I Danmark prægede den lysåbne natur engang landet, hvor den fungerede som græsgange for husdyr. Folk på over 50 kan huske, at enge, overdrev og heder, fyldt med blomster og svirrende insekter, var et helt almindeligt element i det åbne landskab. I dag er den lysåbne natur stærkt truet på grund af opdyrkning, fragmentering af landskabet, tilførsel af næringsstoffer og dræning. Insekterne er i voldsom tilbagegang, og med undtagelse af helt almindelige arter som Mælkebøtter og Tusindfryd er der ikke mange blomsterplanter i det åbne landskab. Således er cirka 20 % af de i alt 40.000-50.000 danske dyr, planter og svampe, der er knyttet til de lysåbne biotoper i dag, truede.

Dyr i naturplejen

De lysåbne naturtyper er omfattet af naturbeskyttelsesloven og er således formelt bedre beskyttet end for eksempel skov. Imidlertid kræver de lysåbne naturtyper pleje for ikke at gro til, men det er dyrt og prioriteres ikke altid højt af de ansvarlige myndigheder.

Lysåbne biotoper kan vedligeholdes på forskellige måde, for eksempel gennem afbrænding eller ved høslæt/hugst, men ofte anses græsning for at være mest hensigtsmæssig. Græssende husdyr fjerner plantebiomasse mere gradvist end afbrænding og høslæt/hugst og spiller en stor rolle for opretholdelsen af artsrige levesteder, da det skaber varieret vegetationshøjde, dækningsgrad og artssammensætning i plantesamfundene. Dette er afgørende for tilstedeværelse af en lang række planter og dyr; især insekter og småfugle.

Forskellige græssende dyr påvirker biotoperne forskelligt, hvorfor deres egnethed som naturplejere vil variere mellem forskellige habitattyper. Landbrugets husdyr har i mange år spillet en vigtig rolle i udformningen og opretholdelsen af de lysåbne naturtyper og har sikret stabile bestande af planter, der er tilpasset græsning. I løbet af 1900-tallet mistede husdyrgræsning dog gradvist sin økonomiske betydning, da det moderne højeffektive, teknologiske landbrug blev indført.

Offentlig og frivillig naturpleje

På grund af de begrænsede resurser må den offentlige naturforvaltning prioritere og målrette sin plejeindsats. Ydermere har den voldsomme fragmentering af det åbne land medført, at mange biotoper i dag er små og isolerede og derfor vanskelige og omkostningstunge at inddrage i de kommunale og statslige plejeplaner. Her kan et samarbejde mellem professionelle og frivillige parter sikre en mere optimal indsats. Desuden vil en større inddragelse af frivillige, end det er tilfældet i dag, sikre et lokalforankret naturkendskab og ansvar og dermed en mere målrettet plejeindsats, end den offentlige naturforvaltning kan yde. Kogræsserforeningerne er et godt eksempel på et sådant samarbejde.

En kogræsserforening er en sammenslutning af mennesker, der i sommerhalvåret (maj-september) lejer eller køber et antal dyr, oftest køer eller får, af en landmand. Dyrene afgræsser områder, der derved holdes lysåbne. Dyrene afgræsser områder, der derved holdes lysåbne. De fleste kogræsserforeninger er dannet efter år 2000 omkring større byer som København, Aarhus, Vejle og Roskilde. De plejer oftest mindre områder (omkring 8 ha i gennemsnit). Arealerne ejes ofte af kommuner og er typisk helt eller delvist beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens §3.

Da frivillige foreninger som kogræsserforeninger således kan spille en vigtig rolle for mængden og kvaliteten af lysåben natur i Danmark, er det interessant at kigge nærmere på, hvad der motiverer de mennesker, der deltager i dette frivillige arbejde.

Socialt samvær er den primære motivation

I efteråret 2017 og sommeren 2018 besøgte vi 25 kogræsserforeninger, og i alt 347 medlemmer (53 % mænd og 47 % kvinder) deltog i en spørgeskemaundersøgelse, der skulle belyse, hvad der motiverer dem. Sideløbende analyserede vi flora og jordbundsforhold i de græssede områder.

Kogræsser-foreningernes placering.

Vores undersøgelse viste, at medlemmerne i kogræsserforeningerne på flere punkter adskiller sig fra andre frivillige, der deltager i organisationsarbejde i Danmark. Den typiske frivillige i kogræsserforeninger er over 50, gift, har ikke hjemmeboende børn, og er enten i arbejde eller er pensioneret. I sammenligning med frivillige i andre organisationer, er der mange pensionister og meget få unge og studerende, mindre end 2 % er under 20 år. Gennemsnitligt er 40 % af frivillige i organisationsarbejde på landsplan studerende mellem 16 og 19 år. 

Umiddelbart skulle man tro, at frivillige inden for naturpleje primært er motiveret af interesse for natur og biodiversitet. Det er dog ikke altid tilfældet. Vi fandt, at blandt de nøglefaktorer, der motiverer medlemmerne af kogræsserforeningerne, kom naturinteresse, dvs. bekymring over tabet af natur og biodiversitet og ønsket om at medvirke til naturbevarelse, kun ind på en andenplads. Den vigtigste motivationsfaktor var det sociale aspekt; dvs. at deltage i sociale aktiviteter og møde nye mennesker. Andre motivationsfaktorer var ønsket om at bidrage til lokalsamfundet eller blot det at være en del af et frivilligt initiativ. At få kød fra de græssende dyr kom først ind på en femteplads.

Social motivation er generelt dominerende i studier af frivillighed. I Danmark er det den tredjestørste motivation blandt frivillige, kun overgået af ønsket om at gøre en forskel/hjælpe andre, og at den frivillige aktivitet er sjov. De frivillige i denne undersøgelse var meget motiverede af at gøre en forskel for naturen, men at aktiviteten var sjov blev ikke vurderet som vigtig. Det tyder på, at der er forskel på frivillige inden for forskellige aktiviteter som naturbeskyttelse eller socialt arbejde. De frivillige naturplejere kan have mange forskellige motiver, og aktiviteten gavner ikke kun naturen, men kan også give de frivillige øget livskvalitet. Sidst er det bemærkelsesværdigt, at adgangen til kød er af ringe betydning for medlemmerne af de undersøgte foreninger.

Botanik og jordbundsforhold

Vi registrerede i alt 348 forskellige plantearter i de 25 foreninger. Mange af de fundne planter, for eksempel Fløjlsgræs (Holcus lanatus), Alm. Rajgræs (Lolium perenne) og Alm. Kvik (Elytrigia repens) er helt almindelige arter, der trives i vores kvælstofpåvirkede landskaber. Men vi fandt også arter, der indikerer åbne habitater, der er mindre kvælstofpåvirkede, og som normalt er karakteristiske for artsrige områder med større naturkvalitet; for eksempel Trævlekrone (Lychnis flos-cuculi), orkidéen Maj-Gøgeurt (Dactylorhiza majalis), Smalbladet Kæruld (Eriophorum angustifolium) og Dunet Dueurt (Epilobium parviflorum).

Vores jordbundsanalyser viste, at mens jordens kvælstofindhold i nogle af områderne ikke var for højt til, at de kvælstoffølsomme planter kunne vokse der, så afspejlede dette sig ikke i plantevæksten. Det kan skyldes, at der tidligere var et højere kvælstofindhold i jorden, og at naturplejen har virket, men at plantesammensætningen endnu ikke er fulgt med; de planter, der er til stede nu, er tilpassede de gamle forhold. Det lover godt for fremtiden, hvor foreningerne kan forvente at opleve rigere naturområder.