Nogle af Danmarks største og smukkeste klitter har vist sig slet ikke at være naturlige. I virkeligheden er de skabt af en næsten glemt, men også fejlslagen, teknik til at tæmme den vilde natur kaldet Teilmanske sandflugtsdiger. Den historie er også aktuel i nutiden, hvor vi nu kalder store indgreb i naturen for klimatilpasning.

Af Søren Munch Kristiansen

De lange diger, som Teilmann fik opført, var forsøg på sandflugtsdæmpning, efter at udløbet af Ringkøbing Fjord flyttede sig, og store mængder flyvesand fra lagunen begyndte at fyge imod øst hen over værdifulde enge.

Etableringen af værnene skete under store protester fra lodsejere – det var dem, der udførte det møjsommelige arbejde. Christian Hansen Teilmann var dog også herredfoged, så han bestemte. Og sandflugten fra Ringkøbing Fjord blev med tiden dæmpet, og de værdifulde Værnenge opstod.

Konkret blev digerne lavet ved at man satte “ris”, dvs. grene stukket ned i jorden med for eksempel tang eller grene imellem, eller lagde græs­tørv, i rækker vinkelret på vindretningen. De opsatte gærder fangede langsomt sand, og når det første, lave dige var dækket af sand, satte man nye ris oveni. Således voksede toppen af diget langsomt som følge af årtiers hårdt arbejde.

Lokaliteter med sandflugtsdiger har det tilfælles, at sammenhængen mellem striber i landskabet og menneskers forsøg på sandflugtsbekæmpelse næsten er glemt. Måske fordi det i virkeligheden var spildt arbejde? Små og lave klitter kan i hvert fald ikke hindre, at sand fortsat fyger. Her skal også målrettet tilplantning og tildækning til på de steder, hvor sandet flyver væk fra. At også en lang og høj klit er ineffektiv til at fange sand, er umiddelbart sværere at forstå. Men et kig til Rubjerg Knude i Vendsyssel kan gøre os klogere.

Kampen vi ikke kan vinde

De seneste 120 år ved Rubjerg Knude er et godt eksempel på, at hvis vi forsøger at dæmpe sandflugt med høje klitter, så taber vi kampen. Den høje sandflugtsklit, som man fra år 1900 til 2010 skabte på toppen af kystklinten her, minder nemlig helt i opbygningen og problemer om tidligere tids Teilmanske sandflugtdiger. Historien om den illustrerer derfor godt, hvorfor høje klitter er ineffektiv til sandflugtbekæmpelse. Det går langsomt, men ubønhørligt.

Tidligt i 1900-tallet startede man med at sætte granris på forsiden af Rubjerg Knude for at dæmpe sandfygningen. Klitterne på toppen lå dengang cirka 70 meter over havet. Klitten blev også tilplantet med planten hjælme, hvilket var normal praksis dengang. Havets erosion i klintens fod sender dog kontinuerligt nyt sand op på toppen, så granrisene måtte løbende vedligeholdes. Risene standsede som ønsket sandfygningen mod øst, så klittoppen blev gradvist også højere. I 1970’erne var kystlinjen rykket cirka 100 meter mod øst, men klittens højeste dele nu var cirka 90 meter over havniveau.

Toppen af klitten blev højere, indtil man omkring 2010 opgav det, som i mellemtiden var omdøbt til “naturpleje”, altså opsætning af granris. Problemet er, at når en klit bliver højere, vokser vindpresset meget kraftigt på sandkornene på dens top. Så på høje klitter blæser sandkornene væk fra toppen, uanset hvor meget arbejde man lægger i nye granris. Klitten på Rubjerg Knude bevæger sig derfor i dag hastigt mod øst. Der skabes i disse år et nyt og unikt landskab med 1-3 sandmiler, i lighed med Råbjerg Mile, bagved kysten.

