Efterskrift: En mystisk sydom i  antarktiske fisk

.
Af Henrik Lauridsen

I 2018 var jeg en del af et amerikanskledet forskerhold, der blandt andet skulle belyse effekten af temperaturændring på forsterudviklingen i udvalgte arter af såkaldte notothenioider – den dominerende gruppe af fisk i ishavet omkring Antarktis. Det var i den forbindelse, vi gjorde den opdagelse, som du har kunnet læse om i tegneserien – nemlig at en stor del af fangsten af arten Trematomus scotti fanget i Andvord Bay havde store svulster voksende ud af kroppen på diverse steder.

Tegneserien blev forfattet af Thomas Desvignes og John Postlethwait, som er hovedforfatterne bag den videnskabelige rapport, hvori opdagelsen beskrives, og blev illustreret af Chloe DaMommio, som er studerende ved University of Oregon. Formålet var at udbrede kendskabet til noget af den videnskab, der bedrives i Antarktis igennem et velkendt og letforståeligt format som en tegneserie.

Fysiologisk interessante fisk

Den antarktiske fiskefauna repræsenterer et fysiologisk set interessant emne at studere. Som forklaret i tegneserien kan notothenioider undgå at fryse til is ved temperaturer, hvor andre fisk må give fortabt. Denne tilpasning har tilladt notothenioiderne at blive en artsrig og vidt udbredt gruppe i Det Sydlige Ishav. På grund af den lave temperatur forløber udviklingen fra æg til fiskelarve relativt langsomt i notothenioiderne. Mange arter gyder i den tidlige antarktiske vinter (maj – juni), og i løbet af vinteren udvikler fiskefostret sig til en lille fiskelarve, mens det tærer på sin blommesæk. Under normale omstændigheder passer tidspunkt for, hvornår fostrets egne ressourcer er opbrugt fint med, hvornår produktionen af planteplankton og derefter dyreplankton tager fart i det antarktiske forår, når solen får magt igen.

Imidlertid er polerne blandt de steder på kloden, hvor klimamodeller forudsiger nogle af de største temperaturændringer som følge af den globale opvarmning, og derfor er det ikke urealistisk at forestille sig, at havtemperaturen visse steder omkring Antarktis i gennemsnit vil stige med 4 – 5 °C. Det er potentielt problematisk for notothenioidernes fosterudvikling, idet den med stor sandsynlighed vil blive accelereret af den højere gennemsnitstemperatur, således at blommesækken bliver opbrugt tidligere, end dyreplankton bliver tilgængeligt. For selv om vandet bliver varmere, betyder det ikke at solen kommer tilbage tidligere. Måske er notothenioiderne i stand til at tilpasse sig denne forandring, men det vides ikke, og idet notothenioiderne udgør en væsentlig del af fødegrundlaget for en lang række organismer (sæler, pingviner m.m.) i det antarktiske økosystem, er det væsentligt at få afklaret dette spørgsmål.

Dette var baggrunden for forskningstogtet i 2018, som forløb over tre måneder fra april til juni og foregik ved, at vi på adskillige kortere togter (3 – 4 dage ad gangen) fiskede med bundtrawl og tejner efter nototheni­oider langs Den Antarktiske Halvø. Fiskeriet foregik med mindre grej og i kortere tid end, hvad man normalt anvender i fiskeriundersøgelser, og derfor var det muligt at bringe fangsten ombord relativt skånsomt og bringe fiskene levende tilbage til den amerikanske forskningsstation, Palmer Station, på Den Antarktiske Halvø. Her blev gydemodne fisk strøget for æg og sæd, hvorved vi fik fostre, der kunne studeres under forskellige temperaturregimer.

Fiskevæv i MR-scanneren

Det var således ved en tilfældighed, at vi stødte på udbruddet af den nye fiskesygdom blandt Trematomus scotti ved Den Antarktiske Halvø. I opklaringsarbejdet, der fulgte, var min rolle at fastslå præcis hvor på kroppen, svulsterne optrådte, og hvor omfangs­rige de var. Min ekspertise ligger indenfor det at bruge moderne medicinske billeddannende teknikker (også kendt som imaging) til at forstå, hvordan dyr fungerer. Ofte er mit fokus på egenskaber i dyr, der har medicinsk potentiale.

Eksempelvis bruger vi i min forskningsgruppe mange kræfter på at aflure, hvordan salamanderen kan regenerere skadet væv. Men i forhold til de antarktiske notothenioder var min opgave at benytte imaging til at belyse fysiologien i disse specielle fisk, og det viste sig nyttigt, da vi opdagede de store mængder syge fisk.

Ved at MR-scanne hjemtagne fiskepræparater kunne jeg afgøre, at svulsterne i Trematomus scotti var overfladiske (altså et hudfænomen) og i mange tilfælde udgjorde en ganske stor del af kroppens overflade­areal og sågar en stor del af fiskens samlede masse. Ved at sammenligne kropsmassen relativt til kropslængden hos syge fisk i forhold til raske, kunne vi efterfølgende fastslå, at syge fisk var i dårligere kondition end raske og dermed naturligt nok var påvirket negativt af sygdommen. ♦