Øreprop eller hørebøf?

Udtrykkene hovedtelefon, øretelefon, høretelefon, hørebøf, ear-insert, earbuds og ørepropper anvendes en smule i flæng om de elektroakustiske enheder, som vi putter på eller i ørerne. Hørebøfferne er de store, der sidder på og omkring øret, mens ørepropperne er de aktive enheder, hvor selve lyd-enheden (transduceren) sidder mere eller mindre inde i ørekanalen. 

I starten arbejdede man ud fra den antagelse, at alle øretelefoner uanset form og producent havde næsten samme følsomhed og lavede samme lydniveau ved samme input-spænding (signal fra afspilleren, hvilket i dag typisk er en smartphone). Det havde været en kæmpe fordel rent teknisk, men øretelefonerne har langt fra samme følsomhed, og der ville være mange problemer ved at forlange det. 

I en undersøgelse fra 2015 viste vi, at øretelefoners output kan være meget forskelligt, selvom de får det samme inputsignal.

En sidste væsentlig antagelse er, at der kun er “én spiller på banen”. Historisk set har vi vurderet risikoen for arbejdsskader ved at registrere den støj, man er udsat for i dagtimerne og antaget, at øret hviler resten af tiden. 

Det gjorde det måske i tidernes morgen, da man begyndte at tilbyde høreværn på arbejdspladserne, men den holder ikke længere. Det gør det vanskeligt at afgøre mange arbejdsrelaterede høreskader, da arbejdsgiveren kun skal gøres ansvarlig for den støj, der er på arbejdspladsen. 

Hvis man på sit arbejde har lyttet til musik i ørepropper under høreværn/hjelm eller måske netop direkte via deres supermoderne høreværn/hjelm, er det jo ikke kun arbejdsmiljøet og støjen omkring en, der spiller ind. Dertil kommer, at lyden får et solidt nøk op, når der er baggrundsstøj. Så det er en på alle måder giftig cocktail, selv hvis ørerne hviler resten af dagen.

Tilsvarende antog man også tidligere, at hvis musikafspillerne ikke gav højere belastning i fritidslivet end det, vi accepterer på en arbejdsplads, så var det nok sikkert. Men det holder jo ikke, hvis vi som eksempel både nyder musik over øretelefoner, har en støjbelastet arbejdsplads og har andre fritidsvaner med høj lyd belastning (koncerter, natklubber, fitness, gaming). Selvom hver enkelt faktor er sikker hver for sig, kan kombinationen af faktorer blive en giftig cocktail.

Koncerter og festivaler

Lydniveauet ved mange live events og festivaler er så højt, at man kan få en høreskade efter bare en hel eller en halv time. En del får tinnitus, men det er ikke alle, og de fleste høreskader er formentligt “stille”. Rent teknisk er lydanlæggene gennem årene blevet optimeret til at give samme niveau over hele publikumsfladen, så alle får samme gode oplevelse. Det betyder dog også, at de kan spille højt over et større område, så man kan være i risiko, selvom man ikke står lige foran højttalerne.

Man kan bringe sig selv i større risiko ved at spille musik på teltpladsen, lytte over øretelefoner før og efter eller bruge høreværn, som man alligevel ikke kan holde ud af have på. Man kan gøre situationen bedre ved at sove med høreværn (ørepropper) og generelt sørge for lange pauser med stilhed. Hørelsen restituerer cirka 7-9 dage efter påvirkningen, så det hjælper, hvis man ikke gentager overbelastningerne indenfor den periode.

Skjulte høretab

I 2009 publicerede Kujawa og Liberman en artikel i tidsskriftet Journal of Neuroscience, hvor de viste, at høreskader manifesterer sig gennem ændringer i de synapser, der forbinder de nerveceller, der opsamler lyden, med de nervebaner, der transmitterer signalerne til hjernen. Fænomenet kendes som synaptopati og kan kun observeres i dyreforsøg, hvor forsøgsdyrene obduceres. 

Resultaterne viste også, at disse ændringer forekom ved påvirkninger, hvor nerveceller og høretærskler ellers så ud til at restituere helt. Det var en alvorlig game-changer, da man forud for denne opdagelse havde brugt henholdsvis bortfald af nerveceller (de såkaldte “hårceller”) og den eksponeredes høretærskel efter påvirkning som indikatorer for skade. Det første kan man kun observere i dyreforsøg, mens høretærsklerne kan måles i både dyre- og menneskeforsøg. 

Som om det ikke var slemt nok, ser synaptopatien ud til at gå hårdest ud over de nerver, som kun er aktive ved høje lydniveauer. Vi har ingen tests, der kan påvise den forandring i mennesker. Alle de høretests, vi har, tester hørelsen ved det lavest hørbare eller ved almindeligt samtaleniveau. Der er kun meget få tests, som aktiverer højintensitetsfibre, og indtil videre er der ikke evidens for, at de kan påvise synaptopati.

Resultaterne er eftervist i mange efterfølgende dyreforsøg, så vi ved med ret stor sikkerhed, at det samme formentligt sker i den menneskelige hørelse. Den tankevækkende konsekvens af dette er så også, at påvirkninger vi hidtil har betragtet som sikre, måske alligevel ikke er det. Der er derfor al mulig grund til at fortsætte udviklingen af teknologiske løsninger, som kan hjælpe os til at finde de lyttevaner, som er sikre for lige netop os. ♦