AU

En rigtig stjerneforsker

Den 1. juni blev det offentliggjort, at professor Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet modtager Kavliprisen, som hvert andet år uddeles af Det Norske Videnskaps-Akademi i samarbejde med det norske forsknings- og uddannelsesministerium og Kavli Foundation. Prisen, som er på en million dollars, går til forskere, der har skabt banebrydende resultater inden for hvert af de tre fagområder astrofysik, nanovidenskab og neurovidenskab.

Det er første gang, at en dansker modtager Kavliprisen, og Jørgen Christensen-Dalsgaard får prisen for sin centrale rolle i udviklingen af seismiske undersøgelser af Solen og andre stjerner gennem de seneste 40 år. Han deler prisen med to andre forskere indenfor feltet: Conny Aerts fra Katholieke Universiteit Leuven (KU Leuven), Belgien, der også er æresdoktor på Aarhus Universitet og Roger Ulrich fra University of California, Los Angeles, USA.

Forskningsfeltet kaldes helioseismologi, når det er Solen, man måler på, og asteroseismologi, når man måler på andre stjerner. Ligesom seismologer kan finde ud af en masse om Jordens indre ved at måle seismiske bølger fra blandt andet jordskælv, kan astronomer studere det indre af solen og andre stjerner ved at observere stjerneskælv, altså vibrationer på stjerners overflader. Derved kan de finde ud af, hvor gammel en stjerne er, hvad dens radius og masse er, og hvordan den roterer.

Den viden kan de for eksempel bruge til at lære noget om de planeter, der kredser om stjernerne. Ikke mindst det sidste, altså brugen af asteroseismologi til forskning i exoplaneter, har Jørgen Christensen-Dalsgaard været foregangsmand i. Som leder af grundforskningscentret Stellar Astrophysics Centre (SAC) på Aarhus Universitet har han været dybt involveret i studier af stjerneskælv og exoplaneter fra de to NASA-rumteleskoper Kepler og TESS. Han har således organiseret de over 500 forskere i TESS Asteroseismic Science Consortium (TASC).

Jørgen Christensen-Dalsgaard går i øvrigt på pension og bliver professor emeritus den 30. juni. Han får overrakt prisen af den norske konge den 6. september.


Peter Gammelby, AU.