Stevns Klint er med sine fantastiske klinter af kridt og kalk en verdensberømt geologisk lokalitet. Det skyldes, at klinten, viser grænsen mellem de to geologiske tidsperioder Kridt og Palæogen for 66 millioner år siden, som markerer en af de største katastrofer i livets historie. 

Dengang blev Jorden formentlig ramt af en asteroide på omkring 10 kilometer i diameter, der udløste så enorme ødelæggende kræfter, at op mod 75 procent af alle arter – fra mikroskopiske alger i havet til de kæmpestore dinosaurer på land – uddøde. Blandt de organismer, der tilsyneladende uddøde, var ammonitterne – en stor gruppe af blæksprutter kendt for deres smukke oprullede skaller, og som er blandt de mest kendte og ikoniske fossiler i verden.

Selve den katastrofale begivenhed er i Stevns Klint repræsenteret ved et tyndt lerlag, der kaldes Fiskeleret. Lige over Fiskeleret findes et lag af hærdet kalk kaldet Cerithiumkalken, og det repræsenterer de første cirka 200.000 år af palæogen-tiden, der begyndte efter den store masseuddøen. I dette kalklag har vi nu fundet beviser for, at en bestand af ammonitter faktisk overlevede katastrofen på Kridt-Palæogen-grænsen – måske helt op til 200.000 år efter, at man har regnet dem for uddøde på verdensplan.

Succesfulde blæksprutter

Ammonitterne var en ekstrem succesfuld gruppe af blæksprutter, der opstod helt tilbage i den geologiske tidsperiode kaldet Devon-tiden for omkring 400 millioner år siden. De udviklede sig hurtigt og spredte sig ud over hele verdens oceaner. De fandtes i størrelser fra få centimeter helt op til over to meter i diameter. Langt de fleste ammonitter havde skaller, der var oprullet i en flad spiral, der nogle gange havde indviklede mønstre af riller og små horn voksende ud af skallen. 

Men nogle af dem udviklede mere løst oprullede skaller, og andre udviklede lange, lige, kræmmerhusformede skaller. Andre igen startede som oprullede, men “rettede” sig efterhånden ud, når de havde nået en vis størrelse. Andre igen havde skaller, der nærmest havde form som en papirklips eller en sammenrullet kugle. Der er beskrevet over 10.000 arter af fossile ammonitter fra hele verden, og fordi de er så talrige som fossiler, og desuden var en dyregruppe, der hurtigt udviklede forskellige nye arter, bruges ammonitter ofte til at aldersbestemme geologiske lag med.

Ammonitternes skaller er opbygget på samme måde som hos deres nulevende slægtninge nautilerne. Selve dyret sidder i et beboelseskammer, den kan trække sig ind i. I takt med, at blæksprutten vokser, udvider den beboelseskammeret med en lidt større diameteråbning, og den smalle bagerste del af kammeret snøres af med en skillevæg. Ser man et tværsnit gennem skallen hos en ammonit, ser man derfor forrest et stort beboelseskammer, og så bagved en række gradvist mindre kamre adskilt med buede skillevægge. 

Alle de gamle afsnørede kamre er forbundet med et tyndt rør (kaldet en sipho), som blæksprutten kan bruge til at pumpe enten gas eller vand ud i gamle kamre med, så den kan justere sin position i vandet. Hos de moderne nautiler er væggene mellem kamrene bare en simpel bue, men hos ammonitterne danner kanten af kammervæggene komplekse, sindrigt bølgende former, der varierer fra art til art, og derfor kan bruges til at skelne arter fra hinanden. 

Som nævnt har den gængse opfattelse været, at ammonitterne uddøde i slutningen af Kridttiden for 66 millioner år siden. Men gennem de seneste årtier er der dukket fund op ved Stevns Klint, ved Maastricht i Holland og i New Jersey i USA, der tyder på, at nogle ammonitter overlevede i en periode efter den store masseuddøen. Disse fund var imidlertid få, og kunne ikke altid bekræftes fuldstændigt. 

Nu har vi sammen med kolleger fra Polen, USA og Holland i et nyt grundigt studie baseret på gamle og nye fund fra Stevns Klint imidlertid endegyldigt påvist, at nogle få arter af ammonitter har overlevet den store masseuddøen i en periode. 

Ammonitterne er fundet i Cerithium-kalken, helt op til 38 centimeter over Fiskeleret, hvilket giver en omtrentlig alder på mindst 60.000 år efter den store masseuddøen. De arter af ammonitter, der indtil videre er fundet rester af i Cerithium-kalken, tilhører tre forskellige grupper (slægter). Den mest almindelige er den oprullede form Hoploscaphites, og derefter den lige ammonit Baculites. 

Derudover er der fundet et enkelt eksemplar af en anden lige ammonit af slægten Fresvilia. Den kan kendes fra Baculites ved, at skallen hos Baculites er oval i tværsnit, hvor den er cirkulær hos Fresvilia. Mærkeligt nok er Fresvilia ikke tidligere fundet i det Danske kridt, og kendes derfor hidtil kun fra kridtet i udlandet.

Det afgørende i dette studium har altså været at kunne vise, at de ammonitter, der er fundet over grænselaget (dvs. Fiskeleret), der markerer slutningen af Kridttiden, virkelig var fra Palæogen-tiden. Når man finder et fossil i et bestemt lag, kan det nemlig godt “snyde med sin alder”, hvis fossilet er blevet omlejret. Det betyder for lagene ved Stevns Klint, at fossiler på et tidspunkt i den geologiske historie kan være blevet eroderet fri af kridtet fra Kridttiden og siden begravet på ny i yngre lag. På den måde kan der opstå lag, hvor man finder fossiler af forskellige aldre sammen. 

Når man hidtil har betvivlet, at ammonitter fundet i Cerithiumkalken var fra palæogen-tiden, har netop omlejring været hovedargumentet. Heldigvis er ammonitterne fra Stevns Klint bevaret i kridt og kalk, og det er sedimenter, der er ret nemme at fastslå den relative alder på. Det skyldes, at kalken og kridtet hovedsageligt består af mikroskopiske kalkskaller fra alger og andre mikroorganismer, der levede i havet på det tidspunkt. Disse mikroorganismer ændrede deres skaller gennem tiden, og især lige omkring grænsen mellem Kridt- og Palæogentiden er der stor forskel på dem, der levede før og efter katastrofen.

Når en ammonit i datidens hav døde, sank den ned på havbunden og dens tomme skal blev derefter fyldt ud med slam fra havbunden i takt med, at den blev begravet. Det sediment, man finder inde i skallen på et ammonit-fossil, vil derfor stamme fra det tidspunkt, hvor dyret blev begravet. Ved at undersøge de mikrofossiler, kalken eller kridtet inde i fossilet består af, og sammenligne med dem, man finder i sedimentet udenom fossilet, kan man derfor afgøre, om fossilet er omlejret. Hvis mikrofossilerne indeni skallen og i sedimentet udenom er af forskellig alder, er fossilet sandsynligvis omlejret.