AU

Vandlopper skal gøres til god forretning

Foto: RUC

Med udgangspunkt i nye videnskabelige resultater skal et innovationsprojekt nu afdække, hvordan storskala-produktion af vandlopper kan gøres til en bæredygtig forretning for både en dansk producent og fiskeopdrættere verden over. Det er lektor Per Meyer Jepsen og professor Benni Winding Hansen fra Roskilde Universitet, som nu igangsætter projektet, der har modtaget 1,5 mio. i støtte fra Innovationsfondens Innoexplorer-program.

Formålet med projektet er at sikre en stabil forsyning af vandlopper til fiskeopdrætterne, så de får adgang til billigt foder, der har en optimal biokemisk profil, der kan sikre fiske­larvers overlevelse og vækst.

På verdensplan er fiskeriet i havet stagneret, og i dag stammer cirka 50 % af det samlede udbytte af fisk fra opdræt. Opdrættet fisk er samtidig den hastigst voksende kilde til protein inden for fødevaresek­toren, og set i lyset af et stigende befolkningstal har industriel produktion af fisk et stort vækstpotentiale.

Forskergruppen fra RUC har 15 års erfaring på feltet og har for nyligt identificeret en særlig hårdfør type af vandlopper, der i modsætning til andre arter kan produceres og opskaleres ved hjælp af et billigt og let tilgængelig kunstigt foder. Det er afgørende nyt, for med kunstigt foder er det muligt at producere vandlopperne uden samtidigt at skulle dyrke deres naturlige fødekilde mikroalger, som er sårbare og tidskrævende at producere industrielt.

I Innoexplorer-projektet arbejder forskningsgruppen på Roskilde Universitet tæt sammen med en ekstern forretningskonsulent for at beskrive den bedst mulige forretningsmodel for produktion og salg af vandlopper. Projektet vil særligt undersøge salg og eksport til det asiatiske marked, hvor mere end 85 % af verdens fiskeopdræt finder sted. Centralt i undersøgelsen er forskellige scenarier for, hvor tæt på fiskeopdrættere produktionen af vandlopper bør placeres – herunder undersøgelser af, hvordan international transport påvirker vandloppernes biokemiske profil og dermed deres værdi som fiskefoder.


Af Torben Jarl Jørgensen, kommunikationskonsulent, RUC.