I vores projekt kan vi ikke løse alle problemerne, men den lille dværgregnorm (Enchytraeus albidus) har potentiale til at gøre en stor forskel som foder for fisk i de vigtige tidlige livsstadier. Ormen kan fremme dyresundheden i dansk akvakultur, nedsætte antibiotikaforbruget, og gøre det meget mindre besværligt at være økologisk fiskeopdrætter i Danmark.

Lige nu findes der ingen vaccine mod yngeldødelighedssyndrom (YDS), en bakterieinfektion, som mange fiskeproducenter oplever problemer med, og derfor må fiskene behandles med antibiotika. Det håber vi at kunne løse ved at bruge ormen til at give vaccinen til fisken. I denne artikel er vores fokus at belyse, om ormen er egnet som regnbueørredfoder, og hvordan det påvirker fiskens vækst og sundhed.

For at dværgregnormen kan bruges som foder og til at give vaccinen til regnbueørreder, er det først og fremmest nødvendigt, at ormen kan produceres i store mængder. Det har længe været kendt, at dværgregnormen forholdsvis nemt kan produceres i kulturer. I det tidligere Sovjetunionen blev der på nogle anlæg produceret op til flere tons orme om året. I nyere tid har virksomheden Fishlab også påvist, at større produktion kan lade sig gøre. 

Naturligvis handler det ikke kun om mængder, det er også vigtigt, at ormen dækker fiskens behov for at sikre god og sund vækst. Ligesom for alle andre organismer er der forskel fra fiskeart til fiskeart på deres specifikke næringsbehov, men overordnet passer ormens næringsprofil godt til regnbueørredernes behov. Det er kun ormens lave mængde af den essentielle omega-3 fedtsyre DHA, som kan bekymre. 

På trods af, at man som biologistuderende lærer, at omega-3 fedtsyrer kommer fra mikroalger i havene, og at de derfra bevæger sig op igennem fødekæden, er det ikke nødvendigvis hele sandheden. Forskning viser, at flere invertebrater (dyr uden rygsøjle), som blæksprutter og børsteorme, har enzymerne til at danne omega-3 fedtsyrer, og meget tyder på, at dværgregnormen i nogen grad også har denne evne. Men den indeholder dog som nævnt kun meget lidt DHA. Derfor er det næsten lige så interessant, at man gennem ormens kost kan manipulere ormens fedtsyreprofil. 

For eksempel kan restproduktet mask fra ølproduktion anvendes som ormefoder og derved øge DHA-indholdet i ormen. Det giver muligheden for bæredygtigt at tilpasse ormens fedtsyreprofil, så den matcher fiskens behov.

I opdræt af marine fiskearter er det ofte udfordrende at finde en passende startføde, når fiskeynglen ikke har mere blommesæk og begynder at spise. Fiskenes fordøjelseskanal er på dette tidspunkt ikke færdigudviklet, så de kan ikke fordøje tørfoder, og der er store udfordringer med dødelighed. Forsøg med fladfisk viser, at dværgregnormen har en positiv effekt på vækst og overlevelse i disse helt tidlige livsstadier. 

Takket være en større blommesæk er regnbueørreders fordøjelseskanal mere færdigudviklet, når de begynder at få foder. De er i stand til at spise og vokse på tørfoder, og vi forventede derfor ikke nødvendigvis, at fiskene ville klare sig bedre, når de fik orme. I vores forsøg med regnbueørred viste det sig imidlertid, at regnbueørrederne voksede hurtigere, når de blev fodret med dværgregnormen, end når de fik økologisk tørfoder. Det er svært at sige, om ormen smagte bedre, om de levende orm fik fiskene til at spise mere, eller om det har noget at gøre med forskelle i fordøjeligheden af de to typer foder. I forhold til regnbueørredernes sundhed var der ikke nogen forskelle mellem behandlingerne. 

Når de sundhedsmæssige forhold ikke var forskellige, og fiskene klarede sig fint, indikerer det, at det lave indhold af DHA i ormen er tilstrækkeligt til at dække regnbueørredens behov. Som du kan læse i faktaboksen om fedtsyrer, deler vi fedtstofferne op i to forskellige slags – fosfolipider og neutrallipider. 

Neutrallipider betegnes almindeligvis som oplagringsfedt, og de følger derfor groft sagt det gamle udtryk “Du er hvad du spiser”. Så hvis fiskene er blevet fodret med en kombination af orme og økologisk tørfoder, og de spiser lige meget af begge dele, burde fedsyresammensætningen i fiskene ligne en blanding af de to typer foder. Da vi analyserede fiskenes fedtsyreprofiler, faldt vi over noget interessant. 

Her tegnede der sig et billede af, at ørrederne faktisk havde en klar præference for de levende orme. Fedtsyresammensætningen hos de fisk, der havde fået en blanding af orme og økologisk tørfoder de første tre uger, lignede nemlig meget mere den i fisk, som kun havde fået orme, end i fisk, som kun havde fået tørfoder. Det kan virke logisk, at en vrikkende orm er mere tiltalende for en fisk, men man kunne også have antaget, at det kalorietætte foder med en større andel af de lækre vigtige omega-3 fedtsyrer, designet til at vække fiskenes appetit, ville være regnbueørredernes fortrukne føde.

En vaccine består typisk af dræbte bakterier, og udfordringen med at vaccinere regnbueørreder mod YDS, er at det skal ske meget tidligt i deres liv. Det er blandt andet en udfordring at sikre, at fiskene modtager en tilstrækkelig mængde vaccine. Derfor arbejder vi i projektet på at bruge ormene som levende vektorer, der kan levere vaccinen ved at fiskene spiser dem. 

Forenklet foregår det således, at vi fodrer ormene med dræbte YDS-bakterier, så deres tarm er fyldt, og der er tilstrækkeligt med antigener til stede til effektivt at sætte gang i fiskens immunsystem. Det skal selvfølgelig testes ved først at undersøge, om ormene spiser og optager bakterierne, og herefter, om det igangsætter den ønskede immunrespons hos fiskene.

Det lyder nemt og lavpraktisk, men i virkeligheden bliver det hurtigt komplekst. Det er nemlig ikke nok, at ormene bærer vaccinen. For at vaccinen kan virke effektivt, skal den rette dosis og evt. behov for hjælpestoffer kendes, så der aktiveres et beskyttende immunrespons. 

At bruge små jordlevende orme som “vaccinebudbringere” til fisk lyder måske som science fiction, men vores forsøg tyder på, at idéen faktisk kan lade sig gøre. Det kræver naturligvis en del finjustering og forsøg, som vi er godt i gang med. Vi har allerede vist, at ormene kan optage indholdet og levere det videre til det rette sted i fiskens tarm. Til disse forsøg anvender vi dog ikke en vaccine, men i stedet gærceller med en lysende markør, så vi kan følge leveringen trin for trin. 

Næste skridt bliver nu at undersøge, om vaccinen kan beskytte fiskene mod sygdommen YDS i kontrollerede laboratorieforsøg. Hvis alt går som håbet, kan vi i løbet af 2026 give et klart svar på, om denne utraditionelle metode kan blive en ny vej til sundere fisk i akvakulturen.  ♦