AU

Bakteriekolonier kan overleve i rummet

Eksperimenterne med Deinococcus fandt sted fra 2015-2018 på en facilitet beregnet til “udendørs eksperimenter” placeret på det japanske modul på ISS. Foto: JAXA/NASA

Kan bakterier overleve længe nok i rummet til, at de kan tilbagelægge de store afstande mellem planeter i rummet og på den måde bringe liv fra et sted til et andet? Det spørgsmål er blevet adresseret af Tanpopo-eksperimentet ombord på den internationale rumstation ISS, og umiddelbart er svaret ja.

Bakterier af slægten Deinococcus er kendt for at danne op til millimeterstore kolonier, der kan være meget modstandsdygtige overfor for eksempel UV-stråling. For at teste, om disse bakterier også kan klare de barske vilkår i rummet, placerede Akihiko Yamagishi ved Tokyo Universitet og kolleger aggregater af Deinococcus på paneler udenpå den internationale rumstation. Aggregaterne var af forskellige tykkelse, og de blev undersøgt efter henholdsvis 1,2 og 3 år for at se, om bakterierne stadig levede.

Forskerne fandt, at aggregater med en tykkelse på mere end 0,5 millimeter stadig var delvist i live efter tre år. Forskerne kunne konstatere, at bakterierne i de yderste lag var døde, men at de derved skabte et beskyttende lag, der sikrede overlevelsen af kolonien. Forskerne vurderer, at en koloni tykkere end 0,5 millimeter vil kunne overleve mellem 15 og 45 år uden på ISS. Ud fra designet af eksperimentet kunne forskerne også anslå, at en koloni tykkere end 1 millimeter vil kunne overleve op til 8 år under forhold, der hersker i det ydre rum. Det betyder, at en sådan koloni potentielt ville kunne overleve en rejse til Mars.

Tidligere eksperimenter har vist, at bakterier kan overleve i rummet, hvis de findes inde i bjergartsfragmenter, der yder beskyttelse mod omgivelserne. Men nu er det altså også vist, at bakteriekolonier ikke nødvendigvis behøver en sådan beskyttelse for at kunne overleve længere tid i rummet.


Af CRK, Kilde: Front. Microbiol., 26 August 2020.