Bedre formidling og mindre bekæmpelse

Natur- og kulturhistorisk er menneskets forsøg på at tæmme naturen med sandflugtsdiger i 1700- og 1800-tallet og de kolossale spor, det har efterladt sig i landskabet – en oplagt historie at formidle. Ikke mindst fordi vi i dag nok vil kalde teknikkerne til sandflugtsbekæmpelse for klimatilpasning. Datidens problemer med flyvesand kan sammenlignes med de udfordringer, vi i dag står overfor ved vores kyster, vandløb og i byer. Nu handler det dog i altovervejende grad om udfordringer med vand disse steder, da de største problemer med vind og flyvesand er blevet løst (se faktaboks).

Hvorfra Christian Hansen Teilmann i Jylland, og lidt senere Johan Ulrich Røhls på Sjælland, kendte til teknikken med sandflugtsdiger og “sandvexter”, ved vi ikke. Begge de to herrer kom fra Nordsøens sydlige kyster, henholdsvis fra Ribe og Oldenburg, så de har nok trukket på endnu ældre erfaringer med tidlige diger i marsklandet, eller fra de lokale bønder.

Kong Christian den 3. udstedte allerede i 1500-tallet bestemmelser til bekæmpelse af sandflugten. Men først i 1792 kom der en effektiv sandflugtslov. Denne, og dens efterfølgere, har gjort, at vi har fået bugt med sandflugten. Ved Råbjerg Mile kan man dog stadig som en turistattraktion opleve et stort område, hvor sandflugtens dynamik udspiller sig, sådan som den i rigt mål gjorde i fortiden.

Manglen på dynamisk sand i vore klitlandskaber medfører både tab og goder. Det er godt for borgere i områder, hvor sandflugt kan hærge. Vi får her ikke længere ødegårde og øde kirker.

Men det betyder også, at det kuperede klitterræn, som udgør et økosystem med hårdføre og nøjsomme dyre- og plantearter, er presset. Klitlandskabet gror til, når vi forhindrer sandkornenes naturlige dynamik, som vedligeholder økosystemet. Sandflugtsbekæmpelse er altså en af mange udfordringer for biodiversiteten i det åbne land, og man kan derfor argumentere for, at flere sandklitter så at sige burde “sættes fri” ved at undlade sandflugtsbekæmpelse.

Det nådesløse sand

Sandflugt har vi i Danmark haft siden seneste istid. Det meste af tiden er det dog kun ved vestvendte kyster, at sandflugt har givet store problemer for os mennesker. Fra både arkæologiske kilder og historiske overleveringer er det velkendt, at marker og huse fra jernalderen og helt op i historisk tid, er blevet begravet af flyvesand, eller at landbrugsjord er føget væk. Det har betydet, “folk og fæ måtte gå fra hus og hjem”, som det er beskrevet i utallige kirkebøger. Den sidste, store katastrofe med muldflugt, hvor pløjelaget fra landmandens mark føg væk i et stort område, var under en storm i påsken 1969 i Sydvestjylland.

I dag kan vi måske lære noget af eksemplet med de oversete sandflugtsdiger. For i dele af den lille istid var klimaet virkeligt ekstremt, både koldt, blæsende og vådt. Selvom man dengang var inde i oplysningstiden med fokus på teknikker til at underkaste naturen menneskets vilje, så var ikke alle forsøg på datidens “klimatilpasning” vellykkede.

I dag står vi igen et sted i historien, hvor vi kommer til at bruge mange kræfter på klimatilpasninger. Ved især kysterne er det tydeligt, at vores kamp imod det vilde vejr truer de naturlige samspil i de rester af økosystemer som klitter og strand­enge, vi har tilbage.

Til sammenligning er vi omvendt ved at lære lektien ved åer og vandløb i forhold til klimatilpasning. Her får vandet i højere grad lov til at opføre sig dynamisk, så det nu igen kan brede sig ud over ådale og andre arealer, når det regner kraftigt. ♦