Langs de danske kyster strækker Lillebælt sig som et smalt farvand, men under overfladen kæmper havet en stille kamp for livet. Økosystemet er nemlig under pres, især på grund af menneskelige påvirkninger. 

I årtier er store mængder næringsstoffer strømmet ud fra landbrug og spildevand, som usynlige floder af nitrogen og fosfor, der gøder havet til døde. Dette har ført til eutrofiering – en ubalance i næringsforholdene, der blandt andet kan føre til iltsvind, så især bundlevende dyr har svært ved at overleve. Årtiers overfiskeri har ligeledes ført til udtømning af fiskebestandene. Derudover er millioner af sten i tidens løb hentet op fra havbunden for at anvende dem til havnemoler, kystbeskyttelse og bygninger på land. Det har efterladt store områder med ensformig, sandet bund, hvor det kan være svært for vegetation og dyr at etablere sig og trives.

Men nu blæser der nye vinde over Lillebælt. Naturpark Lillebælt har sat kurs mod forandring med projektet Bælt i Balance. Projektet forbedrer og genopretter havmiljøer i området, der strækker sig fra Trelde Næs til Hejlsminde, som rummer hav, fjorde og kystnære landskaber. Et vigtigt skridt blev taget i foråret 2023 ved Varbjerg, hvor over 2.400 kubikmeter sten blev udlagt på havbunden ved udløbet af Storå. Her danner stenene et nyt stenrev, skabt særligt med havørreden (Salmo trutta) i tankerne. Her er det meningen, at unge havørreder, kaldet smolt, kan finde skjul og tryghed, imens de tilpasser sig saltvandet som begyndelsen på rejsen til det åbne hav.

Det nye smolt-rev skal være med til at “genoplive” Lillebælt og skabe grobund for en højere biodiversitet, hvor flere arter kan finde plads i det genopståede undervandslandskab. 

Vi ved nemlig, at i havets verden er variation ofte nøglen til overlevelse – for jo mere varierende et marint miljø er, desto flere arter kan det som regel understøtte. Det er netop derfor, at et simpelt greb som sten på en sandbund kan være et stærkt første skridt mod et rigere og sundere Lillebælt.
 

Havørred er en anadrom fisk – den tilbringer en stor del af livet i havet, men vender trofast tilbage til ferskvand for at reproducere. Fisken søger ofte tilbage til netop det vandløb, hvor den selv kom til verden, for at gyde i løbet af vinteren. Livet begynder som et lille æg, godt gemt under et lag beskyttende småsten. Reden af småsten graver hunnen i vandløbets bund. 

Når tiden er inde, samles flere hanner omkring hende – rivaler, der kæmper om muligheden for at befrugte æggene. De befrugtede æg dækker hun med halen, der hvirvler et beskyttende lag af småsten over æggene. I løbet af få dage kan en hun anlægge flere reder med befrugtede æg, før hun vender tilbage til havet. Hannerne bliver ofte længere tid i vandløbet og forsøger at befrugte æg fra andre hunner, der passerer forbi.

Når æggene er trygt placeret under småstenene, begynder inkubationen – den periode hvor den lille fisk begynder at tage form inde i ægget. Klækningen sker som regel om foråret, når vandet bliver varmere. Den nyklækkede ørredlarve er blot et par centimeter lang og bærer rundt på en lille “madpakke”, nemlig blommesækken fra ægget, som ørreden lever af i de første par uger. Når blommesækken er ved at være tom, begynder larven forsigtigt at svømme ud fra reden og lede efter rigtig føde for første gang. I takt med at fisken vokser, stiger appetitten, og den må ud på opdagelse i et stadig større område for at finde nok mad og et godt sted at leve.

Ørredens forvandling

Nogle af de unge ørreder vælger at blive i det ferske, rindende vand hele livet og vokser op som bækørreder. De finder sig til rette i vandløbets skjulesteder og lever der. Men andre får mere eventyrlyst i blodet: Når de er blevet imellem 10-25 cm lange, efter et til fem år i ferskvand, begynder de at gennemgå en forvandling, kaldet smoltifikation. Det er under denne fase, at fiskene betegnes smolt.

