I det konventionelle landbrug og gartneri er der et stort forbrug af pesticider til bekæmpelse af skadedyr, som skaber problemer for både biodiversitet i miljøet og menneskers sundhed. Det har skabt en fornyet interesse for ​​miljøsikre og ufarlige metoder til at bekæmpe skadedyr.

Den fornyede interesse får blandt andet opbakning i EU's direktiv om bæredygtig anvendelse af pesti­cider, hvor det understreges, at landmænd og gartnere er forpligtede til at bruge såkaldt integreret skadedyrsbekæmpelse, som kan være biologisk bekæmpelse ved hjælp af skadedyrenes naturlige fjender.

Udbredt metode i drivhuse

Biologisk bekæmpelse med rovdyr bruges ofte i drivhusgartneri, men bliver sjældent brugt på friland. Det skyldes ikke mindst, at miljøforholdene i drivhuse er langt mere stabile og optimale end de ukontrollerbare forhold i udendørs produktion.

Der er dog en stigende interesse for også at bruge rovdyr udendørs, hvilket skaber både muligheder og udfordringer. For eksempel vil rovdyr produceret under optimale og konstante temperaturforhold ikke nødvendigvis kunne fungere optimalt under lavere og hurtigt skiftende temperaturer på en åben mark.

I vores forskning har vi undersøgt mariehøns, rovtæger og rovmider, som er eksempler på rovdyr, der angriber og æder skadedyrene på afgrøden. Vi har undersøgt, hvordan det er muligt at forbedre rovdyrenes effektivitet ved at tilvænne dem til arbejdstemperaturer og ved at træne dem til at spise bestemte former for bytte. Vi har også undersøgt muligheder for forbedring gennem genetisk forædling.

Tilvænning til arbejdstemperatur

Én metode til at forbedre rovdyrs ydeevne kan være at tilvænne individerne til de temperaturer, som de skal fungere under. For eksempel har den toplettede mariehøne (Adalia bipunctata) højere prædationsrate, altså evne til at æde sit byttedyr, hvis den gennemgår sin udvikling ved den temperatur, hvor den senere skal udsættes (figur 1).

I vores udendørsklima er der generelt noget køligere end under de temperaturer, hvor rovdyrene generelt klarer sig bedst og derfor også produceres. Ved at tilvænne rovdyrene til lavere temperaturer kan man forøge deres kuldetolerance betragteligt (figur 2A). Dette kan hjælpe dem til for eksempel at modstå kolde nætter eller længere perioder med nedkøling.

Vores forskning viser også, at rovdyr udsat for kulde har højere sulttolerance (figur 2B). Det kan skyldes, at fedtdepoterne bliver fyldt, når de udsættes for kulde. Kuldetilvænnede rovdyr er derfor bedre egnede til at udsætte i foråret, før skadedyrene ankommer, både fordi de bedre overlever kulde, og fordi de kan overleve længere uden bytte. Til gengæld viser vores forskning også, at kuldetilvænnede rovmider dræber færre byttedyr og lægger færre æg end varmetilvænnede.

Oplæring på bytte

Når mariehøns eller rovtæger masseproduceres, fodres de ofte med et bytte, som er nemt at håndtere i produktionen og billigt i brug. Det er meget ofte ikke samme bytte, som rovdyret skal bekæmpe, når det udsættes i drivhus eller i marken. Nogle undersøgelser har vist, at rov­insekter kan foretrække bytte, de er fortrolige med frem for et ukendt bytte. Det er derfor oplagt at oplære rovdyrene til et bestemt byttedyr, men desværre er der også tilfælde, hvor erfaring med bytte viser sig at virke lige modsat.

I vores forsøg med rovtæger var der ligefrem en negativ effekt på fangsten af bladlus, hvis tægerne var opfostret med bladlus som føde under produktionen (figur 3). Det skyldes formentligt, at bladlus har relativt lav ernæringsmæssig værdi. Er et skadeinsekt af høj fødekvalitet, kan erfaringen øge rovdyrets lyst til at spise det. Er det derimod af lav fødekvalitet, for eksempel på grund af indhold af giftige forsvarsstoffer, vil erfaringen i stedet lære rovdyret at holde sig fra dette bytte.

Tilsvarende har vores undersøgelser på rovmider vist nedsat præference for en skadedyrsspringhale, efter at miderne har været holdt på dette bytte og har gjort sig erfaringer med det. Denne springhale har høj næringsværdi for rovmiderne, men besidder en afskrækkende og potentielt dødelig forsvars­mekanisme. I begge tilfælde lærer rovdyrene at nedprioritere disse byttetyper.

Genetisk forædling

Det er også muligt at optimere rovdyrene genetisk, så de passer bedre til forholdene i marken. Både naturlig og kunstig udvælgelse (selektion) af individer med favorable træk kan være vigtig i avl og forædling. Vores studier viser, at der er variation imellem rovinsekterne fra forskellige firmaer, og vi fandt derudover en højere genetisk diversitet i en indsamlet vild population end i nogen af firmaernes populationer.

Det betyder, at der er et genetisk grundlag for at tilpasse og forædle rovdyrene, så de kan trives og er bedre rustede til at overleve og formere sig under forholdene i marken og dermed bedre kan bekæmpe skadedyrene.

Genetisk forædling kan for eksempel fremme overlevelsen af rovdyrene og dermed skadedyrsbekæmpelsen i marken under rigeligt kolde eller varme temperaturforhold, under høj fugtighed eller tørke, eller under let brug af pesticider.

På sigt kan man også forestille sig, at mere sulttolerante genotyper kan udvikles til udsætning, inden skadedyrene ankommer, og genotyper bedre tilpasset til et specifikt skadedyr kan udvælges. Der er med andre ord et stort potentiale i genetisk forbedring af rovdyr til biologisk kontrol.  ♦