AU

Foruroligende tab af ferskvand

I et studium publiceret i tidsskriftet Science Advances i juli måned har et internationalt forskerhold analyseret 22 års data fra NASA’S GRACE-satellitter for at vurdere ændringer i de globale ferskvandsressourcer. Og resultaterne er faktisk alarmerende. Overordnet er trenden, at våde områder bliver vådere, mens tørre områder bliver tørrere. Men de tørre områder udtørres hurtigere, end de våde områder bliver vådere. 

Studiet viser, at cirka 75 procent af Jordens befolkning lever i 101 lande, der siden 2002 har tabt ferskvand. Dette tab er foregået gennem hele perioden siden 2002, men er accelereret siden 2014 til et niveau, hvor arealet af områder, der mister ferskvand, nu vokser med en størrelse svarende til to gange Californiens areal hvert år.

Tabet af ferskvand er drevet af afsmeltning af gletschere på den nordlige halvkugle, intense tørkeperioder i Centralamerika og Europa samt faldende grundvandsstand. Ifølge studiet redegør oppumpning af grundvand til brug for landbrug, byer og virksomheder for 68 % af det samlede tab af ferskvand i regioner, hvor der ikke findes gletschere. Studiet viser også, at kontinenterne nu bidrager med mere ferskvand til den globale stigning i havniveauet end iskapperne på Antarktis og Grønland. Og at de regioner, der bliver tørrere, bidrager med mere ferskvand til havniveaustigningerne end afsmeltning fra gletschere.

Figuren viser de globale ændringer i ferskvand (i cm per år) fra februar 2003 til april 2024. De fire tal på figuren henviser til fire “mega-regioner” (trukket op med en sort linje), hvor tabet af ferskvand overstiger 0,2 cm per år. Figuren til højre viser det summerede tab af ferskvand i de forskellige zoner, hvor den sorte kurve gælder for alle regioner, mens den røde er for regioner uden gletschere.


CRK, Kilde: Chandanpurkar et al., Sci. Adv. 11, eadx0298 (2025).