Et internationalt forskerhold med deltagelse fra Aarhus Universitet har kastet lys over, hvordan Europas største flagermus jager og æder småfugle. Resultatet er for nylig offentliggjort i tidsskriftet Science, og det er fascinerende læsning om natlig luftakrobatik, drab og lemlæstelse. 

Forskerne har praktisk talt sat sig til rette på ryggen af Europas største flagermusart – stor brunflagermus (Nyctalus lasiopterus) – ved at forsyne nogle af dem med bittesmå rygsække, der indeholdt biologgere, udviklet på Aarhus Universitet. Biologgerne er instrumenter, der kan optage flagermusenes bevægelser, acceleration, højde og lyd (inklusive flagermusenes ekkolokaliserings-kald) – og derved kan de afsløre flagermusenes jagtteknikker i over en kilometers højde i mørket. 

Forskerne var heldige, for biologgerne afslørede, at to af flagermusene havde været på fuglejagt. Flagermusene var fløjet over en kilometer op i nattemørket for at finde og angribe de intetanende fugle (mange trækkende fuglearter flyver højt oppe og om natten blandt andet for at undgå dagaktive rovfugle). 

At flagermusene kan opdage fuglene på den afstand skyldes, at deres ekkolokaliserings-kald er kraftige og relativt lavfrekvente. Så snart de har udvalgt deres bytte, går de til angreb – det kan høres på den lange strøm af korte ekkolokaliserings-kald. Fuglene kan for deres del modsat visse insekter ikke høre flagermusenes kald, så i bedste fald opdager de faren i sidste øjeblik og forsøger at flygte.

Dataene fra biologgerne viser, at de to flagermus forfulgte deres bytte i halsbrækkende dyk mod jorden, omtrent som jagerfly i nærkampe. Den ene gav tilsyneladende op efter 30 sekunders styrtdyk, mens den anden flagermus fangede sit bytte tæt på jorden efter næsten tre minutters jagt. Mikrofonen opfangede 21 nødskrig fra fuglen (en rødhals) efterfulgt af 23 minutters tyggelyde fra flagermusen, mens den fløj vandret i lav højde.

Kombineret med røntgen- og DNA-analyser af spurvevinger, som er fundet under disse flagermus’ jagtmarker, giver dataene fra de to flagermus et klart billede af, hvordan det sidste slag udspiller sig: Flagermusene bider fuglene ihjel for derefter at bide deres vinger af – formentlig for at mindske vægt og luftmodstand. Forskerne tror, at flagermusene derefter bukker haleflyvehuden mellem bagbenene frem som en kurv og gnasker fuglen i sig, mens den flyver.

Peter Gammelby, Aarhus Universitet. Kilde: Science vol. 390, iss. 6769, pp. 178-181
.