AU

COVID-19 tests: Hvad tester de?


Formentlig vil tests en rum tid endnu fylde meget i kampen for at begrænse udbredelsen af coronavirus. Du får her en oversigt over, hvad de forskellige tests går ud på, hvad svaret betyder, og hvilke begrænsninger de forskellige test har.


Af Karen Angeliki Krogfelt og Camilla Adler Sørensen


I Danmark befinder vi os i skrivende stund i en massiv test-storm grundet virussen SARS-CoV-2, der forårsager sygdommen COVID-19. Selvom vi nu er et år inde i pandemien, er behovet for at teste kun blevet større og større, og vi ser vi frem mod en tid, hvor restaurantbesøg, kulturliv, rejseaktiviteter og meget andet vil være bestemt af, hvilket testsvar man kan fremvise.

Der er generel forvirring i samfundet over, hvordan der testes, hvad svaret betyder, og hvorfor man skal testes flere gange – også, når man er rask. Denne artikel giver en oversigt over de forskellige tests, hvilke muligheder og begrænsninger de enkelte tests har, hvad de tester for, og hvad svaret betyder.

Det er vigtigt at holde fokus på, hvornår man skal testes, og hvilken test man skal anvende. Der kan ikke drages nogen direkte parallel imellem testresultater, sygdom og smitte. Testene er en fin rettesnor, men det forudsætter at de anvendes og udføres korrekt. Resultater skal sammenholdes med testenes begrænsninger og andre faktorer såsom sygdomsforløb og symptomer hos den enkelte. Og uanset testens udfald, så gælder sund fornuft: Bliv hjemme hvis du er syg!

Testtyper for COVID-19

i Danmark I Danmark anvendes der i det offentlige testsystem to forskellige metoder til at påvise SARS-CoV-2. Den ene test er den udbredte PCR-test, hvor der podes gennem munden og gives svar inden for 24-48 timer. Den anden er en senere udrullet antigen-hurtigtest, hvor der podes gennem næsen og gives svar inden for cirka 15 minutter. For at undgå ubehag ved podning, er man i gang med at teste brugen af spyt til både PCR og antigentests.

Udover de to tests er det også værd at nævne en tredje test-type, nemlig en antistoftest. En antistoftest kan via en blodprøve påvise, om personer har været inficeret med SARS-CoV-2 og derved også, om de har opbygget naturlig immunitet mod virussen. Antistoftests findes både som en standardtest (kaldet ELISA) med prøvesvar indenfor 24-48 timer og som en hurtigtest med prøvesvar indenfor cirka 15 minutter (se tabel).


Testtyper for COVID-19:

Tabel
*Sensitivitet angiver testens evne til at fange positive prøver. Jo højere sensitivitet, jo færre falsk-negative svar. Specificiteten angiver sikkerheden for at negative svar også er negative. Jo højere specificitet, jo færre falsk-positive svar.

Ved PCR- og antigen-test søges der efter SARS-CoV-2 viruskomponenter i kroppen. Dog viser begge tests kun tilstedeværelsen af viruskomponenter, men kan ikke detektere, om virus er levende og smitsom. Det er vigtigt at forstå, at selvom PCR-testen er rigtig god til at finde SARS-CoV-2 viruskomponenter (høj sensitivitet), er den faktisk ikke altid den bedste test til at bedømme, om man bør isoleres. Det skyldes, at PCR-testen finder viruskomponenter flere uger efter, at virus ikke længere smitter. Selvom antigentesten generelt er mindre sensitiv end PCR-testen har studier vist, at den er mere præcis til at finde personer med aktiv SARS-CoV-2.

Når der testes for antistoffer, måler man på kroppens respons mod virusinfektionen. Der testes altså ikke for tilstedeværelsen af SARS-CoV-2, men i stedet, om man har været inficeret og dannet antistoffer (beskyttelse) mod virussen. Her er det værd at tilføje, at er man vaccineret mod SARS-CoV-2 bør man også teste positiv for antistoffer mod SARS-CoV-2 cirka 10 dage efter vaccination. Test for antistoffer er relevant for at bedømme immunitet. Dog vides det endnu ikke, hvor længe vi beholder vores antistoffer.

