Strandenge – en overset klimabuffer
Strandenge – såkaldt saltmarsk - er effektive kulstofdræn, og derfor kan omlægning af lavbundsjord langs danske kyster til saltmarsk reducere den danske CO2-udledning. Samtidig fungerer saltmarsker som naturlige kystværn og er gode for biodiversiteten.
Af Jeppe Najbjerg Hansen, Anna Elizabeth Løvgren Graversen, Dorte Krause-Jensen og Gary Thomas Banta
Med Danmarks ambitiøse mål om en reduktion af CO2 udledningen på 19 millioner tons i 2030 skal der tænkes i nye måder både at mindske udledningen og øge langtidsoplagringen af kulstof. Et af de værktøjer, som er taget i brug, er at udtage organisk rige lavbundsjorde af drift. Politisk er der frem til 2030 afsat midler til at udtage 20.000 hektar organiske jorde, hvor dræning og anden aktivitet skal indstilles – med en forventet reduktion på 0,27 millioner tons CO2-ækvivalenter om året i 2030 som følge af reduceret nedbrydning af organisk stof. Disse lavbundsjorde ligger fortrinsvis indlands. Det betyder, at der overses et kæmpe potentiale for udtagning af jord langs den cirka 7300 km lange danske kystlinje.
Der findes nemlig kystnære lavbundsjorde, som kunne fungere som klimabuffer ved at blive omlagt til såkaldte saltmarsker i tillæg til de lavbundsjorde, som allerede er udvalgt til omlæggelse som vådområder. Saltmarsker er her en fællesbetegnelse for lavtliggende vegetationsdækkede områder, som jævnligt oversvømmes af saltvand, såsom rørsumpe, strandenge og vadegræssamfund.
Danmark som saltmarsk-nation
Saltmarsker er interessante, fordi de har betydelig evne til at optage, akkumulere og oplagre kulstof, selv på organisk fattige jorde, og samtidig bidrager de til kystsikring og biodiversitet.
Projektet Blå Skove, støttet af Veluxfonden, har siden efteråret 2019 arbejdet med at kvantificere danske saltmarskers og ålegræsenges potentiale som klimabuffer. I projektet har vi indsamlet viden om saltmarskers kulstoftilbageholdelse. Det kan sammen med et estimat af saltmarskens potentielle udbredelse bidrage til at svare på spørgsmålet: Hvordan kan genetablering af saltmarsk bidrage til at forbedre Danmarks CO2-regnskab?
I Danmark findes der cirka 41.000 hektar saltmarsk, men potentialet er langt større, da vi historisk set har haft stor udbredelse af saltmarsk, som er blevet inddiget og drænet til landbrugsjord eller anden infrastruktur. Ved at bruge kort over lavbundsjorde og højdedata langs den danske kystlinje har Blå Skove identificeret 71.000-142.000 hektar potentielle saltmarsk-områder (se figur 1). Dette tal inkluderer de 41.000 hektar, som allerede er saltmarsk i Danmark.
Figur 1. Kort over de potentielle saltmarsker (markeret med lysegrønt), som strækker sig henholdsvis 1 meter (tv) og 2 meter (th) over middelvandstand. Potentielt oversvømmede områder er vist med turkis og ligger enten under havets overflade eller på samme niveau som middelvandstand.
De potentielt oversvømmede områder er oftest inddæmmede områder og dækker over cirka 40.000 hektar. Det potentielle saltmarskområde er 70.499 - 142.000 hektar. Bemærk, at kortet ikke tager højde for infrastruktur, og at der kan forekomme mindre overlap med søer og vandløb.
Hvis alle 142.000 hektar blev omlagt til saltmarsk, ville det skønsmæssigt tilbageholde 0,044 – 0,73 millioner tons CO2-ækvivalenter om året.
Derudover vil beskyttelse og vedligeholdelse af de eksisterende 41.000 hektar saltmarsker sikre deres allerede opbyggede, store kulstoflager og årlige kulstoftilbageholdelse. Vi skønner, at kulstoflageret her udgør 6 – 23,9 millioner tons CO2-ækvivalenter i den øvre knap halve meter af jordbunden under marsken samt en kulstofbegravelse i størrelsesordenen 0,05 – 0,20 millioner tons CO2-ækvivalenter om året.
Et produktivt økosystem og et effektivt kulstoflager
Den effektive lagring af kulstof skyldes den periodiske oversvømmelse med saltvand. Når tidevandet jævnligt oversvømmer saltmarskerne, sænkes vandhastigheden gennem det netværk af blade og stængler, som den salttolerante vegetation skaber. Denne dæmpning af bølgeenergien giver en øget udfældning af organisk materiale fra tilførte partikler, for eksempel alger, og sediment på overfladen af saltmarsken.
