AU

Forskere vinder robotkonkurrence

Vindergruppen fra SDU. Foto: SDU

Hvis man arbejder med robotter ved man godt, hvad IROS betyder: De fire bogstaver henviser til verdens førende akademiske robotkonference, hvor tusindvis af forskere fra hele verden årligt mødes. Med til konferencen hører en konkurrence, og i år blev den vundet af SDU Robotics, der hører under Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet. Sejren giver anerkendelse i både videnskabelige og industrielle miljøer, og den åbner dørene for nye måder at bruge robotter på, fortæller lektor Christoffer Sloth, der koordinerede det syv mand store SDU-hold under konkurrencen.

»IROS er kendt i hele det internationale robotmiljø, og det er en meget svær konkurrence. Vi er glade for, det lykkedes os at demonstrere, at robotter ikke kun kan montere faste dele som skruer og plastiklåg, men også bøjelige dele som kabler og remme, for det kan bruges i mange sammenhænge fremadrettet,« forklarer han.

Konkurrencen gik ud på at få robotter til at løse nye typer automatiske samleopgaver med relevans for industrien indenfor en tidsramme på to timer. Holdet skulle blandt andet få robotten til at montere skruer, kabler og remme på en 40 gange 40 centimeter stor plade, og det var en stor udfordring, særligt hvad angik manipulationen af de fleksible dele.

SDU-holdet valgte at bruge to robotter, hvor den ene robot er udstyret med et kamera til lokalisering af palden, og den anden med en programmerbar skruemaskine. Begge robotter har en parallelgriber monteret, og kunsten var så at få de to robotter til at samarbejde om at løse de komplekse problemstillinger. Det lykkedes så godt, at holdet som det første i konkurrencens historie opnåede det maksimale antal points og tilmed blev tildelt en tidsbonus.


Af Jane Callesen, Mærsk Mc-Kinney Møller Inst., SDU.