Ingen af de nævnte tests (PCR/antigen/antistof) kan give et sikkert svar på levedygtigheden af virussen, og i hvilken grad man smitter. For at undersøge mere præcist, om virus er aktiv, og hvor meget der er til stede, skal man dyrke den. Det er tidskrævende og kræver specielle laboratorier samt uddannet personel. Ingen tests kan give 100% sikkert svar, men hvis de anvendes og tolkes korrekt, kan de fungere som fine retningslinjer for den enkelte og samfundet.

PCR-test

PCR er en forkortelse af Polymerase Chain Reaction. Det er en kædereaktion, der har til formål at kopiere en specifik genetisk sekvens i en prøve, så man får dannet mere af denne sekvens. En sekvens er rækkefølgen af byggesten i arvemassen hos en organisme. Ved PCR kan en prøve med meget lidt genetisk materiale – i dette tilfælde fra virussen SARS-CoV-2 – kopieres gennem cyklusser, således man får millioner af kopier til at lave forsøg på.

Princippet i en PCR-test

pcr figur

Hovedingredienserne i en PCR-test er:

  • Polymerase – et enzym, der hjælper med at bygge nyt DNA.
  • Primere, som er små DNA-stykker udvalgt til at flankere den specifikke DNA-sekvens, der skal kopieres, således at det kun er denne sekvens, der kopieres. Derudover fungerer de også som startsignal for polymerasen og fortæller, hvor dannelsen af ny DNA skal starte.
  • Template-DNA er det genetiske materiale i en prøve, som man ønsker at undersøge for tilstedeværelsen af en specifik sekvens.
  • Nukleotider er de kemiske byggeblokke, der bruges til at skabe den dobbeltstrengede DNA-struktur.

Alle elementer blandes sammen i et testrør og køres gennem et indstillet program på en PCR-maskine.

Når der testes for SARS-CoV-2, anvendes der en udvidet PCR-test kaldet qRT-PCR-test (Quantitative Reverse Transcription Polymerase Chain Reaction). Den følger samme grundprincipper som en standard PCR-test, men med et par ekstra trin.

“Reverse Transcription” (RT) er et trin, der tilføjes, fordi der arbejdes med virus-RNA og ikke DNA. Derfor er det nødvendigt først at omdanne RNA til DNA, førend PCR-reaktionen køres. Enzymet Reverse Transcriptase konverterer viralt RNA til cDNA (complementary DNA) og derefter fungerer dette som template-DNA for reaktionen.

Det kvantitative (q) betyder, at det er muligt at følge, hvor meget DNA der kopieres per cyklus, og hvor meget der var i den oprindelige prøve. Dette gøres ved at måle stigningen af kopieret DNA for hver cyklus via en fluorescensmarkør (se figur).

Til aflæsning bruges Ct-værdier (Cycle Threshold), som angiver det antal cyklusser, der skal køres for at overstige baggrundsstøjen. Lave Ct-værdier (20-30) indikerer, at der er høje mængder af virus til stede. Høje Ct-værdier (40-45) betyder, at der er en lav mængde virus til stede. For SARS-CoV-2 anvendes testen kun kvalitativt indtil videre med et påvist/ikke påvist svar.

En fordel ved SARS-CoV-2 PCR-tes­ten er, at den også kan anvendes til at teste for SARS-CoV-2 varianter.


En PCR-test for COVID-19 kan give positive resultater en dag før, symptomerne starter, men i de fleste tilfælde identificeres sygdommen ikke før tilstedeværelsen af symptomer, da virusmængden er meget lav.

Antallet af cyklusser er sat i den høje ende for de PCR-tests, der anvendes til SARS-CoV-2 (eksempelvis 45 cyklusser), og det kan medføre, at specificiteten falder (hvilket resulterer i falsk-positive resultater). Desuden er det rapporteret, at et positivt PCR-resultat kun vidner om detektion af viralt RNA, men ikke om virussen er levende og smitsom. Derudover er PCR-resultatet afhængig af, hvor prøven tages, prøvetagningsmetode og udførsel, samt udførsel af selve PCR-metoden, som er afhængig af nogle af de specifikke reagenser, der anvendes (primere), antal cyklusser, temperatur og kontrolprøver (disse parametre kan variere mellem laboratorier).

