Tilfældigheder og uorden karakteriserer komplekse systemer, hvilket gør dem svære at forstå. Derfor kan det være en Nobelpris værd at beskrive komplekse systemer og forudsige deres opførsel på den lange bane. Nobelprisen i Fysik i 2021 er således gået til tre forskere for deres bidrag til at kaste lys over komplekse systemer.

Den ene halvdel af prisen er gået til italieneren Giorgiori Parisi, der omkring 1980 opdagede skjulte mønstre i uordnede, komplekse materialer. Hans opdagelser er blandt de vigtigste bidrag til teorien om komplekse systemer. Opdagelserne gør det muligt at forstå og beskrive mange tilsyneladende vidt forskellige materialer og fænomener, ikke bare indenfor fysikken, men også indenfor matematik, biologi, neurovidenskab og maskinlæring.

Den anden halvdel af Nobelprisen er gået til japaneren Syukuro Manabe og tyskeren Klaus Hasselmann, som hver især har ydet vigtige bidrag til vores forståelse af klimaet, som er et skoleeksempel på et komplekst system med allerstørste betydning for os mennesker. Syukuro Manabes har bidraget ved at demonstrere, hvordan et forøget niveau af CO₂ i atmosfæren leder til forøget temperatur ved jordoverfladen. I 1960’erne ledede han udviklingen af fysiske modeller af Jordens klima og var den første til at undersøge vekselvirkningen mellem strålingsbalancen og den vertikale transport af luftmasser. Hans arbejde lagde grunden til udviklingen af de klimamodeller, man bruger i dag.

Omkring 10 år senere skabte Klaus Hasselmann modeller, som sammenkædede vejr og klima, hvorved han gav et svar på, hvorfor klimamodeller kan være troværdige på trods af, at vejret er foranderligt og kaotisk. Han udviklede også modeller til at identificere specifikke signaler, fingeraftryk, som både naturlige og menneskeskabte påvirkninger sætter på klimaet. Hans metoder er blevet brugt til at vise, at de øgede temperaturer i atmosfæren kan tilskrives menneskeskabt udledning af CO₂.

CRK, Kilde: nobel.se