En af tilgangene til at begrænse udledningen af CO₂ til atmosfæren er at pumpe CO₂ ned i undergrunden og oplagre den der. Sådanne metoder til “carbon-capture” har været i brug længe, for eksempel i Sleipner-gasfeltet i Nordsøen, hvor CO₂ er blevet pumpet ned i undergrunden siden 1996.

Men hvor meget CO₂, det nøjagtig har sparet atmosfæren for, er ikke så let at afgøre, da de virksomheder, der står for CO₂-fangsten, har forskellige tilgange til at måle, hvor meget CO₂, de gemmer væk på den måde. Og de mest detaljerede statistikker om carbon capture er baseret på oplagringskapaciteten snarere end på, hvilken mængde der faktisk bliver afsat.

For at skaffe et mere realistisk billede har forskeren Yuting Zhang og kolleger fra Imperial College i London undersøgt lagringsraterne af CO₂ mellem 1996 og 2020 for 20 ud af de 26 faciliteter til CO₂-fangst, der findes i verden – herunder Sleipner-projektet.

Forskerne brugte offentligt tilgængelige data til at beregne mængden af CO₂, der blev oplagret, og vurderede, at faciliteterne samlet havde oplagret 197 megatons CO₂ i den 24-årige periode. Det svarer til, at rapporter baseret på lagringskapaciteten har overvurderet lagringen med 19-30 %, og vi har derfor ikke sparet atmosfæren for helt så megen CO₂, som vi gik og troede.

Forskerne opfordrer derfor til en standardisering af den måde, man rapporterer CO₂-fangst på, så vi mere nøjagtigt kan monitorere, hvad dette tiltag i kampen mod klimaændringer reelt bidrager med. ♦

CRK, Kilde: Nature/ Environ. Sci. Technol. Lett. 2022, 9, 8, 693–698.