I kølvandet på ulykken på Fukushima-atomkraftværket i Japan i 2011 slap en masse tamgrise ud i det affolkede landbrugslandskab og de omkringliggende skove. Her parrede de sig med lokale vildsvinepopulationer. Kombinationen af en enkelt samlet introduktion af tamgrise og fraværet af menneskelig aktivitet har skabt en unik mulighed for at undersøge, hvordan hybridisering mellem husdyr og vilde populationer udvikler sig over tid uden menneskelig indblanding.

Og det er netop, hvad japanske forskere fra Fukushima Universitet og Hirosaki Universitet har gjort. I et nyt genetisk studie publiceret i Journal of Forest Research viser forskerne, at tamgrisens genetiske aftryk til forskernes overraskelse forsvinder hurtigere end forventet. Forklaringen ligger i den måde, hvorpå tamgrisens reproduktionsegenskaber arves gennem mødrene. I modsætning til vildsvin, som normalt kun reproducerer én gang årligt, kan tamgrise få flere kuld om året. Denne hurtige reproduktionscyklus blev bevaret hos hybriderne og førte til en markant hurtigere generationsudskiftning.

Forskerne analyserede både mitokondrie-DNA (som kun arves fra moderen) og genetiske markører fra cellekernen fra 191 vildsvin og 10 tamgrise indsamlet mellem 2015 og 2018. Resultaterne viste, at individer med tamgris-mitokondrie-DNA havde en betydelig lavere andel af tamgrise-gener i deres kerne-DNA end hybrider med vildsvin som mor. Mange individer med tamgris i moder-linjen havde allerede fjernet sig mere end fem generationer fra det oprindelige kryds. Det tyder på en usædvanlig hurtig genetisk udskiftning drevet af gentagen tilbage­krydsning med vildsvin.

Selvom Fukushima-situationen var enestående, understreger forskerne, at mekanismen sandsynligvis også spiller en rolle globalt, hvor tamgrise og vildsvin overlapper. Studiet kan derfor få praktisk betydning for naturforvaltning og bekæmpelse af invasive arter — særligt ved at forudsige risikoen for vækst i en population og ved at gøre det muligt mere målrettet at fjerne bestemte hybridtyper.

CRK, Kilde: Eurekalert/Anderson, D. et al. (2026). Jour. of Forest Research, 1–6.