Beton er verdens mest populære byggemateriale. Beton, som består af sand, sten, vand og cement, er billigt og let at arbejde med.

Men hvad beton ikke koster på pengepungen, koster det til gengæld på CO₂-kontoen: Produktion af cement er den industri, som udleder mest CO₂. Men nu viser ny forskning, at beton, ligesom træerne, optager store mængder CO₂.

For første gang har et hold forskere kortlagt det globale CO₂-regnskab over cements samlede livscyklus – fra cementen bliver født i store ovne ved 1500 grader, hvorefter det blandes med sand, sten og vand for at blive til store betonbyggerier, mens det til allersidst knuses og eventuelt genanvendes i vores veje. Det interessante er, at forskerne i cementens samlede CO₂-regnskab også tager højde for, at betonen i sin levetid absorberer en stor del CO₂. Effekten kalder forskerne for svampeeffekten, fordi beton ligesom en svamp opsuger CO₂.

»Cirka 30 procent af de samlede CO₂-emis­sioner fra cementproduktionen bliver optaget af betonkonstruktioner, og vores beregninger viser, at den globale fremtidige absorbering af CO₂ vil være betydelig, siger professor Gang Liu fra Institut for Grøn Teknologi på Syddansk Universitet og peger på, at det især er bygninger og store vejkonstruktioner som tunneler og broer, der suger langt det meste CO₂. Svampeeffekten er et resultat af en langsom proces kaldet karbonatisering, der sker, når kalken i cementen gennem årene reagerer med CO₂ fra luften.

»For at foretage en retvisende fremskrivning, som tager højde for cementens tveæggede CO₂-effekt – ved på den ene side at udlede CO₂ i produktionen for derefter at opsuge CO₂ over tid – er det nødvendigt at forudsige cementefterspørgslen og have et overblik over den samlede mængde af betonkonstruktioner,« påpeger Gang Liu.

Han understreger, at selv om svampeeffekten bliver indregnet i cementindustriens samlede klimaregnskab, ændrer det ikke på, at der er behov for radikale teknologiske fremskridt som opsamling og lagring af CO₂, før industrien kan aflevere et CO₂-regnskab, der går i nul.

Af Birgitte Dalgaard, SDU. Nature Communications, doi.org/10.1038/s41467-020-17583-w.