Videnskabsklubben har fået Amalienborgprisen, som uddeles af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond
Det var ikke just det typiske kemilokale, Julie, Jenny, Bjørn og Alba optrådte i den 13. december sidste år. Nej, det var i royale rammer i Christian IX’s Palæ på Amalienborg, hvor de demonstrerede, hvordan man kan teste pH-værdien af forskellige hverdagsingredienser ved hjælp af en rødkålsindikator.
Rødkål indeholder nemlig nogle farvestofmolekyler kaldet anthocyaniner, der skifter farve efter, hvor basisk eller surt, der er omkring dem. Ved at hælde et afkog af rødkål op i syv glas og opløse ting med forskellig pH-værdi (som kautisk soda, citron og afkalker) heri, kan man fremtrylle en serie kulørte glas, der repræsenterer pH-værdier fra stærkt basisk til stærkt surt. Firkløveret kunne vise publikum, at når man først har lavet en sådan kulørt indikator, kan man teste en ingrediens med ukendt pH-værdi – i deres forsøg var det æblejuice og soda – ved at opløse den i sit rødkålsafkog og sammenligne med farverne i de andre glas.
Demonstrationen forløb til stor tilfredshed og morskab for publikum, som blandt andet talte Dronning Margrethe. De fire juniorkemikere var alle tilknyttet Videnskabsklubben, hvor Julie og Jenny fra Sønderborg Statsskole er frivillige undervisere, mens Alba og Bjørn begge var “miniforskere” i Videnskabsklubben på kemiholdet på Vibenshus Gymnasium i efteråret 2022.
Når rødkålsforsøget blev demonstreret i så statelige rammer, skyldtes det den glædelige begivenhed, at Videnskabsklubben den dag fik overrakt Amalienborgprisen. Prisen uddeles af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond til en person eller organisation, der har ydet en “ekstraordinær videnskabelig eller kulturel indsats”.
Videnskabsklubben blev stiftet i 2014 af forskerne Rikke Schmidt Kjærgaard og Petrine Wellendorph med det formål at give børn i 4.-6. klasse mulighed for at “gå til naturvidenskab” på en sjov og lærerig måde. Konceptet i Videnskabsklubben er, at større børn på frivillig basis coacher mindre børn og deler ud af deres begejstring for naturvidenskab. Klubben er siden den spæde start vokset, så den nu er etableret i 41 danske byer. I 2022 var tilbuddet tilgængeligt for 1.100 børn og unge, og i 2023 forventes tallet at vokse til lige godt 1.500.
Faktisk er der i dag ekstremt stor efterspørgsel på Videnskabsklubbens forløb, som ofte bliver fyldt på rekordtid og har lange ventelister flere steder i landet. Det vil der heldigvis blive gjort noget ved, idet Videnskabsklubben kommer til at udvide deres tilbud de kommende år. Således har Novo Nordisk Fonden netop bevilget yderligere 30 millioner kroner til Videnskabsklubben over de næste fem år. Forhåbentlig vil vi derfor snart komme i en situation, hvor ethvert dansk barn med lyst til videnskab i fritiden vil kunne få sit ønske opfyldt! ♦