I juni måned i år præsterede forskere fra dronecentret på SDU for første gang i verden at koble en drone direkte på en højspændingsledning med 150.000 volt i en test i det centrale Odense, hvor den har hentet ny energi til sit batteri fra ledningen. Resultatet åbner for at anvende droner til både inspektion og opgaver direkte på de 7000 km højspændingsledninger. I kraft af et bedre overblik kan ledningsnettet udnyttes i langt højere grad end i dag, hvilket kan få afgørende betydning for den grønne omstilling og udbygningen af blandt andet vindmølleområdet i Danmark.
Projektleder Emad Samuel Malki Ebeid fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet forklarer, at batteriopladningen sker ved hjælp af induktion. Forskerne har udviklet en letvægtstransformer til droner, som omslutter højspændingsledningen og inducerer strøm fra vekselstrømmen i ledningen via det magnetfelt, stærkstrømsledningen genererer. Styrken af dette magnetfelt afhænger af strømstyrken i højspændingsledningen, og her taler vi om betydelige strømstyrker (500 – 1000 Ampere). »Det er første gang, vi tester på en rigtig elledning, efter at vi har testet dronen i HCA Airport gennem længere tid,« siger Emad Samuel Malki Ebeid.
Dermed fortsætter forskerne og projektlederen, hvor drone-kollegaerne fra SDU slap for nylig, da de satte sundhedsdroner fri i luften mellem Svendborg og Ærø for første gang.
SDU-dronen er udviklet i projektet Drones4Energy, som netop er afsluttet. Den specialdesignede drone er igennem flere år blevet testet og udviklet i lufthavnen i samarbejde med blandt andet Energinet. Projektet, der blev lanceret i 2018, er fulgt op af et nyt projekt ved navn Drones4Safety. Her er fokus på inspektion af broer og jernbaner, alt imens dronen lader batteriet op på ved at koble sig på de nærliggende elledninger.
Med den vellykkede test har forskerne demonstreret, at teknologien fungerer, lyder det fra projektlederen.
»Nu har vi vist, at vi kan lande på ledningen og lade direkte op. Det betyder, at vi kan lade sværme af autonome droner placere sensorer og inspicere ledningsnettet, som i dag skal afbrydes og inspiceres af mennesker ved brug af lifte og helikoptere,« siger Emad Samuel Malki Ebeid.♦
Jakob Haugaard Christiansen, SDU Tek.