I Verdens naturhistoriske museer rummer et astronomisk antal genstande – fra præparater af bittesmå organismer til kæmpestore hval- og dinosaurskeletter. Som besøgende på et naturhistorisk museum som Statens Naturhistoriske Museum i København er det kun en forsvindende del af samlingen, man faktisk får at se. Langt hovedparten af de omkring 14 millioner genstande, museet råder over, er gemt af vejen i magasiner, og kommer kun frem i dagens lys, når særligt interesserede forskere ønsker at studere dem nærmere.

»Men det kan være et kæmpestort arbejde for eksempelvis en billeforsker at få hevet alle de relevante eksemplarer frem fra kælderen – måske endda fra flere forskellige museer – og undersøge dem nøjere. Hvis hele herligheden var digitaliseret og tilgængelig for alle, ville meget arbejde kunne spares – og mange nye forskningsspørgsmål kunne undersøges,« fortæller Kim Steenstrup Pedersen. Han er netop blevet ansat til at lede et nyt stort projekt, der skal digitalisere rub og stub på Statens Naturhistoriske Museum – og som i øvrigt er en del af et større europæisk projekt, hvor man vil gøre digitale data om flere end 1,5 milliarder genstande fra 120 museer over hele Europa tilgængelige.

Det skal være svært for at være sjovt

Kim Steenstrup Pedersen kommer fra en stilling som lektor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, hvor han også fortsat vil være ansat på halv tid. Det er ikke fordi, Kim har en særlig veneration for naturhistoriske genstande, at han har takket ja til opgaven. »Nej, det skyldes nærmere, at det at genkende biologiske objekter ved hjælp af kunstig intelligens datalogisk set er svært og derfor en spændende opgave,« siger Kim, som netop er ekspert i objektgenkendelse med kunstig intelligens.

At “digitalisere” noget er imidlertid ikke nogen entydig størrelse. Hvis man forestiller sig, at det bare handler om at fotografere alle genstandene og lægge de digitale billeder i en database, kan det måske være løsningen i nogle tilfælde. Men faktisk er der allerede i dette simple tilfælde udfordringer:

»For eksempel findes der omkring 7 millioner insekter i museets samling, og flertallet af dem sidder på en nål med en tilhørende note med oplysninger om fundsted, dato mv. Hvis alle disse eksemplarer skal fotograferes sammen med noten, skal man have fat i dem en ad gangen, og det vil simpelthen tage urealistisk lang tid«, siger Kim. »Derfor bliver vi nødt til at gå på kompromis og finde måder at rationalisere på – eventuelt ved at fotografere en skuffefuld ad gangen.«

Tænk som en forsker

Digitaliseringen kan også foregå ved at scanne objekterne med små CT-scannere eller 3D laserscanning som Lidar, fortæller Kim. »Det afhænger helt af, hvad vi forventer, at forskerne vil have mest glæde af, så i virkeligheden er en central opgave i dette projekt at forestille sig, hvilke forskningsspørgsmål en bille- eller hvalforsker kunne finde på at stille i fremtiden. For det definerer i sidste ende, hvad den bedste digitaliseringsmetode er,« siger han.

Overordnet set vil de mange objekter falde i forskellige kategorier, som kan håndteres på nogenlunde samme måde, selvom det er vidt forskellige dyregrupper – for eksempel som “skeletter” eller “insekter på nål”. En særlig udfordring knytter sig til det, man kan kalde “objekter i objekter”.

»Museet har eksempelvis en samling på cirka 40.000 stykker rav med insektfossiler – her kunne det være interessant at fjerne ravet digitalt, så insektet fremstår som en 3D-model, der kan studeres fra alle sider. Der er også masser af præparater opbevaret i sprit, som må scannes i det glas, de befinder sig i«, fortæller Kim.

Uanset løsningerne kommer arbejdet til at tage mange år, men heldigvis kan Kim og hans folk i processen videndele med kolleger fra andre museer i Europa, der står med nøjagtig de samme udfordringer.« ♦