AU

Synet af en syg kan øge din immunaktivitet

Ifølge et studium for nyligt publiceret af i Nature Neuroscience, kan bare det at se på en syg person være nok til, at din krop bliver sat i beredskab til at bekæmpe en infektion. Det humane immunsystem sætter sin lid til både “bottom-up” beskyttelsesmekanismer – for eksempel hvide blodlegemer (lymfocytter), der kaster sig over de indtrængende skadevoldere – og top-down signalering fra hjernen, som øger kroppens respons. Men hvordan og hvornår hjernen iscenesætter denne respons efter at have opfattet en trussel, er et spørgsmål, forskere stadig tumler med.

For at studere fænomenet har et team af forskere fra Schweiz i samarbejde med internationale kolleger udstyret 248 raske mennesker med virtual reality headsets og vist dem en serie af virtuelle ansigter, der kom nærmere og nærmere. Nogle af disse ansigter viste åbenlyse tegn på sygdom såsom udslæt eller hoste, mens andre som kontrol enten var neutrale eller virkede truende.

Det viste sig, at hos forsøgspersoner, som så syge ansigter, var der en større aktivering af lymfocytter (som ILC- og NK-celler), der fungerer som første respons i kroppens forsvar, i blodet indenfor to timer efter at have set det første ansigt. Forskerne så en tilsvarende øget aktivering af samme type immunceller i blodet efter to timer hos personer, der havde fået en vaccine.

Forskerne prøver nu at gentage deres resultater i en større gruppe forsøgspersoner, hvor de vil monitorere opførslen af andre dele af immunsystemet.


CRK, Kilder: Science og Nature Neuroscience, doi.org/10.1038/s41593-025-02008-y