Smoltifikation er betegnelsen for de forandringer, som fisken gennemgår for at kunne leve i saltvand. Den mest i øjenfaldende forandring er fiskens farve: Den går ofte fra at være brunlig med røde prikker, til at blive blank og sølvskinnende med små sorte prikker. Sølvfarven fungerer som camouflage i havvandet og hjælper fisken med at undgå rovdyr. 

Ud over farven skal fisken også kunne tilpasse sig det salte miljø. Det kræver, at fisken kan regulere salt- og vandbalancen i kroppen, en proces, der kaldes osmoregulering. I ferskvand optager fisken salte og udskiller overskydende vand, mens det i saltvand er omvendt: Her mister fisken vand og kan ende med for meget salt. For at klare denne udfordring justeres fiskens gæller under smoltifikation. I gællerne dannes særlige saltpumper, som aktivt kan pumpe salt ud af kroppen. Kroppen ændrer også form: Ørreden bliver slankere og mere strømlinet, bedre tilpasset til det nye liv som langdistancesvømmer i havet. 

Smolt begynder ofte deres migration mod havet i foråret, hvor vandet bliver varmere. De passerer mundingen af vandløbet, i brakvandet, som tillader dem at tilpasse sig deres nye liv i saltvandet som havørred.

I Danmark er lystfiskeri efter havørred populært. Det skyldes blandt andet, at der er over 7.000 km kystlinje i Danmark, hvilket nogenlunde svarer til kystlinjen omkring meget større lande som Tyrkiet eller Indien. 

Havørreden jager ofte tæt på land, og derfor ser man tit lystfiskere stå i deres waders et stykke ude i vandet, eller helt inde ved kysten. De fanger rigtig mange havørreder hvert år, men fordi en stor del af fiskene genudsættes, er det sjældent lystfiskere, der udgør den største trussel – det er tit naturens egne farer. Især for smolt, der jo svømmer fra vandløbene og ud i det åbne hav. 

Her lurer én af deres største fjender: Skarven. Skarven er en elegant og effektiv rovfugl, hvis fjerdragt er helt sort med hvide og gule ansigtstegninger. Man ser den ofte langs de danske kyster og ved store søer, hvor den sidder med udstrakte vinger for at tørre sin fjerdragt, der ikke er vandskyende. Det lyder måske som en ulempe, men det er snarere en af dens evolutionære fordele. De tunge, gennemvædede fjer gør skarven i stand til hurtigt at dykke og forfølge fisk i vandet. Og skarven er dygtig til sin jagtform. 

Undersøgelser viser, at skarven typisk æder op mod 50 % af de udvandrende smolt. For de små, blanke fisk, der forlader deres trygge barndomsbæk for at møde havet, kan skarven være forskellen mellem liv og død.

DTU Aqua samarbejder med Naturpark Lillebælt og undersøger, om smolt-revet har en effekt på smolt fra Storå. I februar 2025 begyndte feltarbejdet i Varbjerg Havn. Med hjælp fra medlemmer af Varbjerg Motorbådsklub og lokale frivillige placerede vi hydrofoner rundt om revet. Hydrofoner er undervandsmikrofoner, som opfanger lydbølger fra små transmittere, der er indsat i fiskene. 

Hver transmitter har sit eget kodede signal, og når flere hydrofoner fanger signalet på forskellige tidspunkter, kan vi kortlægge, hvor fisken har svømmet. Hydrofonerne er forankret til bunden ved hjælp af enten cementblokke eller tunge metalkæder, så de bliver på den ønskede position. Samtidig er de fastgjort til en opdriftsenhed, såsom flagbøjer, der holder dem ophængt i den ønskede dybde i vandsøjlen.

Omkring 4 kilometer opstrøms fra udløbet i Varbjerg Havn har vi placeret en fiskefælde i Storå for at fange smolt. Fiskefælden består af et net langs åens bred og bund, som leder fiskene ind i en ruse, hvorefter de ender i en lukket kasse forbundet med nettet. 

Fælden er konstrueret, så den udnytter fiskenes naturlige bevægelse nedstrøms og gør det vanskeligt for fiskene at finde ud igen. Fælden placeres i vandet om aftenen, og fiskene sorteres om morgenen. Det er nemlig ikke kun smolt, som fælden fanger, men også fisk som skrubbe, gedde og hundestejle. Fiskene migrerer oftest om natten, hvilket nedsætter risikoen for at blive set af rovdyr.