Saltmarsken selv bidrager også med organisk materiale til jordoverfladen gennem planternes underjordiske dele, og når de fælder løv. Det organiske materiale begraves af sedimenter og stabiliseres af tilvækst af rødder, stængler og blade. De periodiske oversvømmelser gør, at jorden jævnligt er vandmættet og iltfri, da ilten hurtigt opbruges af mikroorganismer, og de iltfrie forhold begrænser nedbrydningen af det organiske stof.
Da saltmarsker samtidig er blandt de mest produktive økosystemer, overstiger saltmarskens produktion typisk nedbrydningen. Det betyder, at saltmarsken gradvist hæver sig og samtidig udvider sig mod kysten, en proces som gennem århundreder er blevet udnyttet og effektiviseret ved brug af såkaldte slikgårde i det sønderjyske marskland.
Den gradvise hævning medfører, at saltmarsken kan blive ved med at akkumulere og oplagre kulstof over lange tidsperioder, modsat andre økosystemer som mættes af kulstof. Disse egenskaber gør samlet set, at saltmarsker oplagrer 30-50 gange mere kulstof i jorden end skovbunden på land.
De lavbundsjorde, der nu er udpeget til at blive taget ud af drift, ligger alle på organisk rige jorde og er etableret for at beskytte de kulstoflagre, som allerede befinder sig i jorden. Men for saltmarsker er naturlig hydrologisk dynamik en vigtigere forudsætning, da den medfører en kontinuerlig tilførsel af sedimenter og organisk materiale. Hermed fungerer saltmarsken som kulstofdræn for alle jorder, for eksempel sandjord. Saltmarsken har en fordel som klimabuffer sammenlignet med ferske lavbundsjorde. Ferske vådområder udleder betydelige mængder metangas (CH4), en drivhusgas, som er op til 28-34 gange mere potent end CO2. Men i saltmarsken udkonkurreres de metan-dannende bakterier af sulfat-reducerende bakterier, og derfor hæmmes dannelsen af metan kraftigt i kystnære økosystemer.
Kystbeskyttelse, biodiversitet og vandkvalitet
Saltmarskers placering på overgangen mellem det marine og det terrestriske miljø samt deres tætte vegetationsdække gør, at de også fungerer som et naturligt kystværn. Når højt tidevand eller stormfloder rammer saltmarsken, vil bølgeenergien brydes, og vandhastigheden sænkes. Dette hæmmer erosion, og bremser den bølgeenergi, som rammer bagvedliggende infrastruktur. Dertil kommer, at en sund saltmarsk typisk hurtigt kan regenerere efter storme grundet evnen til at fange og binde sedimenter og andet suspenderet materiale.
Saltmarsker fungerer derudover som levested og fourageringsområde for en lang række vadefugle og trækfugle, invertebrater og fisk. Ved at etablere nye saltmarsker på eksempelvis landbrugsjord kan man derfor øge biodiversiteten, fordi saltmarsken skaber et levegrundlag for en lang række planter og dyr.
Saltmarsker tilbageholder desuden næringsstoffer gennem planternes produktivitet og udfældningen af suspenderet materiale i havbunden. Dermed bidrager saltmarsker også til forbedret vandkvalitet.
Konkrete eksempler på saltmarskens potentiale
De to store kort vist i figur 1 er et produkt af kort over kystnære lavbundsjorde og Danmarks højdemodel, og de er et værktøj til at kunne udpege potentielle områder for etablering eller genetablering af saltmarsk. Kystdirektoratet har i deres seneste risikovurdering for oversvømmelse og erosion langs den danske kystlinje lagt vægt på, at vi i højere grad må acceptere oversvømmelser. Konkret har de udpeget 207 strækninger, hvor de ikke anbefaler ekstra kystsikring mod de stigende vandstande. Der er derfor grobund for at kombinere Kystdirektoratets ønsker med tiltag, som vil sikre yderligere saltmarsker i Danmark.
Kortene her, som er uddrag af figur 1, viser tre eksempler på inddigede områder med potentiale for genetablering af saltmarsker ved en udbredelse af saltmarsken op til
1 meter over middelvandstand (øverst) og til
2 meter over middelvandstand (nederst):
Optimering af fremtidens saltmarsker
Fremtiden byder på mere regn, hyppigere stormfloder, højere vandstand og generelt vildere vejr. På lavbundsjordene vil kampen for at holde arealerne tørre blive en gradvist sværere proces med stigende omkostninger til følge. Og det betyder, at saltmarsker på ydersiden af diger og dæmninger kan blive fanget og klemt mellem dem og havet. Et fænomen kendt som “coastal squeeze”. Under worst case scenarier med en øget vandstand på 1,35 meter, vurderes det, at 64-73% af alle nuværende danske strandenge kan drukne. Det betyder tab af store kulstofdræn foruden alle de andre økosystemtjenester, som saltmarskerne bidrager med.
