derfor bruger mange gymnasier forløbet som et talenttilbud til de dygtige elever, men uden konkurrenceelementet, som gør sig gældende i en del andre tilbud, for eksempel Unge Forskere.

Det er i den sammenhæng interessant, at der også er en stor del af Videnskabsklubbens mentorer, som har valgt at melde sig til at arbejde med de yngre børn på grund af chancen for at videregive deres egen passion for naturvidenskab.

Mange ville ønske, at der havde eksisteret et lignende tilbud, da de selv var børn og synes derfor, det er vigtigt at stille sig selv til rådighed som rollemodel for yngre børn.

I en rapport fra Tænketanken DEA (2019) lyder en af konklusionerne, at især mange piger har svært ved at se sig selv i STEM, fordi de ønsker at “arbejde med mennesker” og “hjælpe andre”. Mange har også svært ved at se naturfagene som noget, der finder sted uden for skolen.

I Videnskabsklubben får denne gruppe præsenteret en bro til at overkomme begge barrierer.

»Måske er det, jeg gør, faktisk ret sejt«

Alt i alt er der ingen tvivl om, at Videnskabsklubbens unikke metodiske tilgang virker, og det er der altså mange gode grunde til.87% af de børn, der deltager i et forløb, oplever at blive styrket i deres interesse for naturvidenskab. I deres besvarelser hersker ingen tvivl om, at de opnåelige rollemodeller er et afgørende parameter.

Men selvom Nanna Kalmar i dén grad er en af de rollemodeller, er hun ikke en af dem, der har brugt særlig meget tid på at tænke over sin rolle som én, andre ser op til. Hendes egen motivation for at melde sig var først og fremmest chancen for at videreformidle viden.

»Det er mærkeligt at tænke på, at jeg kan være nogens rollemodel. Det tænker jeg faktisk ikke så meget over. Jeg tænker bare, at jeg er Nanna,« siger hun med et lille grin, men tilføjer så alligevel:

»Jeg synes ikke, at man møder så mange kvindelige rollemodeller inden for naturvidenskab, så hvis jeg kan være det, synes jeg faktisk, at det er meget sejt. Lidt underligt, men også meget sejt. Det er fedt at hjælpe andre, og hvis nogen kan hente inspiration fra mig. Nogle gange tænker jeg, at det, jeg gør, ikke er noget særligt – men måske er det faktisk ret sejt.« ♦