Energitræ er den største grønne energikilde i Danmark. Restproduktet ved forbrænding er 75.000 tons aske, der bør recirkuleres til plantager på sandet og næringsfattig jord som værdifuld naturgødning.

Af Mads F. Hovmand, Torben Riis-Nielsen, Flemming Ekelund, Gosha Sylvester og Mads M. Krag.

Energitræ er verdens ældste styrbare energikilde, vore forfædres sikre beskyttelse mod vilde dyr og varme til krop og madlavning. I Danmark er energiproduktion fra energitræ og affaldstræ i dag den største grønne og styrbare energikilde med en årlig produktion på 120 PJ (= 33 milliarder kWh). Energitræ udgør således ifølge Danmarks Statistik (2020) 50 % af den grønne energiforsyning og 70 % af den styrbare grønne energi.

Restproduktet ved afbrænding af træ er træaske. Årligt produceres der i Danmark 75.000 tons træaske, hvoraf cirka 45.000 tons realistisk kan indsamles fra de store kraftvarmeværker og genanvendes som naturlig gødning i plantagerne. Træaske er en betydelige ressource, der bør anvendes med omtanke.

Indtil andre grønne og styrbare energikilder er blevet udviklet, vil vi stadig være afhængige af blandt andet energitræ og andre styrbare energikilder. Når der forbruges store mængder energitræ, er der fornuft i at indsamle og håndtere restproduktet træasken. Træasken indeholder de plantenæringsstoffer, som vi har “lånt” af jorden for at rejse skov og producere træ. Det er derfor oplagt at tilbageføre disse plantenæringsstoffer til skov-jordene i det omfang, det er muligt, til gavn for ny trævækst. I dag sendes tusindvis af ton træaske til deponi især fra værker på Sjælland. Men blandt andet i Vestjylland “returneres” store mængder til plantagerne. Hvor meget der sendes på deponi, altså ikke genbruges, er det svært at få oplyst officielt.

Men hvordan reagerer skovøkosystemet, når man spreder træaske direkte på skovbunden? Det har vi forsøgt at belyse ved at udføre en række forsøg på sandede og næringsfattige jorde i Stråsø Plantage i Vestjylland.

I vestjyske plantager er jordenes naturlige indhold af plantenæringsstoffer meget lavere end i østdanske moræne-jorde. Den største forskel finder vi i rodzonen (det vil sige i 10-50 cm’s dybde). Her er indholdet af vigtige plantenæringsstoffer som kalium, calcium og magnesium 6 til 15 gange lavere i vestjyske skovjorde sammenlignet med østdans­ke skovjorde. For skovenes topjorde – det vil sige 0–10 cm – er forskellen mellem Øst- og Vestdanmark noget mindre.

Vi lavede vores målinger i felten i 23 plots fordelt på to arealer med lysåben skov bestående af egeskov og blandingsskov med Eg og Lærk, begge arealer havde urtedækket skovbund. Vi tilførte dansk træflis­aske fra kraft-varmeværket i Herning til arealerne. Askedoseringen var henholdsvis 0,9 kg og 1,8 kg pr m2 svarende til 9 og 18 ton aske per hektar. Syv arealer uden asketilførsel tjente som referencearealer. Plantenæringen i 9 tons træaske svarer nogenlunde til den mængde plantenæring, der fjernes ved høst af heltræ pr hektar i løbet af en omdriftsperiode (vækstperiode) på 70-90 år. Men mange vestjyske plantager har leveret træ i to omdriftsperioder siden hedens opdyrkning i 1850’erne. Derfor er der i forsøget også tilført dobbelt ration, altså 18 ton træaske per hektar.

Vi fokuserede på træaskens kemiske sammensætning, især plantenæringsstoffer, og hvilken effekt asken kan have på jordens kemiske sammensætning og vegetationens sammensætning. I den forbindelse analyserede vi cirka 200 jord- og planteprøver for 25 kemiske parametre. Desuden undersøgte vi ændringer i skovbundens flora: artssammensætning, biomasse og kemiske indholdsstoffer. Endelig undersøgte vi eksempler på, hvordan jordbundens mikroorganismer blev påvirket af asketilførslen.

Vores målinger viste, at ved 9 og 18 ton/ha asketilførsel til skovbundens overflade steg koncentrationen af plantenæringsstoffer i topjordene 0-10 cm og i skovbundens urtedække. Fosfor-koncentrationen i græsserne steg 35 % - 114 %. Calciumkoncentra­tionen steg mellem 23 % og 35 %, mens koncentra­tionen af kalium steg mellem 14 % og 44 %. Derimod var koncentrationen af kvælstof i urtevegetationen uændret, idet asken ikke indeholder kvælstofforbindelser. Kvælstofforbindelser udledes med røgen som NOx ved forbrændingen.

Vi målte også tungmetaller og andre spormetaller, hvoraf nogle anses for toksiske og uønskede. Vi fandt ingen øgning af bly og cadmium i planter og jord, som blev tilført aske, men en mindre stigning for krom. Miljøstyrelsens direktiv for grænseværdier i afgrøder var dog langtfra overskredet, og koncentrationerne af tungmetaller lå en faktor 6 eller mere under de tilladte grænseværdier.

Tilførslen af træaske til skovbunden førte kun til små ændringer i vegetationssammensætningen. Det gælder både før og efter askeudbringning og mellem plots med og uden asketilførsel. Træasken ændrede ikke afgørende plantedækkets sammensætning. Enkelte arter blev dog kortvarigt mere talrige, men virkningen aftog de følgende år. Dette gjaldt eksempelvis for græsarten Bølget Bunke. Det første år efter asketilsætning var der en stigning i antallet af blomstrende skud, men allerede det følgende år var antallet af græsskud det samme på alle plots.

Ændringer i sammensætningen af arter i plantagens bundvegetation har en særlig interesse, da den kan være en synlig indikation på generelle ændringer af biotopen.

I parcellerne med nyplantet Lærk og Eg fandt vi efter asketilsætning en stigning i dækningsgrad for Fløjlsgræs, Gederams og Almindelig Kongepen, mens Hedelyng og Lyng-Snerre faldt. De nævnte arter var dog fortsat dominerende på arealer både med og uden asketilsætning. Disse parceller er nyplantede efter stormfald af nåleskov. Stormfaldet i år 2000 har forstyrret jorden, og arealet er efterfølgende lysåbent, hvilket muligvis er grunden til, at området rummer et større antal arter end arealet med ren egeskov. Vi fandt 15 arter af urter og græs, samme antal arter på arealer med og uden asketilsætning.

I det andet forsøgsområde, den ældre egeparcel, var vege­tationen før asketilførslen domineret af arter tilknyttet næringsfattig og sur skovbund med homogen bevoksning af græsset Bølget Bunke med en dækningsgrad på cirka 50 %. Efter asketilførsel steg dækningsgraden af Bølget Bunke til 80 %, og Hedelyng steg fra 1 % til 4 %. Skovstjerne steg fra 2 % til 4 %. Det totale antal af plantearter var uændret 10. Dækningsgraden af de tre dominerende mosser blev ikke påvirket af asketilsæt­ningen, og ingen af de dominerende plantearter forsvandt eller blev nyetableret efter asketilsætning.