Fedtvæv: Et komplekst organ med mange funktioner

Fedt er ikke bare fedt. I kroppen findes der således to slags fedtvæv, hvidt og brunt, som ikke har den samme funktion. Forskning i fedtvæv hjælper os med at forstå, hvordan kroppen fungerer, og hvad der sker, når vi bliver syge.

Af Rikke Kruse Sørensen

Kroppens fedtdepoter er til stadighed en omdiskuteret størrelse. Ifølge tal fra 2021 er 53% af de voksne danskere overvægtige, defineret som en BMI (Body Mass Index) over 25, og tallet er stigende. For de flestes vedkommende skyldes overvægten en forøget fedtmasse (altså antal kilo fedt, vi bærer rundt på). Men hvad er så konsekvensen af det – har det en betydning at gå rundt med ekstra fedt på kroppen?

Det korte svar er ja. Helt overordnet er der en række sundhedsmæssige risici forbundet med overvægt. Men samtidig er det et spørgsmål, som ikke kan eller bør besvares så enkelt. Fedt er nemlig ikke bare fedt, og hvordan det påvirker vores sundhedstilstand, afhænger i høj grad af typen af fedt, fedtvævets placering, vores genetiske baggrund og vores livsstil generelt.

De seneste årtier har forskningen øget vores viden om kroppens fedtdepoter. I lang tid har fedtvævet været opfattet som opbevaringsdepot af overskydende energi, men vi ved nu, at det ikke er hele historien.

Helt overordnet kan vores fedtdepoter inddeles i to kategorier, nemlig hvidt og brunt fedtvæv. For at øge forvirringen findes der også såkaldt beige fedtceller, som er hvide fedtceller, der har tilegnet sig egenskaber som vi normalt kun finder hos brune fedtceller, men som findes spredt i typiske hvide fedtdepoter. De beige fedtceller vil jeg dog ikke komme nærmere ind på i denne artikel.

Det hvide fedtvæv er det, vi forbinder med fedt på kroppen, og det er specialiseret i at ophobe energi (på den form som kaldes triglycerider). Brunt fedtvævs primære funktion er derimod at frigøre energi, og det brune fedtvæv spiller en særlig rolle i en proces, hvor energien i den oplagrede fedt, frigives som varme.

Appetitregulerende hormoner

Leptin fra fedtvævet påvirker et område i hjernen kaldet hypothalamus, som registrerer og regulerer vores sult- og mæthedsfornemmelse. Leptin signalerer, at kroppen er i energioverskud og igangsætter et signal, som sænker vores appetit. Modsat vil hormonet ghrelin, som udskilles fra mavesækken, når denne er tom, udløse en sultfornemmelse.

Hvidt fedtvæv: Kroppens energidepot

Det hvide fedtvæv består overvejende af fedtceller, adipocytter, men også andre celletyper såsom immunceller (makrofager) findes i fedtvævet. Hvide fedtceller er runde, og op til 90% af deres volumen udgøres af en stor fedtdråbe, som består af triglycerider (tre fedtsyrer bundet til glycerol). Det hvide fedtvævs vigtigste funktion er at oplagre overskydende energi, hvilket gør det muligt for kroppen at overleve i perioder med begrænset adgang til mad. Set i et evolutionært perspektiv er dette en essentiel egenskab for alle større dyrs overlevelse. Men i en verden med nem adgang til en overflod af fødekalorier, og hvor de fysiske udfoldelser i hverdagen i mange tilfælde er begrænset, bidrager fedtvævets evne til at lagre overskydende energi, til den stigende grad af overvægt, som forekommer i dag.

Vi ved nu, at hvidt fedtvæv ikke alene opbevarer overskydende fedt til senere brug. Det er også centralt for kommunikation mellem kroppens væv og celler via udskillelse af hormoner kaldet adipokiner (på græsk betyder adipo fedt og kinos bevægelse. Det er altså stoffer, som udskilles fra fedtvævet og transporteres rundt med blodet i kroppen. Med adipokinerne signalerer fedtvævet til celler andre steder i kroppen og formidler en slags status på fedtvævets tilstand. Eksempelvis udskiller hvide fedtceller et adipokin kaldet leptin. Jo mere fedt, der er ophobet i fedtvævet, desto mere leptin frigives der til blodbanen. Leptin transporteres herefter med blodet og binder blandt andet til receptorer i den del af hjernen, som kaldes hypothalamus.

Hypothalamus registrerer og regulerer vores sult- og mæthedsfornemmelse, og leptin signalerer, at kroppen er i energioverskud og får hypothalamus til at videresende et nervesignal til et andet center i hjernen, som signalerer mæthed og sænker vores appetit. Hvis leptinsignalet ikke videregives korrekt, for eksempel hvis receptorerne i hypothalamus ikke virker, vil kroppen reagere med en konstant sultfornemmelse.

