AU

En ordentlig mundfuld

Da en international gruppe palæontologer undersøgte et fem meter langt fossil tilhørende en uddød gruppe af havlevende reptiler kaldte icthyosaurer, blev de forbløffede over at finde resterne af et fire meter langt reptil i dets mave. Fundet føjer vægt til den formodning, man i forvejen havde, nemlig at icthyosaurerne tilhørte de absolutte toprovdyr i datidens hav. Ichtyosaurerne var samtidige med dinosaurerne og levede i en lang periode fra omkring 250 millioner siden til omkring 90 millioner år siden.

Forskerne undersøgte mere konkret en kompakt klump af fossile knogler, som fandtes i maven på en icthyosaur tilhørende slægten Guizhouichthyosaurus. Det viste sig, at knoglerestern tilhørte et overraskende stort individ af et andet marint reptil kaldet en thalattosaur. Både hoved og hale på den spiste thallatosaur manglede (den intakte hale blev fundet i nærliggende sedimenter), men ryghvirvlerne lå stadig linet op som perler på en snor. Den havde også stadig både sine for- og bagluffer, hvilket normalt ville være noget af det første til at falde af, når et ådsel rådner. Forskerne mener derfor, at den spiste thallatosaur er blevet jaget og nedlagt af den store ichtyosaur og ikke fortæret som et ådsel.

Indcierne peger på, at ichtyosauren flåede hoved og hale af sit offer, da den nedlagde det, og at den dermed formentlig har benyttet sig af en “grib og flå” strategi i lighed med for eksempel nutidens spækhuggere. Om så det enorme måltid har været en medvirkende årsag til, at ichtyosauren selv omkom, før den havde fordøjet sit bytte, melder historien ikke noget om. 


Af CRK, Kilde: iScience DOI: (10.1016/ j.isci.2020.101347).