Der ligger hidtil usete mængder af det giftige tungmetal kviksølv på bunden af Stillehavets dybeste grave. Det konstaterer et internationalt forskerhold i et nyt videnskabeligt studie. Studiet er resultatet af et internationalt samarbejde mellem forskere fra Danmark, Canada, Tyskland og Japan.

»Mængden af det kviksølv, vi har fundet i dybhavsgravene, overstiger langt de værdier, der tidligere er registeret i sedimenter fra de åbne oceaner, og de er endda højere end i nogle af de områder på Jorden, der er forurenet af industri-udslip,« siger professor Hamed Sanei fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet. Han er førsteforfatter på den videnskabelige artikel, der for nylig er udgivet i Science Reports.

Ifølge Hamed Sanei er den dårlige nyhed, at de høje kviksølvsniveauer til dels kan ses som et udtryk for den stigende udledning af kviksølv til havene, som vi mennesker står for.

»Den gode nyhed er, at dybhavsgravene fungerer som en endestations-losseplads, og at det kviksølv, der ender her, vil blive begravet i sediment og således deponeret i mange millioner år. Med tiden vil pladetektonik (geologiske aktiviteter) endda bære sedimenterne med kviksølv ned i Jordens indre,« siger han og fortsætter:

»Men selv hvis kviksølv bliver fjernet fra biosfæren og begravet i Jordens indre, er det alarmerende, for det kan være en indikator for havenes generelle sundhedstilstand.«

Arbejdet er udført i Danish Center for Hadal Research, der er et grundforskningscenter for dybhavsforskning på Syddansk Universitet. Centeret undersøger livsformer og biogeokemiske processer i havets dybeste afgrunde for at forstå, hvilke roller disse unikke havmiljøer spiller i vores globale økosystem. Centeret ledes af professor Ronnie N. Glud fra Biologisk Institut.

Han var videnskabelig leder af den ekspedition til de 8-10 km dybe dybhavsgrave Kermadec og Atacama i Stillehavet, der nu har givet forskerne de første direkte målinger af kviksølvsaflejringer i dybhavsgravenes sedimenter – nogle af de absolut sværest tilgængelige områder på Jorden.

Af Rasmus Rørbæk, Aarhus Universitet, Scientific Reports vol. 11, Article no: 10970 (2021)