Samtidig ved vi, at øget fedtakkumulering i det hvide fedtvæv udløser en betændelsestilstand, hvor immunceller begynder at udskille cytokiner (immuncellernes signalstoffer). Disse stoffer påvirker resten af kroppen, bl.a. vores muskelceller, og menes at bidrage til forhøjet blodglucose og udviklingen af type 2 diabetes ved at nedsætte muskelcellernes optagelse af glucose efter et måltid.

Når vi taler om hvidt fedtvæv så skelner vi mellem subkutant fedt, som ophobes lige under huden og visceralt fedt, som er det indre fedt, som findes omkring organerne i bughulen.

Ophobning af visceralt fedt er i højere grad en subkutant fedt forbundet med en øget risiko for hjertekarsygdomme.

Æble- eller pæreformet

Fedt kan generelt deponeres mange steder i vores krop, men vi skelner især mellem fedt, som ophobes lige under huden, det subkutane fedt (sub = under, kutan =hud) og det “indre” fedt (på fagsprog visceralt fedt), som især findes i bughulen omkring vores indre organer. Endelig kan overskydende fedt ophobes omkring og i kroppens øvrige organer og væv. Det sidste kaldes ektopisk fedtophobning, og dette sker typisk først, hvis mængden af fedt i de almindelige fedtdepoter bliver for stor.

Fordelingen af kroppens fedtdepoter er individuel, men vi ved i dag, at fedtdepoterne har forskellige egenskaber og kan betragtes som “gode” eller “mindre gode”. Eksempelvis er et større taljemål på grund af fedtaflejringer omkring maven i højere grad forbundet med øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, mens fedtlejringer i hofteregionen ikke er forbundet med den samme risiko. Fedtfordelingen er delvist genetisk bestemt, men også hormoner og især kønshormoner, spiller en rolle. Derfor ses ofte forskelle i fedtfordelingen hos mænd og kvinder, en forskel som reguleres af østrogen for kvinder og testosteron for mænd.

Efter puberteten ophober kvinder især fedt i de subkutane depoter, altså de overfladiske fedtdepoter, på lår og baller, mens mænd ofte ophober overskydende energi i bughulens fedtdepoter. Derfor er risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme, forhøjet blodtryk og type 2‑diabetes også lavere hos yngre kvinder end hos jævnaldrende mænd.

I forbindelse med overgangsalderen ændres kvinders hormonprofil, da østrogenproduktionen falder. Det medfører ofte ændringer i fedtfordelingen, så den i højere grad minder om en mandlig fedtfordeling, hvor fedtdepoterne primært er på maven. Resultatet er en stigning i risikoen for hjerte-kar-sygdomme hos kvinder, efter at de er kommet i overgangsalderen.

Brunt fedtvæv findes hos mennesker kun i små mængde i afgrænsede områder ved især kravebenene, nakken og nyrerne. Illustration: Shutterstock

Det brune fedtvæv

Som nævnt tidligere har det brune fedtvæv en anden funktion, idet det nedbryder fedt og omsætter fedtets energiindhold til varme. De brune fedtcellers evne til at omsætte energi skyldes et protein kaldet UCP1, som findes i mitokondrierne, der populært sagt er cellernes kraftværker. De brune fedtceller indeholder da også langt flere mitokondrier end hvide fedtceller. Det brune fedtvæv har tilpasset sig dets funktion. Faktisk er det de mange mitokondrier, som giver det brune fedtvæv dets brunlige farve, fordi mitokondrier indeholder jern.

Den fysiologiske betydning af det brune fedtvæv er beskrevet hos dyr, som går i vinterhi. Her sikrer det brune fedtvæv varmeproduktionen, så dyret herved kan opretholde en tilstrækkelig kropstemperatur og overleve en lang vinterperiode.

Hos mennesker har vi i lang tid antaget, at det brune fedtvæv primært fandtes hos spædbørn. Små børn har en større overflade i forhold til deres volumen sammenlignet med voksne, og da vi taber varme over huden, har varmeproduktion i det brune fedtvæv bidraget til at opretholde kropstemperaturen hos helt små børn. I mange år har det været den gængse opfattelse, at det brune fedtvæv hos mennesker forsvandt i løbet af barndommen, men nu har adskillige forskningsstudier vist, at det også er til stede hos voksne, omend i et begrænset omfang.

Tilsyneladende falder mængden og aktiviteten af det brune fedtvæv med alderen, og derudover reduceres aktiviteten af det brune fedtvæv, jo højere ens BMI er.

