Ved at bore kerneprøver fra havbunden, i stil med de iskerneboringer, glaciologer anvender, har forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet sammen med kolleger fra Institut for Økoscience ved Aarhus Universitet, opnået den første historiske optegnelse af plastik­forurening på Grønlands havbund.

Undersøgelsen viser en øget ophobning af mikroplast på havbunden siden 1950'erne med betydelige udsving. Mens særlige miljøforhold som frostvejr og gletsjerafstrømning kan spille en rolle, så stemmer sådanne stigninger og fald i plastikakkumulering interessant nok også overens med den historiske socioøkonomiske udvikling i Grønland.

Den fremherskende opfattelse har været, at størstedelen af plastikken kommer til Arktis via havstrømme. Men forskernes data viser at byggeprojekter og andre socioøkonomiske begivenheder, der fandt sted lokalt i Grønland under landets modernisering, falder sammen med store stigninger i mængden af plastik, der ophobes på havbunden.

Forskerne har udviklet forfinede metoder til udtagning af kerner i havets sedimenter og til at identificere plast ud fra deres polymersammensætning ved at analysere prøvernes samlede indhold. Ved at jage et rør (som det på billedet) ned i havbunden på 850 meters dybde i Diskobugten ud for Grønlands vestkyst kunne forskerne hente kerner af havbunden op til analyse. Prøverne blev dateret ved hjælp af isotoper af naturligt bly og cæsiumisotoper dannet som følge af atombombesprængninger i atmosfæren i 1960’erne, som har en halveringstid på cirka 30 år.

Ved at skære kernerne op i, hvad der svarer til relativt korte tidsperioder, og isolere mikroplasten fra havbundens bestanddele (sand, ler, organisk affald osv.), kunne de derefter sammenligne plastikkens kemiske sammensætning med et bibliotek af kendt plastik fra forskellige aldre. Til sidst kunne forskerne opbygge en oversigt tilbage i tiden ved at matche mikroplasttypen med alderen på det havbundssediment, som den blev udvundet fra.

Ifølge forskerne kan sådanne metodiske forbedringer ende med at spille en større rolle i vores forståelse af plastikforurening i verdenshavene, fordi de kan anvendes mange andre steder i verden, og give solide, mere ensartede globale data.

Kilde: Science.ku.dk / Commun Earth Environ 5, 584 (2024).