AU

Årtusinders udsivning af metangas i Arktis

Et internationalt forskerhold har gennemført den hidtil mest omfattende kortlægning af havbunden ved Nordøstgrønland, og resultaterne lukker et stort hul i vores viden om naturlig udsivning af metangas og olie på de lavvandede arktiske sokler. Studiet viser, at gashydrater – en slags frosne gaslommer – kan begynde at tø op i takt med, at Arktis opvarmes som følge af klimaforandringer. 

Forskerne kombinerede nye feltstudier i farvandet ud for Nordøstgrønland med geovidenskabelige datasæt fra tidligere industrielle ekspeditioner. Det har gjort det muligt at følge gassernes bevægelse fra kilde til udslip med stor detaljeringsgrad. 

»De mange data har givet os ny indsigt i, hvordan naturligt metanudslip bidrager til carbonkredsløbet i Arktis. Det betyder, at vi kan skelne mellem udsivninger, der har stået på i tusindvis af år, og den øgede udsivning, vi ser som følge af klimaforandringer,« siger Christoph Böttner, adjunkt ved geologisk institut ved Stockholms Universitet og hovedforfatter på studiet. 

Forskerne har beregnet, at mellem 677 og 1.460 millioner ton gas – svarende til 0,5–1,1 milliarder ton carbon – er strømmet ud i havet siden den bundfrosne is trak sig tilbage fra soklen for omkring 15.000 år siden. Det understreger, at naturlig udsivning af kulbrinter (carbonhydrider), herunder metan, har været en vedvarende proces i området gennem årtusinder. Arktis opvarmes op til fire gange hurtigere end resten af kloden, hvilket gør forskningen presserende, siger Christoph Böttner.

»Nordøstgrønland spiller en vigtig rolle i klimaforskningen. Udsivning af olie og gas påvirker ikke kun carbonstrømme i hav og atmosfære, men også livet i havet – fra mikroorganismer til dyr og havpattedyr.«

Han anbefaler, at resultaterne indgår i de modeller, forskere bruger til at forudsige fremtidens klima. De polare regioner ændrer sig hurtigt, og forståelsen af naturlige metanudslip er afgørende for at beregne den samlede drivhusgaseffekt.


Henriette Stevnhøj, Aarhus Universitet. Kilde: Nature Communications Earth & Environment 6, 879 (2025).