Geologi betyder læren  om Jorden på græsk og tilsvarende betyder biologi læren om liv. Man kunne så tro, at navnene på de to videnskaber har været kendt siden oldtiden, men det er ikke tilfældet. Faktisk optræder “geologi” først på tryk i 1657, nemlig som titel på en bog om et lokalt jordskælv skrevet af den norske præst Mikkel Escholt. Hvad angår “biologi”, skal vi helt op til 1800, før ordet optræder i den lærde litteratur, og det tog det meste af et århundrede, før det vandt indpas i sproget. Charles Darwin var biolog uden at vide det og uden at betegne sig selv som sådan. Han var naturhistoriker eller på engelsk “naturalist”.

Ja, Darwin var ikke engang videnskabsmand, eller rettere, han var ikke en “scientist”. Denne betegnelse for en udøver af naturvidenskabelig forskning blev først foreslået i 1834 af den engelske filosof og polyhistor William Whewell, der et par år senere også opfandt ordet “physicist” som et alternativ til det almindeligt brugte “naturfilosof” (natural philosopher). Whewells ord er eksempler på såkaldte neologismer, dvs. nye ord der ikke har været kendt eller brugt tidligere. Den berømte fysiker Michael Faraday brød sig ikke om Whewells neologismer, der heller ikke faldt i god jord blandt andre af Englands naturforskere. Så sent som 1924 var der i tidsskriftet Nature en længere og ophedet diskussion om, hvorvidt man skulle anerkende ordet “scientist” eller ej. Indtil den tid havde tidsskriftet konsekvent nægtet at bruge det.

Som antydet har videnskabelige ord af enhver art en omskiftelig historie, der generelt afspejler den måde, videnskaben har udviklet sig på. Al videnskabelig kommunikation, uanset hvor specialiseret og abstrakt, den er, er baseret på de ord, sproget består af. Ved at fokusere på ord og deres betydning gennem tiden fås ikke blot et rigere billede af videnskabshistorien, men også af den nuværende forskning. Ord er ikke blot ord, de er en nøgle til at forstå væsentlige dele af videnskabens dynamik.

Mange af videnskabens begreber, instrumenter, love, enheder og objekter er opkaldt efter personer. Disse eponymer, som de kaldes, henviser i de fleste tilfælde til mere eller mindre berømte forskere eller opfindere, men det kan være til enhver person, uanset om vedkommende er virkelighed eller ej.

Planeterne Mars og Jupiter er opkaldt efter romerske guder og dermed eponymer. En komet er navngivet efter Cæsar, en asteroide efter Bismarck og en trilobit efter Mike Jagger. Traditionen med at bruge eponymer som videnskabelige termer går tilbage til oldtiden og lever stadig i bedste velgående. Det samlede antal eponymer i videnskabshistorien er voldsomt stort og anslås i lægevidenskaben alene at være omkring 20.000.

Blandt de alment kendte eponymer er enhederne volt, joule og watt, og også ord som pasteuriseret, darwinisme og kopernikansk hører hjemme her. Mens eponymer refererer til personer, er toponymer ord, der henviser til steder. Grundstoffet hafnium er opkaldt efter København og ebolavirus efter en flod i Den Demokratiske Republik Congo.

De fleste eponymer er hædersbetegnelser og netop af den grund er flere af dem i nyere tid blevet udsat for massiv kritik. For hvad hvis det viser sig, at den pågældende person havde tjent på handlen med slaver eller på anden vis havde forbrudt sig mod nutidens moralkodeks? Er det acceptabelt at det officielle navn for en bestemt bille er Anophthalmus hitleri opkaldt efter Adolf Hitler?

At eponymer kan være politisk kontroversielle viste sig for nylig, da der blev rejst indvendinger mod navnet James Webb Space Telescope for NASA’s nye og meget dyre rumteleskop. Problemet var, at den afdøde James Webb skulle have været homofob og udvist upassende adfærd over for sorte og andre minoriteter. Det agtværdige Royal Astronomical Society skyndte sig at sortliste eponymet, og NASA måtte iværksætte en undersøgelse af Webbs moralske habitus. Eponymet overlevede.

I sin Origin of Species fra 1859 benyttede Darwin sig bevidst af en række metaforer ikke blot som talemåder men også som nødvendige dele af sin argumentationskæde for udvikling gennem naturlig selektion. Som han anførte, så skulle den berømte frase om “kampen for tilværelsen” (struggle for existence) hovedsageligt forstås metaforisk. Så længe det står klart, at metaforer ikke skal opfattes bogstaveligt, er brugen af dem uskyldig. Kernepartikler består af kvarker og for de kræfter, der binder dem sammen, har man opfundet ordet gluon, der metaforisk relaterer til lim (glue = lim). Ingen tror for alvor, at der faktisk er lim i atomkernen.

Migration af ord

Det semaniske indhold af et ord, dets mening, ændres generelt med tiden og den kontekst, det indgår i. Der kan være tale om en teknisk betegnelse i ét videnskabeligt område, der overføres til et andet område, hvor det så optræder i en helt anden betydning.

Som et eksempel kan nævnes plasma, der i betydningen blodplasma stammer fra 1836 og som i 1928 blev genanvendt som en teknisk term for en gasagtig blanding af elektroner og positive ioner. Fysikernes plasma var helt forskellig fra lægernes, men ordet var det samme. Tilsvarende vil matematikere bruge ordet vektor på én måde og epidemiologer samme ord på en helt anden måde.

I mange tilfælde vil ord migrere enten fra dagligsproget til det videnskabelige sprog eller i den modsatte retning. Ord som “kraft” og “arbejde” var kendt lang tid før, de optrådte i fysikken som entydigt definerede fagtermer. Omvendt er en lang række videnskabelige ord migreret til dagligsproget, hvor de ofte metaforisk optræder i en betydning, der er forskellig fra den oprindelige.

Fra kemien har vi udtryk som “hermetisk tillukket” og “god kemi” for forholdet mellem to personer. En bestemt politisk handling kan være en “lakmusprøve” for regeringen, eller den kan have en “katalytisk effekt på økonomien”. I sidstnævnte tilfælde bruger vi et ord (katalyse), der først blev foreslået af den svenske kemiker J. J. Berzelius i 1835. Der er mange af den slags eksempler, der tilsammen kaster et nyt lys over såvel sproghistorien som videnskabshistorien.

Ovenstående er naturligvis kun en vag antydning af, hvordan sprog og ordvalg indgår som centrale elementer i naturvidenskabens historiske dynamik. ♦