Fra hver arealtype har vi taget jordprøver for at analysere carbonindholdet i de forskellige jordlag og dermed at kunne beregne, hvordan landskabets topografi og anvendelse hænger sammen med mængden af carbon i jorden. Jordprøver giver generelt gode målinger, men med den indbyggede udfordring, at de målte værdier er afgrænset til netop det sted, hvor jordprøverne er taget. Fordi der hverken er tid eller ressourcer til at tage jordprøver i hver en afkrog af Færøerne, bygger vi i stedet på den antagelse, at hver jordprøve er repræsentativ nok til, at vi med en vis sandsynlighed kan sige noget om carbonindholdet for hele arealet af samme type.

Men hvornår er jorden våd nok til, at vi betegner det som et vådområde og ikke udmark, hvor mange km² skov findes der, og er der mon lige meget carbon i jorden på toppen af fjeldet og i bunden af dalen, spørger geografen. Svaret på disse spørgsmål, og mange andre, er en forudsætning for at kunne vurdere carbonpuljernes størrelse og geografiske fordeling. 

Heldigvis er der hjælp at hente fra rummet, hvor talrige satellitter hver dag indsamler enorme mængder data. De nyeste satellitter gør os i stand til at overvåge store arealer med avancerede sensorer, der ikke bare tager flotte billeder, men som også kan kigge gennem skyer, give detaljeret viden om terrænets hældning, mængden af vand i vegetation og meget andet. 

Brugen af satellitdata er blevet et centralt værktøj i klimaforskningen. Analyse af satellitdata giver mulighed for at se de store sammenhænge i en skala, som er svært at opnå gennem feltmålinger alene. Ved hver ny overflyvning sendes nye data ned til os, så vi kan følge udviklingen i store økosystemer over tid. I denne undersøgelse har værktøjer til analyse af satellitdata blandt andet gjort det muligt for os at registrere små forandringer i vegetationen, vurdere variationer i jordfugtighed og knytte mønstre i vegetationen til områder, hvor får græsser. Alt sammen for at kunne bringe den detaljerede viden vi har fra jordprøverne op i en skala, der dækker hele Færøerne.

Ikke overraskende er der mest carbon lagret i de færøske vådområder. De våde betingelser i jorden betyder, at dødt plantemateriale ikke nedbrydes så hurtigt, og derfor opbygges tykke, carbonrige jordlag. I fjeldområderne er carbonlagringen begrænset af, at grundfjeldet ofte ligger tæt under overfladen. Resultater som disse er vigtige at sætte ind i en geografisk kontekst. Ifølge vores kortlægning er der få reelle vådområder tilbage, og deres andel af den samlede carbonpulje udgør derfor kun 1-2%. 

Man skal huske, at uden dræningskanalerne ville et langt større areal være at betragte som vådområde. Det rejser spørgsmålet: Hvad sker der, hvis dræningskanalerne dækkes til? Studier fra Island og vestlige Irland med et lignende nordatlantisk klima viser, at der er betydelige klimagevinster ved at sløjfe dræningen, og genoprette vådområderne. Det ligner plukning af en lavthængende frugt, som man ynder at udtrykke det i klimadebatten – altså et tiltag, som giver en stor effekt for en relativt lille indsats. 

Omvendt er dræningskanalerne jo gravet af en grund. Den færøske natur byder på få arealer, der egner sig til græsdyrkning, og dem har man villet udnytte bedst muligt. Behovet for arealer til græsdyrkning hænger dog tæt sammen med fårebestanden og produktion af foder. Reduceres antallet af får, falder efterspørgslen på foder tilsvarende – det kunne frigive arealer i indmarken, som i dag holdes tørre med dræning. 

Ifølge kortlægningen findes mere end 80% af carbonpuljen i udmarken. Vi har taget jordprøver fra udmarkarealer, der afgræsses af får, og sammenlignet dem med prøver fra nærliggende arealer, hvor får ikke har haft adgang siden år 2000. På de afgræssede arealer viser prøverne 14 kg carbon pr. m² i den øverste halve meter jord, mens der på de ikkeafgræssede arealer er hele 24 kg carbon pr. m² – altså tæt på en fordobling af carbonindholdet. 

Med denne viden har vi beregnet et scenarie, hvor 10% af udmarken hegnes, så fårene ikke har adgang. Ifølge vores beregninger giver det en øget årlig binding på 35.900 ton carbon – svarende til cirka 132.000 ton CO₂ – fra atmosfæren og ned i jorden. For at sætte det tal i perspektiv, udgør det op mod 13,5% af Færøernes årlige CO₂ udledninger. Beregningen rummer usikkerheder, men det ændrer ikke på, at der er tale om en betydelig reduktion, som ovenikøbet kan opnås billigt. Fåreholdet betyder nemlig relativt lidt for den færøske økonomi. 

Formålene med at plante skov på Færøerne er mange. Ønskerne har blandt andet omfattet flere træer til rekreative værdier, læ, erosionskontrol og CO₂ binding via fotosyntesens optagelse af CO₂. Gode og vigtige formål, men er skovrejsning nødvendigvis en effektiv måde at binde CO₂ på under betingelser som de færøske? 

Der er flere udfordringer med skov rejsning her, som har indflydelse på den samlede carbonbinding i skoven. Skovvæksten i de 25 små plantager er spredt, og træerne bliver ikke særlig høje, og det betyder, at mængden af biomasse, og dermed mængden af carbon, bliver betydeligt mindre sammenlignet med skove længere mod syd. Dertil kommer, at den våde jord ofte drænes, så træerne bliver mere rod faste – med for meget vand risikerer rødderne at rådne. Den opmærksomme læser har måske allerede gættet ulempen her. Dræning af jorden kan betyde et øget tab af carbon fra jorden til atmosfæren, og effekten af skovrejsningen er således i minus fra starten. Vores resultater underbygger denne hypotese: I jorden under den drænede skov målte vi 12,6 kg carbon per m² – altså mindre end i udmarken, hvor jorden får lov at passe sig selv. Vi har sammenlignet vores resultater med studier fra Norge, Island og Skotland, og konklusionen er rimelig klar. Klimagevinsten ved skovrejsning på Færøerne vil være meget lille, hvis overhovedet nogen. 

Sammenfattende kan vi konkludere, at det ikke nødvendigvis er en god idé at male med den brede skovpensel alle steder. Analyse af lokale processer og brug af jorden er afgørende for at forstå, hvad der virker netop her. En reduktion af fåre bestanden giver mere biomasse over jorden og dermed øget carbonlagring i jorden. Samtidig mindskes behovet for foder, hvilket igen øger incitamentet til at tilbageføre opdyrkede arealer til vådområder. I det globale klimaregnskab har Færøernes forvaltning af jorden og landskabet en ganske lille effekt, men undersøgelser som denne kan højne vores bevidsthed om, hvordan landskabet kan bidrage til både carbonlagring og klimahandling. ♦