Vor stolte hovedstad København har netop fået en parasit opkaldt efter sig. Det drejer sig om en orm, en spektakulær flad­orm. Den angriber ferskvandsfisk og tager ophold mellem de mange skæl på fiskens krop. Den er blevet opdaget og beskrevet i København, hvilket har inspireret til det nye navn.

Efter grundige analyser har parasitten nemlig fået navnet Transversotrema hafniensis, som signalerer, at den har hjemsted i vor hovedstad, idet, som man ved, København benævnes Hafnia, når man udtrykket sig på latin. Der er nu ikke blot tale om, at der her er tilføjet endnu en art på den lange liste af dyrearter på Jorden, for para­sittens specielle livscyklus gør den til noget helt specielt. Desuden er der også klare indicier på, at den oprindeligt er importeret med snegle fra tropiske områder.

Da den tydeligvis er skadelig over for en række ferskvandsfisk, giver det desuden anledning til eftertanke, og man kan spørge, om vi ikke bør kontrollere import af fisk og snegle endnu bedre?

Opdagelsen

Historien begyndte en dag i maj 2023. En flittig københavnsk akvarist havde produceret en mængde akvariefisk, men mange af dem blev syge og fremviste karakteristiske sygdomstegn. Efter at have besøgt flere dyrlæger og klaget sin nød besluttede akvaristen sig til at besøge Laboratoriet for Akvatisk Patobiologi på Københavns Universitet på Frederiksberg. Her kunne vi stille diagnosen og fortælle, at sygdomstegnene hos fiskene, i dette tilfælde guppyer, skyldtes nogle mikroskopiske fladorme, som havde taget ophold under de mange skæl, der som bekendt sidder på en fiskekrop.

Snylterne suger sig fast med sugekop og æder med en lille kraftfuld mund stille og roligt celler fra fiskens krop. Det kan mærkes af fisken, der begynder at sitre, ryste og skrabe kroppen mod faste materialer i et – som regel mislykket – forsøg på at slippe af med snylterne.

Vi vidste fra andre studier, at netop denne type orm kræver en snegl i miljøet for at kunne gennemføre sin livscyklus og formere sig. Ormene er såkaldte digene ikter, der parrer sig i hulrummet under fiskens skæl, men en succesfuld formering kan ikke foregå, uden at der er en særlig snegl i systemet. Den er en obligatorisk del af livsforløbet. Uden en snegl, hvori der foregår en opformering af infektive stadier, bliver de nye og unge fisk ikke inficeret. Akvaristen måtte derfor have nogle inficerede snegle i akvarierne, ræsonnerede vi.

Og ganske rigtigt: Akvaristen indsamlede en god portion snegle fra hjemme-akvarierne, som vi undersøgte i laboratoriet. Og her viste det sig, at sneglene, og kun dem der hed Melanoides tuberculata, afgav et stort antal infektive larver kaldet cercarier. Og det er dem, som inficerer fisken, kunne vi dokumentere og bekræfte i laboratoriet.

“Svampebob-firkant”

Hver enkelt orm er både han og hun (på fagsproget: hermafroditisk), hvilket er praktisk, da det jo øger sandsynligheden for at møde en passende partner, som kan lede til videreførelse af arten. Efter parring afgiver parasitterne æg, der spredes i vandet. I vandet klækker æggene og frigiver bevægelige larver, som har forkærlighed for netop den omtalte ferskvandssnegl. Larverne borer sig ind i sneglen, hvor de udvikles til endnu et parasit-stadium, som danner en ny type bevægelige larver (cercarier), der med kraftfulde bevægelser svømmer rundt i vandet, hvor de håber på at møde en fisk.

Dette selvbevægelige parasitstadium, der afgives af sneglen, er ganske specielt udformet. Når man beskuer larven i mikroskopet får man straks mindelser om Svampebob-firkant, en velkendt tegnefilm-figur, som i lange tider har fornøjet danske børn. Larven har nemlig et hoved (som i virkeligheden er en krop) og en hale forsynet med armlignende vedhæng med pigge og svømme-luffer. Ligheden med tegneseriefiguren er slående, men den kan ikke blot fornøje.

Dens udstyr gør infektionen effektiv, hvis ellers en fisk er i nærheden. Larvens hovedlignende dannelse skubbes ind mellem to skæl på fiskens krop, hvorefter parasitten kaster halen. Det giver mindelser om en veritabel halshugning, men kroppen – nu uden hale – lever fint videre under fiskens skæl, hvor den udvikler sig til en kønsmoden orm. Halen med vedhæng går stille og roligt til.