Når man snakker om forvaltning af især ræve har det længe været diskuteret, om ræve regulerer deres reproduktion efter, hvor hårdt jagttrykket er. Dvs., hvis man jager ræve hårdt i et område for at reducere antallet, “skruer” rævene så bare op for antallet af hvalpe, så reguleringen er nytteløs eller i værste fald øger antallet af ræve i området? Undersøgelser af ræv og mårhund udført af forskere fra Aalborg Universitet, Institut for Kemi og Biovidenskab og DTU Center for Diagnostik tyder på, at dette faktisk er tilfældet.

Mårhundens indtog i Danmark

Mårhunden er, til forskel fra ræven, indført af mennesker. Den stammer fra Østasien og har i øjeblikket status som invasiv art i Europa. Den 1. januar 2015 trådte en ny EU-forordning om invasive arter i kraft, som betyder, at medlemslandene er forpligtiget til at træffe særlige foranstaltninger i forhold til mårhund. Dette har været en stor forvaltningsmæssig udfordring, fordi mårhunde formerer sig hurtigt. Mårhunden blev første gang set i naturen i Danmark i 1980 ved Vejle. I perioden fra 1995 til 2003 blev 25 mårhunde registreret i forbindelse med projekt Dansk Pattedyr Atlas, og i jagtsæsonen 2018/2019 blev der nedlagt mere end 3000 mårhunde i Jylland. Der er således ingen tvivl om, at mårhundebestanden, som i skrivende stund kun findes i Jylland, er i kraftig stigning.

Mårhunden er mere en opportunist end en jæger. Den lever af en lang række fødeemner som mus, fugle, padder og krybdyr, hvirvelløse dyr, plantemateriale som majs og frugt, og en stor del af dens kost består af ådsler. Ud fra studier i vores nabolande ser mårhunden ikke ud til at give nævneværdige problemer for bestandene af hjemmehørende rovdyr som ræv, grævling og skovmår. En mindre bestandsnedgang hos andre rovdyr kan dog ikke udelukkes, hvis mårhundebestanden fortsætter med at stige, og den danske natur skal rumme mårhunden, som er endnu et generalistrovdyr. .

Et gennemsnit på knap 11 hvalpe

Når man undersøger et rovdyrs reproduktionspotentiale, kigger man ofte på placentale ar, dvs. ar i uterus (det organ som hos mennesker kaldes livmoderen) efter tilhæftning af moderkagen, da disse viser, hvor der har siddet et foster (se fotos). Alternativ kan man opsøge rovdyr på ynglepladsen og tælle unger, men det er svært at få et tilstrækkeligt datamateriale ad den vej. Hos arter som ræv og mårhund, der må jages, er det nemmere at tælle placentale ar.

Arrene kan ses mange måneder efter hvalpene er født, så selvom hunræven eller hunmår­hunden først er skudt om vinteren, kan arrene stadig tælles. Omkring næste ynglesæson bliver arrene mindre tydelige, og nye ar kommer til. Arrene er sammen med fostre det mest nøjagtige estimat af kuldstørrelsen. Dog kan man ikke vide, om hvalpen er levendefødt, dødfødt eller aborteret sent i drægtigheden. Mange hvalpe dør desuden indenfor de første uger og måneder – alt efter forældrenes evne til at skaffe tiltrækkelig føde til hvalpene. Placentale ar egner sig godt til sammenligning af kuldstørrelser mellem lande og mellem ynglesæsoner.

I 2017 undersøgte vi placentale ar fra 89 voksne mårhunde-hunner, der enten var blevet skudt eller dræbt i trafikken. Antallet af ar varierede mellem 1 og 16 med et gennemsnit svarende til en kuldstørrelse på knap 11 hvalpe.

Antallet af hunner som reproducerede sig blev anslået til at være mere end 78%. Det er den største gennemsnitlige kuldstørrelse og den største hvalpeproduktion, der hidtil er dokumenteret hos mårhunde i Europa. Til sammenligning blev der ved større undersøgelser af mårhunde i Finland og Polen fundet en gennemsnitlig kuldstørrelse på mellem 8 og 9 hvalpe. I Finland anses mårhunden i mange områder for det mest almindelige rovdyr. Formentlig hænger den høje reproduktion hos mårhunde i Danmark sammen med, at mårhundene er ved at etablere sig, hvorfor bestands­tætheden er lav. Da mårhundene tilsyneladende ikke konkurrerer væsentligt med vores hjemmehørende mellemstore rovdyr er der tilstrækkelig føde til, at de kan producere store kuld. Sandsynligvis vil kuldstørrelsen falde efterhånden som mårhundebestanden i Danmark bliver tættere.

Den høje reproduktion hos danske mårhunde betyder, at en stor del af bestanden kan dø, før bestanden falder. Hvis meget få mårhunde dør af naturlige årsager som sult og sygdomme, og det tyder alt på, skal man aflive 8 ud af 10 mårhunde, før bestanden holder op med at vokse – man siger, at bestanden har en omsætning (“turn over”) på 80 %. Siden antallet af mårhunde, der skydes af jægere, stiger kraftigt fra år til år, tyder alt på, at bestanden er i stigning, og at et mål om at aflive 8 ud af 10 mårhunde vil være svært at nå.

Et naturligt eksperiment

Flere undersøgelser af reproduktion hos familien af hundedyr (for eksempel hos polarræv, rødræv, coyote, skabaraksjakal og etiopisk ulv også kaldet abessinsk ræv) tyder på, at der er en sammenhæng mellem populationstæthed og reproduktion. Dvs., når populations­tætheden er lav er reproduktionen høj (store hvalpekuld og stor andel reproducerende hunner), og omvendt, når populationstætheden er høj er reproduktionen lav (små kuld og mange ikke-reproducerende hunner).

I 2012 udbrød der hvalpesyge (hundesyge) i den jyske rævebestand, som medførte et stort fald i ræve­populationen. Denne begivenhed var en unik mulighed for at undersøge, om danske ræves reproduk­tion ville stige efter en bestandsnedgang. Ved at sammenligne ræves reproduktion fra en periode med relativ høj bestandstæthed (1997-1999 og 2012-2013) med rævenes reproduktion i perioden lige efter hvalpesyge-epidemien (2015-2016), kunne vi teste hypotesen om, at der er en sammenhæng mellem tæthed af ræve og reproduktion.

Flere rævehvalpe ved lav bestandstæthed

I undersøgelsen blev 280 hunræve aldersbestemt og deres uterus undersøgt for ar. Det viste sig, at antallet af ar i ulterus hos hun­rævene steg fra et gennemsnit på 5,6 og 5,7 i de to perioder med relativ høj bestandstæthed før hvalpesygen til 8,2 i perioden med hvalpesyge og lav bestandstæthed. Denne forskel i kuldstørrelsen hos hunrævene i perioder med høj og lav bestandstæthed er statistisk signifikant (se tabel).