Antigentest

En svartid på to dage kan være lang tid i form af tabte arbejdstimer og unødig isolation ved negativt svar, både når man ser det fra et samfundsmæssigt perspektiv og fra den enkelte borgers synspunkt. Derfor er der blevet udviklet flere tests, som skal give et hurtigt svar på, om man er inficeret med SARS-CoV-2. Disse tests (ofte refereret til som hurtigtest, kviktest eller lyntest) screener for tilstedeværelsen af udvalgte SARS-CoV-2 antigener, som er specifikke proteiner, der findes på overfladen af virussen.


Antigen-hurtigtest

Illustration af Antigen-hurtigtest
Figurerne er eksempler, da der er variationer mellem kits fra forskellige producenter.

Prøven tages ved en podning i næsen og podepinden mikses med en væske, så prøven overføres til væsken. Herefter overføres et par dråber til en brønd på en testkassette, og efter 15 minutter kan svaret aflæses. Hvis der er SARS-CoV-2 antigener tilstede, vil det frembringe en farvet linje i aflæsningsvin­duet. Er testen forløbet korrekt, skal der altid fremkomme en sekundær farvet linje som kontrol (se figur).

Der kan være variation i prøvesvar imellem forskellige antigentests grundet anvendelse af forskellige kommercielle SARS-CoV-2 antistoffer. Antistofferne binder forskelligt til antigener, så afhængigt af, hvilke antistoffer der anvendes, kan bindingen være mere eller mindre specifik for SARS-CoV-2, og det kan betyde, at man finder andre lignende virusser. Desuden er det en kvalitativ test med et positivt/negativt svar på tilstedeværelsen af antigener, men ikke et kvantitativt svar på, hvor meget antigen der findes i prøven, eller om virussen er levende og smitsom. Det betyder, at antigen-hurtigtesten generelt er mindre sensitiv, når den sammenlignes direkte med PCR-testen. 


ELISA-antistoftest

Figurerne er eksempler, da der er variationer mellem kits fra forskellige producenter.

­Antistoftest

Ved en antistoftest måler man patientens immunrespons mod en sygdomsfremkaldende mikroorganisme ved hjælp af en blodprøve. Når kroppen bliver inficeret, sættes der under normale omstændig­heder automatisk gang i immunsystemet, kroppens naturlige forsvar.

Et af de forsvar består af produktion af specifikke antistoffer (IgM og IgG), som genkender antigener på virus. Ved infektion reagerer kroppens immunsystem, og man kan opleve symptomer. Bliver man inficeret med samme virus igen, gendannes antistofferne hurtigt, og man vil oftest have milde eller ingen symptomer. Denne proces udnyttes også ved vaccination. Naturlig infektion og vaccination vil medføre immunitet, som kan variere over tid. Antistoftesten er altså en vigtig metode til at detek­tere immunitet i samfundet, og om det er sandsynligt, at folk vil kunne inficeres igen.

En hurtig antistoftest kan produceres på lignende måde, som antigentesten beskrevet ovenfor. I stedet for at søge efter antigener med mærkede antistoffer, søger man efter antistoffer med mærkede antigener. En positiv prøve vil således også fremvise to streger – en som kontrol og en, hvis der er bundet antistoffer i testregionen.

Til at måle antistoffer i blodet anvendes som oftest en såkaldt ELISA-test, som står for Enzyme-Linked Immunosorbent Assay. Til ELISA anvendes plader med 96 små brønde, som derfor kan teste mange prøver ad gangen. I modsætning til antistof-hurtig­testen kan en ELISA måle mængden af antistoffer til stede i blodet og derfor give et kvantitativt svar på, hvor kraftigt et immunrespons, der har været mod SARS-CoV-2 virussen. Hvor kraftig immunresponset har været vil også give en indikation af, hvor godt man er beskyttet fremover. Høj respons vil som hovedregel betyde bedre beskyttelse.

En antistoftest kan måle, om man har haft infektion (eller er vaccineret), men er ikke et effek­tivt værktøj for at måle aktiv infektion, da det tager noget tid at danne antistoffer. Afhængig af, hvilke antistoffer der testes for, vil det også påvirke sensitiviteten af testen. Nogle antistoffer krydsreagerer med antigener på andre vira. I dette tilfælde kan det betyde detektion af en anden type coronavirus, der giver almindelig forkølelse.

Antistof-hurtigtesten er forholdsvis nem at udføre, men man modtager kun et kvalitativt svar (positivt/negativt). Ved en ELISA er det ikke alle, der kan foretage testen, da det kræver uddannet personale at tage blodprøven og et klassificeret laboratorie til analysen. ♦