Ved de olympiske konkurrencer i udspring trækker det fra i karaktererne at ramme vandet på en måde, så man sender et større vandsprøjt op i luften. I den populære sommeraktivitet, Manu jumping, der har sit udspring i Māori-miljøer i New Zealand, forholder det sig lige omvendt. Her gælder det om at frembringe den størst mulige vandsøjle, når man kaster sig ud fra broer, klipper eller platforme.

De halsbrækkende udfoldelser gør sig i sagens natur godt på sociale medier, og det har også fået videnskabens øjne op for fænomenet. Biofysikeren Saad Bhamla ved Georgia Tech i Atlanta, USA, og kolleger har nu undersøgt den underliggende væskedynamik bag de store plask i Manu-jumping og publiceret deres resultater i det videnskabelige tidsskrift Interface Focus.

Når en manu-jumper sender en vandsøjle højt op i luften ved nedslaget, sker det, fordi udspringeren trækker en luftlomme med sig ned, som efterfølgende kollapser og sender en strøm af vand – kaldet en Worthington jet – opad. For at opnå den størst mulige effekt rammer de fleste manu-jumpere vandet med bagenden først og med ben og overkrop vinklet i en V-form, hvorefter de umiddelbart efter kontakt med vandet retter bene ud og bøjer overkroppen bagover. 

I det nye studium beskriver forskerne, hvordan netop de to nøgleparametre – vinklen mellem ben og overkrop samt timingen af åbningen af kroppen efter nedslaget – fremmer dannelsen af Worthington jets. Forskerne lavede “plaske-forsøg” med både passivt, fast objekt med forskellige vinkler og med en “manu-robot”, der åbnede sig efter nedslaget. Forsøgene viste, at en 45 graders vinkel er optimalt, og at de højeste vandsøjler med manu-robotten blev opnået, når den åbnede sig cirka halvvejs under dens neddykning..

CRK, Kilde: Interface Focus, doi.org/10.1098/rsfs.2024.0056