Dybhavsgravene udgør de dybeste dele af verdenshavene. Her er der mere end 6.000 meter dybt, og det er ikke mange årtier siden, man troede, at intet liv kunne trives her. Derfor kaldte man området under 6.000 meter for den hadale zone efter oldgrækernes dødsrige, Hades. Men nyere forskning, blandt andet udført på dybhavsekspeditioner ledet af grundforskningscenteret Danish Center for Hadal Research på Syddansk Universitet har vist, at der findes liv, lige fra bakterier og virus til søagurker, krebsdyr og fisk i den hadale zone.

På en ekspedition i 2018 ledet af Ronnie N. Glud og med Alan J. Jamieson fra University of Western Australia og Thomas D. Linley fra Newcastle University blandt deltagerne nedsænkede forskerne filmudstyr, fælder og madding til bunden af Atacamagraven, der løber langs vestkysten af Sydamerika. Og her viste flere slags fisk tilhørende familien ringbug (Liparidae), som også bliver kaldt sneglefisk, interesse for maddingen. En af disse arter skilte sig ud, og den har forskerne nu beskrevet i tidsskriftet Marine Biodiversity som en helt ny art.

Den er lille og blå med store øjne og nogle farver, som ellers kun er set hos ringbuge, der lever højere oppe i vandsøjlen. I deres artikel konkluderer forskerne, at den nye ringbug mere specifikt tilhører slægten Paraliparis. Arter fra denne slægt lever normalt i det sydlige Atlanterhav ved Antarktis og er sjældent set på dybere vand end 2.000 meter – og da slet ikke på de 6-7.000 meters dybde, som den blev spottet på i Atacamagraven. Paraliparis selti, der på den oprindelige befolkning i Atacamaørkenens sprog Kunza betyder blå. Ifølge forskerne har den nye art muligvis udviklet sig fra den del af familien, der har tilpasset sig livet i det kolde Sydatlantiske ocean.

Indtil videre har forskere beskrevet 15 forskellige arter af ringbuge, der lever i den hadale zone. De fleste arter er kun fundet i en enkelt dybhavsgrav, hvor de lever fuldstændigt isoleret fra omverdenen, men der findes også arter, som er fundet i op til tre forskellige grave. Fælles for alle arter er, at de kan spores tilbage til en enkelt, fælles forfader. Det betyder, at efterkommere af denne fælles forfader flere gange har fundet frem til en dybhavsgrav og koloniseret den. Fordi dybhavsgravene er så isolerede fra omverden, blev disse fiskepopulationer også isolerede, og over tid har de udviklet sig til egne arter.

Birgitte Svennevig, SDU. Kilde: Marine Biodiversity (2022) 52:56.