Løsningsmodellerne er mange, og en af dem, der blandt andet er brugt i Storbritannien, er at flytte digerne længere indlands, så saltmarskerne har plads til at udvikle og brede sig. Det har dog været med svingende succes. En anden løsning er helt at fjerne diger/dæmninger og tillade en naturlig kystdynamik, hvor saltmarsker naturligt indgår som en buffer. Denne løsning vil bidrage til en vildere og mere naturlig dynamik langs de danske kyster.
Kystdirektoratets seneste anbefaling er, at man accepterer og tillader oversvømmelser på visse kyststrækninger i Danmark. Specielt i de områder, hvor det er lavproduktiv landbrugsjord, som er i fare for oversvømmelser, er tabet af infrastruktur minimalt. Kampen mod oversvømmelser og stormfloder er kort sagt for dyr i forhold til gevinsten.
Investering i en naturbaseret løsning
Saltmarskens mange funktioner opbygges gradvist, selvom det dog kan tage årtier før de genetablerede saltmarsker opnår de samme biologiske, hydrologiske og geologiske betingelser som allerede eksisterende saltmarsker. Det er i høj grad de enkelte områders udgangspunkt, og hvor effektivt man kan restaurere de naturlige dynamikker, som afgør tidshorisonten.
Genetablering af saltmarsker skal altså ses som en investering i en omstilling til et fremtidigt vådere og mere klimavenligt og biologisk mangfoldigt Danmark – en naturbaseret løsning, der bidrager til både kulstoftilbageholdelse, kystsikring, biodiversitet og vandkvalitet. ♦
Om forfatterne
Jeppe Najbjerg Hansen er videnskabelig assistent ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet. Han arbejder med kulstoftilbageholdelse og (gen)etablering af danske saltmarsker. jeppehansen@biology.sdu.dk
Anna Elizabeth Løvgren Graversen er videnskabelig assistent ved institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Hun Arbejder primært med kulstoftilbageholdelsen i danske saltmarsker og hvilke faktorer, som kan påvirke størrelsen heraf. au513721@au.dk
Dorte Krause-Jensen er professor ved institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Hun arbejder primært med ålegræsenges og tangskoves økologi, den marine vegetations respons på miljøforhold og presfaktorer samt beskyttelse og retablering af marin vegetationen som naturbaserede løsninger. dkj@bios.au.dk
Gary Thomas Banta er institutleder ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet. Han arbejder bredt med kystnær og bentisk økosystemsøkologi. Har særlig fokus på sammenhæng mellem økologisk struktur, funktion og økosystemtjenester. banta@biology.sdu.dk
Se artiklen Strandenge – en overset klimabuffer som pdf
Projektet Blå Skove
Blå Skove er et projekt støttet af Veluxfonden, som startede i 2019 i et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Aarhus Universitet. Projektets formål er at kvantificere ålegræsenge og saltmarskers rolle som kulstofdræn og klimabuffer og undersøge muligheden for at inkludere disse bidrag i de nationale klimaregnskaber.
Yderlige læsning:
Moeslund JE, Arge L, Bøcher PK, Nygaard B, Svenning J-C. Geographically Comprehensive Assessment of Salt-Meadow Vegetation-Elevation Relations Using LiDAR. Wetlands. juni 2011;31(3):471–82
Aaberg M. Når klimaet ændres: Nu bør vi acceptere oversvømmelser fra havet [Internet]. DR. 2021.
Mcleod E, Chmura GL, Bouillon S, Salm R, Björk M, Duarte CM, m.fl. A blueprint for blue carbon: toward an improved understanding of the role of vegetated coastal habitats in sequestering CO2. Frontiers in Ecology and the Environment. december 2011;9(10):552–60.
Gerwing TG, Davies MM, Clements J, Flores A-M, Thomson HM, Nelson KR, m.fl. Do you want to breach an embankment? Synthesis of the literature and practical considerations for breaching of tidally influenced causeways and dikes. Estuarine, Coastal and Shelf Science. 30. oktober 2020;245:107024.
Graversen AE. Impacts of grazing livestock on the carbon stock and carbon sequestration in Danish saltmarshes. Specialerapport. Aarhus Universitet 2018. – Viderearbejdet til: Graversen A.E.L., Banta GT, Masque P, Krause-Jensen D. Carbon storage in Danish salt marshes in relation to grazing. Limnology and Oceanography, under review.
Se hele bladet
Du kan se hele blad nr. 3-2021 som bladre-pdf og hente det som pdf.