Da isen smeltede tilbage fra Nordamerika ved seneste istids slutning for omkring 18.000 år siden, blev dette ledsaget af årtusinder lange perioder med lavt iltniveau i det nordlige Stillehav. Forskere har hidtil undret sig over, hvilke mekanismer der ligger bag sammenhængen mellem disse iltsvindsperioder og den globale opvarmning på det tidspunkt.

Men nu har et internationalt forskerhold givet et overraskende bud i tidsskriftet Nature. Forskerne har ved at lave kemiske analyser af borekerner fra nordlige Stillehav fundet, at disse perioder med lavt iltniveau tidsmæssigt er sammenfaldende med et øget indhold af vulkansk aske i sedimenterne på havbunden. De foreslår, at afsmeltningen af isen over Nordamerika har medført øget eksplosiv vulkanisme i regionen, fordi trykket på landområderne simpelthen er lettet – næsten som når man popper en flaske champagne. Asken fra vulkanerne har gødet havet med blandt andet jern, som er det næringsstof, der begrænser algevæksten i disse havområder, og det har betydet en kraftig opblomstring af alger. Dette har så igen ført til iltsvind i bundvandet, da de store mængder døde alger sank til bunds og gik i forrådnelse.

Forskerne har også identificeret ældre episoder af iltsvind i de samme havområder, der er sammenfaldende med isafsmeltning over de seneste 50.000 år. Resultaterne tyder således på, at der findes koblinger mellem atmosfære, ocean, isen og landjorden, som virker over relativt korte tidshorisonter og dermed kan være en vigtig drivkraft for biogeokemiske ændringer i havet.

CRK, Kilde: Nature 611, pp 74–80 (2022).