Illustration af forskellen på hvide og brune fedtceller. Begge typer ophober fedt i form af triglycerider, men mens den hvide fedtcelle ophober fedtet i en “samlet” pakke, er det i en brun fedtcelle fordelt rundt om i cellen. Det medfører strukturelle forskelle på de to typer celler i forhold til placering af cellekerne og organeller. Derudover er der mange flere mitokondrier i brune fedtceller, hvilket er det, de giver den brune farve.
Illustration: Shutterstock

Yderligere ved vi, at brunt fedtvæv findes i større mængder hos mennesker, som arbejder udendørs i de arktiske egne, for eksempel hos rensdyrhyrder, hvilket tyder på, at når man regelmæssigt udsættes for kulde, opretholder det brune fedtvæv sin aktivitet.

Et mindre dansk studie har fundet, at det brune fedtvæv er mere aktivt hos personer som vinterbader sammenlignet med personer, som ikke vinterbader. Vi ved dog endnu ikke, om vinterbadning faktisk er årsagen til, at det brune fedtvæv opretholder sin aktivitet. Forklaringen kunne også være, at voksne med en større mængde bibeholdt brunt fedtvæv er mere tilbøjelige til at vinterbade, fordi de ikke fryser i samme grad som personer med mindre varmeproduktion fra brunt fedtvæv.

Aktivt brunt fedtvæv som kilde til vægttab

Da de første studier begyndte at identificere brunt fedtvæv hos voksne for omkring 20 år siden, opstod der hurtigt en ide om, at denne viden kunne udnyttes til at udvikle en metode til vægttab. Strategien var simpel: Hvis det var muligt at aktivere det brune fedtvæv, ville man kunne forbrænde fedt og svede sig ned i vægt, helt uden at træne.

Desværre har forskningen siden vist, at det ikke er så simpelt. Vores brune fedtdepoter er små og findes spredt ved blandt andet skulderblade, nyrerne og langs rygsøjlen, og det er derfor svært at bestemme, hvor store mængder vi har. Et forsigtigt skøn er, at vores brune fedtvæv kan forbrænde mellem 105 og 883 kJ (altså maksimalt 2/3 af en lakridspibe) på en dag. Så selv om opdagelsen af brunt fedtvæv hos voksne mennesker og aktiveringen af dette, i hvert fald i teorien, kan bruges til at stimulere et energiforbrug, så kræver det altså fuld aktivering, og det er indtil videre stadig usikkert, hvor meget (eller hvor lidt) det egentlig vil betyde.

Mens otte ugers intervaltræning hos patienter med type 2-diabetes udmønter sig i øget insulinfølsomhed og generelt som øget kondition og muskelmasse og mindre fedtmasse, ses der umiddelbart ingen forskel på, hvilke proteiner der udtrykkes i fedtvævet før og efter træningsforløbet. Det tyder på, at der ikke sker ændringer i de kemiske processer i fedtcellerne som respons på træning. Men om det også gør sig gældende ved længere tids træning er endnu uvist.

På nuværende tidspunkt findes der ikke lægemidler, som direkte udnytter det brune fedtvævs egenskaber til vægttab. Og spørgsmålet er, om det nogensinde bliver aktuelt, efter de nyeste medicinske behandlinger mod overvægt, som er kommet på markedet de seneste år, har hævet barren for, hvad der er muligt med medicinsk slankebehandling.

Meget at lære om fedtvæv

At der næppe er udsigt til en mirakelkur mod fedme baseret på det brune fedtvævs egenskaber, gør dog ikke forskning i fedtets egenskaber mindre relevant. For vi har stadig meget at lære om fedtvævets funktion. For eksempel om, hvordan fedtvævets adipokiner påvirker kroppens øvrige celler, og om, hvad der afgør, hvorvidt vi ophober fedt på maven eller lårene.

Vi ved heller ikke meget om, hvorvidt fedtvævets funktion påvirkes af træning. I et nyere forskningsprojekt fandt vi, at otte ugers træning reducerede mængden af fedt, men samtidig skete der kun ganske få ændringer i, hvilke proteiner vi fandt i det hvide fedtvæv før og efter træning. Undersøgelse af proteiner giver et indblik i, hvilke specifikke kemiske processer som finder sted i en celle, da det er proteiner, der får de kemiske processer i cellerne til at ske. Vores studie viser altså, at 8 ugers træning ikke umiddelbart påvirker de funktioner, fedtcellerne udfører, og vi skal nu undersøge, om et længere træningsforløb påvirker fedtets funktion.

Mere generelt bidrager forskning i fedtvævets funktion til at øge vores indsigt i kroppens funktion. Det kan hjælpe os med at forstå, hvad der sker, når vi bliver syge og dermed bidrage til udvikling af nye behandlinger af sygdomme, hvor processer i fedtvævet spiller en rolle. ♦